Sådan skaber vi vækst

Af Henrik Bach Mortensen, Direktør, Dansk Arbejdsgiverforening

Den samfundsøkonomiske udfordring er klar. Vi skal sikre øget vækst i Danmark, hvis den danske befolkning fortsat skal nyde godt af en levestandard, der globalt set ligger i top. Vores velstandsniveau skal forsvares i en skærpet global konkurrence. Virksomheder og borgere i lande som Kina, Indien og Brasilien har appetit på at opnå den samme velstand, som vi har vænnet os til i Europa og USA.

Samtidig skal vi forsvare vores velstand i en tid, hvor mange af vores samhandelslande er i økonomisk krise. Det er altså blevet sværere for danske virksomheder at opretholde og udbygge produktion og beskæftigelse ved at eksportere til de lande, vi er vant til. Det eneste svar på udfordringen er at arbejde for stærkere vækst i de private virksomheder. Det er den lektie, som alle lande i økonomisk vækst kan lære os. Den politiske opgave bliver derfor at sikre en lang række gunstige rammevilkår, der kan fremme en positiv udvikling i virksomhedernes produktion og beskæftigelse. Nogle meget væsentlige betingelser for vækst er:

1. At det kan betale sig for den enkelte at bidrage til væksten

2. At der skal være samfundsøkonomisk balance mellem den offentlige og private sektor

3. At virksomhederne er konkurrencedygtige på det globale marked

4. At det sikres, at der er tilstrækkelig arbejdskraft til at understøtte ønsket om økonomisk vækst

5. At fleksibiliteten på det danske arbejdsmarked fastholdes og udbygges.

I meget stor udstrækning begynder væksten med dig og mig. Det er jo i bund og grund ikke politikere, men virkelystne iværksættere og medarbejdere, der sætter gang i sagerne. Vi kan alle bidrage mere til samfundets velstand, hvis vi er villige til at dygtiggøre os, til at arbejde i længere tid og til at arbejde mere effektivt. Men der er næppe mange af os, der påtager os ansvaret for en større arbejdsindsats, hvis vi ikke har et økonomisk udbytte af indsatsen.

Derfor er det såre elementært, at hvis vi ønsker, at den enkelte skal bidrage til øget vækst, så skal der også være et rimeligt økonomisk afkast af indsatsen.

Hvis vi ønsker, at den enkelte skal blive mere produktiv, så skal det være mere økonomisk attraktivt at investere i sin egen uddannelse.

Hvis vi ønsker, at flere skal arbejde mere, så skal det kunne betale sig. Der er gennem de senere år gennemført en række ændringer, som understøtter udbuddet af arbejdskraft til virksomhederne. Det drejer sig f.eks. om nedsættelse af beskatningen på arbejdsindkomst og om indførelsen af starthjælp og kontanthjælpsloft.

Det ville være en håbløs tanke at forestille sig, at øget vækst f.eks. kan gå hånd i hånd med svækkede økonomiske incitamenter til at arbejde. Derfor bør alle forslag om at forhøje indkomstskatter afvises. Det samme gælder forslag om at svække den økonomiske tilskyndelse til at finde arbejde for borgere, der modtager indkomstoverførsler fra det offentlige.

Mange europæiske økonomier er svækket af virkningerne af massiv vækst i de offentlige udgifter og den offentlige gæld. Dels fortrænger øget offentligt forbrug og beskæftigelse arbejdspladser fra den private sektor, og dels indebærer ukontrollabel vækst i den offentlige gældsætning, at renteomkostningerne stiger for virksomheder og borgere i den private sektor. Virkningen bliver lavere vækst i virksomhederne, fordi omkostningerne ved investeringer stiger og lavere velstand for befolkningen på grund af stigende renteudgifter til bl.a. boligformål.

Det er denne erfaring, som befolkningerne i f.eks. Grækenland og Spanien gør sig i denne tid. Men det er såmænd også en smertelig erfaring, som Danmark gjorde sig under Anker Jørgensens socialdemokratiske regeringer, specielt i starten af 1980erne, hvor statsgæld og renteniveau nåede historiske højder og bragte Danmark på randen af den økonomiske afgrund.

