Politisk reality-tjek på Folkemødet


Af Henrik Bach Mortensen, direktør Dansk Arbejdsgiverforening

På Folkemødet på Bornholm i dagene 15.-18. juni bliver der rig mulighed for at foretage et reality-tjek af den politiske debat før det kommende valg. Bliver der givet et korrekt billede af de udfordringer samfundet står over for? Samtidig bliver der god lejlighed til at vurdere holdbarheden af de løsninger, der bringes frem på den politiske markedsplads.

Danmark står over for monumentale samfundsøkonomiske udfordringer. Stigende udgifter til velfærd truer med at slå bunden ud af de offentlige kasser. Kun erhvervslivet kan sikre finansieringen af velfærdssamfundet gennem vækst i produktion, eksport og i antallet af arbejdspladser. Men konkurrenceevnen er svækket, og alt for mange ressourcer bliver overført fra den private til den offentlige sektor.

Folkemødet bør rette fokus mod at afdække de forudsætninger, der skal opfyldes, hvis velfærdssamfundet skal opretholdes. Hvilke krav stiller det til arbejdsmarkedet? Det er temaer, som DA håber at bidrage med ved diskussionerne på Bornholm.

Regeringen har sammen med skiftende flertal i Folketinget taget markant fat med både genopretningspakken sidste sommer og den byge af reformer, der er blevet aftalt mod folketingsårets afslutning. Der er tale om initiativer, som har en både konkret og præcis positiv virkning på dansk økonomi.

Men hvad er det, regeringens politik sikrer? Det er først og fremmest, at vi ikke løber ind i de samme problemer med offentlig gældsætning som f.eks. Grækenland. Men vores ambitionsniveau skal være højere. Statsministeren har selv udtrykt ønske om, at danskerne skal være blandt de 10 rigeste lande i verden. Hvis det er målet, er det ikke nok, at der er orden i de offentlige finanser.

Danskerne ønsker sig en levestandard i top. Og så drejer det sig om økonomisk vækst og titusinder af nye arbejdspladser i erhvervsvirksomhederne. For det er kun indtjening og beskæftigelse i erhvervslivet, der kan finansiere vores private forbrug og de meget store krav om offentlig service.

Men der bliver kun vækst i erhvervslivet, hvis arbejdsmarkedet kan levere det antal mennesker med de rette kvalifikationer, der skal til at bære et opsving frem. Derfor bør regeringen gå i gang med at udvikle ny politik, der sikrer langt flere medarbejdere til arbejdsmarkedet i de kommende årtier. Det drejer sig bl.a. om at tiltrække højtuddannede personer fra udlandet, sikre at langt færre forlader arbejdsmarkedet for at leve af offentlige overførsler, men også om at styrke uddannelsesindsatsen i bl.a. folkeskolen og ungdomsuddannelserne.

Reality-tjek af regeringens politik viser, at der er gjort en god start, men at det kun er begyndelsen til en fremtidssikring af vores velstand.

S-SF har med Fair løsning 2020 forsøgt at præsentere et alternativ til regeringens politik. En analyse af centrale aspekter af planen viser, at der lægges op til en uhyre risikabel politisk kurs, som alvorligt vil svække mulighederne for både at sikre orden i de offentlige finanser og dermed også mulighederne for at styrke danskernes velstand.

Helt centralt står ”den røde plans” usammenhængende bud på den offentlige sektors økonomi.

De reformer, som regeringen har sat i gang: kortere dagpengeperiode, tilbagetrækningsreform og lavere vækst i de offentlige udgifter, leverer et forbedret grundlag for holdbare finanser. Alt det risikerer at blive sat over styr med S-SF-planen.

Et reality-tjek af den røde plan viser, at alt for mange forventede offentlige indtægter bedst kan betegnes som ”funny money” – dvs. højst usikre indtægter – mens viljen til at øge de offentlige udgifter såmænd er ubehageligt troværdig. En nøgtern opgørelse af S-SF-planen peger i retning af et vedvarende bragende underskud i størrelsesordenen 35-40 mia. kr.

