SF undsiger Europagten

Af underdirektør Nils Trampe

Få dage efter SF har tilsluttet sig europagten, undsiger SF's medlem af Europa-Parlamentet Emilie Turunen aftalens indhold i en kronik i Information ( 25. marts). Turunen skriver bl. a.: »Det skal ikke være nogen hemmelighed, at SF ikke bifalder europagten« og uddyber: »redskaberne til at nå disse mål er valgt fra den blå palet« og »Derfor har det været afgørende for os at sikre en skriftlig aftale, der sikrer, at redskaberne ikke er bindende, og at pagtens mål også kan indfries med røde økonomiske redskaber.«

Man må spørge, om SF's tilslutning til europagten er alvorligt ment? Er SF imod, at der skal være sammenhæng mellem lønudviklingen og produktiviteten? Eller er SF imod, at tilbagetrækningsalderen skal følge med vores stigende levealder, så vi kan finansiere velfærdssamfundet? Eller er SF uenig i, at man ikke må have flere offentlige udgifter, end man har indtægter? Er SF ikke klar over, at europagtens redskaber skal bidrage til at genvinde finansmarkedernes tillid og dermed sikre lave renter?

Emilie Turunen anbefaler, at man tager fat ved problemernes rod. Det er jeg enig i. Men lad os slå helt fast, at det ikke består i at skrue op for det offentlige forbrug. Selv om europagten ikke er juridisk bindende, sikrer den netop skærpet fokus på en stabil offentlig økonomi og en senere tilbagetrækning, der matcher den stigende levealder.

Hvis man kortvarigt troede, at SF bakkede op om at sikre såvel europæisk som dansk konkurrenceevne, efterlader Turunens indlæg tvivl om SF's hensigter.

Den opskrift, der står i europagten, svarer fuldstændig til de anbefalinger, som netop er kommet fra erhvervslivet i det hjemlige vækstforum.

Fralægger SF sig allerede det ansvar, de for få dage siden accepterede ved at tilslutte sig europagten?

Bragt i Information d. 28.3.2011