Der er intet at forhandle om i Fair Løsning

Af adm. dir. Jørn Neergaard Larsen, Dansk Arbejdsgiverforening

Fagbevægelsen, S og SF henviser konstant til, at deres fælles plan ”Fair Løsning” kan forandres fra luftige ønsker til konkret politik gennem trepartsforhandlinger. Men det holder ikke vand. DA kan ikke gå ind i politiske forhandlinger om emner, der hører hjemme i overenskomsterne.

Det er afgørende, at vi holder fast i, at politikerne har ansvaret for politikken, og at arbejdsmarkedets parter har ansvaret for overenskomsternes indhold. Vi ønsker ikke at føre landet ud i en storkonflikt ved at sejle ind i næste overenskomstforhandling med diffuse tilsagn fra fagbevægelsen, som medarbejderne når det kommer til stykket enten ikke er interesserede i eller også vil kræve en klækkelig modydelse for. Derfor er det ganske enkelt nu på tide, at fagbevægelsen bliver konkret med hensyn til, hvordan de mener lønmodtagerne skal arbejde mere.

Som en professionel organisation samarbejder vi naturligvis med den til enhver tid siddende regering, og vi deltager gerne i trepartsdrøftelser – også med en eventuelt kommende S-SF regering. Det vi kort og klart har meddelt er, at vi ikke kan deltage i forhandlinger om temaer, som er lønmodtagernes og arbejdsgivernes ansvar at forhandle i overenskomsterne. Og arbejdstidsspørgsmålet er faktisk et af de mest centrale overenskomstspørgsmål.

Der knytter sig der ud over nogle særlige forhold til Fair Løsning, som skærper DA’s forbehold over for trepartsforhandlinger. Der er f.eks. i Fair Løsning flere forslag, som reelt er krav fagbevægelsen har stillet ved de seneste overenskomstforhandlinger, men som de endte med at tage af bordet mod at få andre indrømmelser fra vores side. Hvis vi gik ind i forhandlinger med politikerne om noget, vi har brugt ressourcer på at forhandle bort ved overenskomstforhandlingerne, ville vi være til grin for egne penge. Det gælder f.eks. forslaget om kædeansvar.

Det helt afgørende er spørgsmålet om at øge arbejdstiden. Mange overser, at vi i det private erhvervsliv har så fleksible rammer, at den enkelte lønmodtager og arbejdsgiver har meget stor indflydelse på, hvor mange timer, der arbejdes. Den ”normale” arbejdstid i overenskomsterne er kun en af mange faktorer, der bestemmer hvor meget der arbejdes. Skatten på arbejde er for mange mere afgørende end overenskomstens bestemmelser om arbejdstid. Når det er sagt, synes vi det er en rigtig god ide, at normen på 37 timer om ugen afløses af f.eks. 39 eller 40 timer. Hvis fagbevægelsen har et ønske om det, kan det gennemføres øjeblikkeligt uden problemer. Hvis fagbevægelsen kun ønsker at øge arbejdstiden, såfremt de får en masse krav opfyldt hos politikerne, så er det en forhandling, som det af mange grunde ikke giver nogen mening, at vi tager del i.

Bragt i Berlingske 14. januar 2011