S-SF dumper på ny i økonomi

S og SF’s nye økonomiske plan efterlader et milliardhul i statskassen, der vil skade landets konkurrenceevne.

S og SF har i dag fremlagt deres 2020-plan. Dansk Arbejdsgiverforenings gennemgang af planen viser, at S og SF kun har konkrete forslag til omkring halvdelen af de beløb, de har sat sig som mål.

Adm. dir. Jørn Neergaard Larsen:

”Med opdateringen af ”Fair Løsning” udviser S og SF endnu engang en bekymrende økonomisk uansvarlighed. Der er tale om økonomisk ønsketænkning i metermål.

De konkrete forslag indebærer alene en forbedring af de offentlige finanser i 2020 med ca. 35 mia. kr. S og SF har brug for at finde 72 mia. kr. for, at de kan løfte ansvaret for at finansiere velfærdsstaten. S og SF er således ikke engang halvvejs.

S og SF mangler stadig konkrete forslag til størstedelen af de milliarder, som de påstår at have fundet. S og SF dumper endnu en gang i økonomi med en uansvarlig plan, der vil skade danske virksomheders konkurrenceevne.

Forslagene til at øge arbejdsudbuddet er fortsat varm luft. Alle konkrete forslag på det område er gang på gang blevet afvist af fagbevægelsen. S og SF taler meget om vækst, men har reelt ingen forslag til, hvordan den arbejdsstyrke, der skal skabe væksten, skal tilvejebringes.

Hverken danske eller internationale virksomheder vil investere i et land, hvor den nødvendige arbejdsstyrke kun er et fatamorgana.

S og SF’s plan er fyldt med forslag til at forbedre fagbevægelsens økonomi. På det punkt er planen ganske konkret.”

Arbejdsmarked
16. maj 2011
KONTAKT
Underdirektør
Erik E. Simonsen
33 38 94 13
ees@da.dk
LINKS
S og SF's udspil - Fair Løsning 2020