Der findes ingen samfund, der har opnået varig vækst og velstand gennem ekspansion af den offentlige sektor. Og det er der mange grunde til. For det første kan de menneskelige kvalifikationer og ressourcer, som politikerne vælger at styre ind i staten og kommunerne, ikke bidrage til aktiviteten i den private sektor. For det andet er produktivitetsudviklingen i den offentlige sektor langt lavere end i erhvervsvirksomhederne. Med andre ord vil en større offentlig sektor år efter år føre til en lavere samfundsmæssig produktivitetsudvikling og lavere økonomisk vækst, end hvis den private sektor fik mulighed for at udvikle sig.

På lang sigt forudsætter en ambition om stærkere økonomisk vækst altså et større spillerum for virksomhederne. Det kan realiseres ved at dæmpe de offentlige udgifter, men såmænd også ved at overlade udførelsen af f.eks. velfærdsopgaver - der i dag sker i offentligt regi – til private virksomheder, der kan tilføre samfundsøkonomien yderligere vækst.

Virksomhedernes mulighed for at bidrage til væksten svækkes, hvis deres omkostninger stiger og deres konkurrenceevne belastes. Derfor bør alle tanker om gennem lovgivning at øge de indirekte lønomkostninger i form at skatter og forskellige bidrag afvises. Når virksomhederne ansætter en medarbejder, bliver de allerede i dag belastet af lønskatter til uddannelsesformål, sygeløn m.v. Alle tanker om at forøge disse udgifter for arbejdsgiverne vil blot svække mulighederne for vækst.

En af de helt store trusler mod ønsket om vækst og velstand er udviklingen i arbejdsstyrken. Danmarks økonomi kan kun vokse tilstrækkeligt, hvis der er tilstrækkeligt mange, som deltager på arbejdsmarkedet. Arbejdsstyrken har gennem en årrække været presset af en demografisk udvikling, hvor flere ældre forlader og færre unge træder ind på arbejdsmarkedet. Samtidig har vi passivt set til, at mange hundrede tusinde modtog indkomstoverførsler, selv om de faktisk kunne deltage i arbejdslivet. Det er af meget stor betydning, at der blev vist ansvarlig politisk handlekraft gennem indgåelsen af aftalen om en tilbagetrækningsreform, som både fører til udfasning af efterlønnen og en forhøjelse af pensionsalderen.

Dermed er der demonstreret en politisk forståelse for, at vækst i arbejdsstyrken er en forudsætning for vækst i økonomien. Men tilbagetrækningsreformen må kun være begyndelsen. Ikke mindst skal antallet af danskere på førtidspension eller fleksjob reduceres markant. Ikke ved at fratage førtidspension eller fleksjob fra borgere, der er berettiget til den. Men ved en langt mere intelligent indsats, som løser borgernes helbredsmæssige problemer, før de ellers vil udløse en pensionering.

Det er også vigtigt, at Danmark fortsat kan tiltrække velkvalificeret arbejdskraft og engagerede studerende fra udlandet. En lille økonomi er helt afhængig af at kunne tiltrække talenter fra udlandet, som kan styrke den hjemlige konkurrencekraft. Antallet af velkvalificerede udlændinge på det danske arbejdsmarked er steget markant i de senere år. Øget økonomisk vækst kræver også et øget bidrag fra denne kant.

Mens arbejdsmarkederne i specielt Sydeuropa er præget af meget få jobåbninger og en massiv ungdomsarbejdsløshed på omkring 40 procent, har vores arbejdsmarked demonstreret både dynamik og fleksibilitet. På trods af den økonomiske krise er der færre ledige i Danmark end på noget tidspunkt i 1990erne. Og selv om det ikke er ukompliceret som ung at melde sig på arbejdsmarkedet, så er der både langt flere uddannelsespladser og jobs til de unge her i landet end andre steder i Europa.

Siden 1990erne er der gennemført effektive arbejdsmarkedsreformer, som bidrager til lavere ledighed og flere arbejdspladser. Senest gennemførte et politisk flertal en forkortelse af dagpengeperioden samtidig med, at der arbejdes på at opnå et stadig sikrere grundlag for brugen af forskellige redskaber i arbejdsmarkedspolitikken. En fastholdelse af denne linje kan understøtte virksomhedernes behov for det nødvendige antal medarbejdere med de rette kvalifikationer. Og dermed også give et bidrag til stærkere økonomisk vækst.

Bragt i Berlingske den 31. august 2011