Lukkedage lukker arbejdsmarkedet

Af Henrik Bach Mortensen, direktør, Dansk Arbejdsgiverforening

Igen i år er antallet af lukkedage i vuggestuer og børnehaver øget. Kommunerne yder dermed borgerne en ringere service, som svækker familiernes og virksomhedernes muligheder for at få arbejdsliv og familieliv til at hænge sammen.

Antallet af lukkedage er fortsat stigende. På trods af løfter om det modsatte og på trods af, at kommunerne er blevet betalt rundhåndet for at reducere antallet.

Det er meget positivt, at socialminister Benedikte Kiær har bebudet et opgør til efteråret med kommuner, der fortsat svigter forpligtelsen overfor familierne.

Det danske arbejdsmarked er dybt afhængigt af, at den offentlige sektor formår at løse opgaven. I Danmark har vi en meget høj erhvervsfrekvens både for mødre og fædre. Og de erhvervsaktive betaler en rekordhøj skat for bl.a. løsningen af denne opgave.

Gennem overenskomsterne er der aftalt en stor grad af smidighed for placeringen af arbejdstiden. Det betyder som udgangspunkt bedre muligheder for, at medarbejderne kan tilrettelægge ferie, pasning af syge børn og andre private gøremål, så det passer både familien og arbejdspladsen.

Kommunale lukkedage betyder i realiteten, at kommunerne inddrager den fleksibilitet arbejdsmarkedet har udviklet. I stedet for at fremme et fleksibelt arbejdsmarked, bliver mulighederne lukket af lukkedagene. Som virksomhed vælger kommunerne dermed at svigte kunderne (familierne og virksomhederne).

Tænk, hvis den lokale købmand reagerede på samme måde. Det ville jo svare til, at butikken lukkede i de stille perioder.

Men i modsætning til købmandens kunder, er familierne piskede til at vende tilbage med børnene, når institutionerne åbner igen.

Det forklarer - men kan bestemt ikke forsvare - holdningen til daginstitutionernes kunder. Familier kan opleve, at de måneder i forvejen skal redegøre for deres pasningsbehov, og de kan opleve helt uacceptable alternative pasningsmuligheder på deres institutioners lukkedage. Og kommunerne forsømmer heller ikke at tale kursværdien af pasningstilbuddene ned med betegnelser som nødpasning o. lign.

Manglende fleksibilitet

Hvis kommunerne opfattede det som deres fornemmeste opgave at give familier og arbejdsmarked bedst mulig service, ville man sætte sig som mål helt at afskaffe lukkedage. Såfremt det ønske ikke kan opfyldes, burde den næsthøjeste ambition være at tilbyde et fleksibelt og attraktivt alternativ til den sædvanlige pasning.

Hvorfor sætter man sig ikke ambitiøse mål om at lave alternative pasningsoplevelser, der f.eks. udnytter sommerens særlige muligheder, så det bliver en fest at skulle noget andet end det sædvanlige? Så det ikke demonstrativt fremstilles som netop en nødløsning, hvor man håber på, at familierne får så dårlig samvittighed over den ringe service, at de slår hælene sammen og accepterer, at kommunen har lukket for børnepasningen?

Problemstillingen omkring lukkedagene afspejler et generelt problem i forhold til den offentlige service. Som skatteborgene får man ofte indtrykket af, at vi betaler stadig mere for et produkt af faldende kvalitet (lukkedage, ringere personalenormeringer m.m.).

Der er ikke tvivl om, at dette dækker over et helt generelt fænomen. I de private erhverv er der traditionelt en stærk produktivitetsudvikling, tænk f.eks. på landbrug eller industri. Men i de offentlige serviceaktiviteter er der ofte ingen (eller ligefrem negativ) produktivitetsudvikling. Samfundsøkonomisk betyder det, at selv uændret offentlig service fordrer større skattebetaling fra borgerne til det offentlige.

Men da beskatningen for længst er nået over et fornuftrelateret niveau, vil økonomien i stat og kommuner gradvist stramme til - i fravær af en positiv produktivitetsudvikling.

Derfor er der en reel udfordring for kommunerne i at arbejde for en mere effektiv ressourceudnyttelse og dermed en bedre produktivitetsudvikling - uanset om vi taler om børneinstitutioner eller anden service.

Kommunernes indsats på dette felt kan hjælpes på vej gennem konkurrence med private udbydere, der kan eksperimentere med at levere service på en anden måde end det offentlige. Det har vi bl.a. set i sundhedssektoren.

Private leverandører

Kommunerne kunne i højere grad overveje at invitere private til at løse bl.a. pasningsopgaver. Det kunne både være private institutioner eller frivillige forældrefællesskaber. Modellen kunne simpelthen være, at private får mulighed for at løse opgaven for det samme antal skattekroner som de offentlige institutioner.

Virkeligheden er allerede, at et stigende antal forældre stemmer med fødderne. Flere aviser har i den seneste tid kunnet berette, at flere forældre simpelthen siger nej til det offentlige pasningstilbud, fordi prisen er blevet for høj, og kvaliteten er blevet for ringe.

Den udvikling bør kommunerne lære af. Enten skal man sikre sig, at kommunerne bliver i stand til at honorere borgernes behov for bl.a. børnepasning, eller også må man belave sig på, at den eneste vej frem er at lade borgerne finde løsninger selv for deres egne skattekroner.

Bragt i Børsen d. 14. juli 2011