S-SF har nu offentliggjort flere udgaver af ”Fair Løsning”, men det er grundlæggende de samme ubesvarede spørgsmål, vælgerne står tilbage med. Hvor skal de 15 mia. kr., der oprindeligt skulle finansieres af 12 minutters arbejde om dagen, komme fra? S-SF har storsindet overladt det til fagbevægelsen at levere svaret. Men lederne i fagforbundene lægger stadig større afstand til denne forpligtelse.

Andre finansieringskilder bygger på et fundament af samme luftige karakter: S-SF håber på, at flere indvandrere kommer i arbejde, at færre bliver ledige, og at flere kommer hurtigere gennem uddannelserne og ud på arbejdsmarkedet. Hvem kan ikke dele disse håb – men der er ikke tale om andet end netop håb. Og det er ligesom ikke godt nok, når det er op mod 10 mia. kr., der mangler på disse konti.

I afdelingen for fantasimilliarder foreslår S-SF en fremrykning af beskatningen af pensioner, der først kommer til udbetaling flere årtier frem. Det drejer sig om over 5 mia. kr. Forslaget svarer til, at staten låner til forbrug med sikkerhed i sine egne fremtidige indtægter. Denne idé er så langt ude, at de økonomiske vismænd i deres nye rapport klart fraråder initiativet. Vismændene påpeger, at der er en alvorlig risiko for, at den kunstige fremrykning af skatteindtægterne vil øge politikernes appetit på at yderligere at forøge de offentlige udgifter.

På disse konti har S-SF-planen altså indregnet omkring 30 mia. kr. af valutaen ”funny money”. Men for at blive i terminologien, så er der tale om en meget dårlig vittighed.

Til reality-tjekket af den politiske debat hører også en vurdering af sammenhængen mellem arbejdslivet og vores hele liv. Det er et paradoks, at stadig flere danskere i den ellers arbejdsdygtige alder modtager offentlige ydelser på grund af helbredsproblemer samtidig med, at undersøgelser viser, at danskernes helbred er bedre end nogensinde før.

I denne forbindelse høres ofte det synspunkt, at det er arbejdslivet, som er skyld i at mennesker både bliver syge og i sidste instans helt forlader arbejdsmarkedet. F.eks. lægger S-SF op til nye afgifter på virksomhederne, der skal afspejle deres påståede ansvar for, at mange ikke deltager på arbejdsmarkedet.

Men reality-tjekket viser, at deltagelse i arbejdslivet langt fra er en del af problemet. Et aktivt liv på arbejdsmarkedet er snarere en del af løsningen! I internationale undersøgelser er det danskerne, der oplever den største glæde og tilfredshed over deres arbejdssituation.

Opgørelser af omkostninger til arbejdsskader viser også, at de alene tegner sig for en stærkt begrænset andel af udgifter til sygefravær, førtidspension m.v.

Det bliver tit fremført, at det er nedslidning og et belastet arbejdsmiljø, der fører til, at så mange har valgt efterlønnen. Men undersøgelse efter undersøgelse har påvist, at langt de fleste (heldigvis!) vælger efterlønnen af lyst snarere end af helbredsmæssig nød.

Men hvad er så forklaringen på, at så mange er på offentlige ydelser frem for på arbejde? Det er der formentlig rigtig mange forklaringer på. Mange undersøgelser finder, at de væsentligste forklaringer på helbredsmæssige problemer følger af vores kost, rygning, alkohol og manglende motion. I realiteten er det især disse individuelle faktorer, der ikke umiddelbart har meget med arbejdslivet at gøre, som vi må tage fat på. Men det betyder selvfølgelig ikke, at vi ikke kan arbejde med at sikre et bedre helbred, mens vi er på arbejde.

Rigtig mange arbejdspladser arbejder med rygeafvænning, motion, sund kost osv. som en del af personalepolitikken. Derfor burde virkelighedens verden handle om at understøtte medarbejdernes og virksomhedernes fælles indsats på disse felter. Det vil have en langt mere positiv effekt end de arbejdsmiljøafgifter på virksomhederne eller den afskaffelse af virksomhedernes engagement i sundhedsforsikringer for medarbejderne, som S og SF lægger op til.

Forhåbentlig kan Folkemødet hjælpe med at vise, hvad der vender op og ned i mange af disse væsentlige spørgsmål.

Bragt i Berlingske 14. juni 2011