Danske politikere gør altid det rigtige ...

Af Henrik Bach Mortensen, Direktør, Dansk Arbejdsgiverforening

Det siges om Winston Churchill, at han efter USAs beslutning om at deltage i Anden Verdenskrig udtalte, at »amerikanerne gør altid det rigtige (...) efter at de har prøvet alle andre muligheder«. Det samme kan med god ret siges om det store flertal af danske politikere efter folketingsvalget. Med det nye regeringsgrundlag er der et massivt reformflertal, som har udtrykt ønske om effektivt at håndtere de massive samfundsøkonomiske udfordringer, som Danmark står over for.

Men det har været en lang rejse. Det er mange år siden, at det for de fleste seriøse økonomiske iagttagere stod klart, at Danmark stod over for en giftig cocktail af faldende arbejdsstyrke, af ukontrollabel vækst i de offentlige udgifter, af velfærdsordninger, der slet ikke kunne finansieres, samt af et skattetryk der var blevet så tyngende, at øgede skatter kunne risikere at føre til lavere offentlige skatteindtægter. Dokumentationen i rapporter fra Velfærdskommission, Arbejdsmarkedskommission, de økonomiske vismænd, Nationalbanken m.fl. var ellers omfattende.

Det var som om, at det store flertal blandt politikerne ikke kunne påtage sig at oversætte den samfundsøkonomiske nødvendighed til politisk handling.

Det var først med tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussens nytårstale, at der tegnede sig reelle muligheder for en håndtering af den fastfrosne situation. Udover De Radikale og Liberal Alliance, der var tidligt på banen, havde nu Venstre, de konservative og Dansk Folkeparti meldt ud om behovet for reformer af efterlønnen, der i øvrigt var en nødvendig opfølgning på den tidligere gennemførte genopretningspakke, som bl.a. reducerede dagpengeperioden.

I det nye regeringsgrundlag fastslås det, at »Udgangspunktet for regeringen er VK-regeringens økonomiske politik i bredeste forstand«, herunder de allerede besluttede reformer. Dermed har også Socialdemokratiet og SF tilsluttet sig det ansvarlige flertal.

Det er til gengæld monumentale opgaver, der skal løftes, hvis danskerne også i fremtiden skal være blandt de rigeste i verden, og hvis det danske velfærdssamfund skal kunne opretholdes.

De overordnede udfordringer handler bl.a. om:

1. At sikre holdbarhed i de offentlige finanser, dvs. at de offentlige udgifter i det lange løb kan finansieres af skatteindtægterne.

2. At der er tilstrækkeligt mange med de rette kvalifikationer til rådighed for arbejdsmarkedet.

3. At virksomhedernes konkurrenceevne forbedres.

4. At der er stærke økonomiske tilskyndelser for borgere og virksomheder til at bidrage til økonomisk vækst.

Den aktuelle økonomiske krise i mange vestlige lande er ikke mindst skabt af alt for store offentlige udgifter og underskud. Med den nye regering er der faktisk sket en skærpelse af målsætningerne om den offentlige sektors økonomi. Ikke blot erklærede den nye finansminister Bjarne Corydon i Berlingske den 13. oktober, at »Vi vil ikke love øgede udgifter, før vi er helt sikre på, at vi har pengene«. Tager man regeringsoplægget for pålydende, skal der straks gennemføres meget mærkbare udgiftsreduktioner, for ellers kan det ikke sikres, at »den såkaldte holdbarhedsindikator altid skal være positiv«.

Denne politiske målsætning er afgørende. For en mere effektiv, men også en mindre offentlig sektor er blandt forudsætningerne for, at virksomhederne får økonomisk råderum til at bidrage til mere vækst og beskæftigelse. Det nye regeringsgrundlag lægger også op til en række initiativer, der skal sikre, at flere med bedre kvalifikationer vil deltage på arbejdsmarkedet. Der vil allerede være nået et epokegørende resultat med den tilbagetrækningsreform, som det store flertal politisk vil bære igennem, for med den er der nemlig ikke længere udsigt til et direkte fald i den danske arbejdsstyrke i de kommende år. Men omvendt er der fortsat behov for reformer, der yderligere øger arbejdsstyrken, hvis vi skal kunne forsørge det stærkt stigende antal danskere, der går på pension i de kommende årtier.

Derfor er det positivt, at den nye regering har tilsluttet sig den reformdagsorden, der udover efterløn også omhandler førtidspension, fleksjobs, udenlandsk arbejdskraft, integration m.m. og som alt i alt skal sikre en fremgang på 135.000 personer i arbejdsstyrken. Når det gælder vækstperspektivet, bør der også kunne samles bredt flertal for de påtænkte initiativer til styrkelse af bl.a. erhvervsuddannelserne og livslang læring.

Det er imidlertid ikke tilstrækkeligt at sikre den nødvendige arbejdskraft til virksomhederne. Det er også afgørende, at virksomhederne agerer under vilkår, som giver dem den nødvendige styrke til at konkurrere på de internationale markeder. Politisk kan dette understøttes gennem en mere erhvervsrettet uddannelsesindsats og ved at fremme en lang række rammebetingelser, som styrker virksomhederne.

Når det gælder de politiske muligheder, bør Folketinget helt afvise alle initiativer, der vil øge de samlede lønomkostninger for virksomhederne. Enhver stigning i de politisk fastsatte omkostninger - og det helt uanset det politiske motiv - ved at beskæftige en medarbejder vil betyde lavere vækst og beskæftigelse.

Der er tegn på, at der også er bred politisk forståelse for nødvendigheden af initiativer, der kan styrke den enkelte og virksomhedernes økonomiske tilskyndelse til at bidrage til økonomisk vækst.

Den nye regering har droppet nogle af S-SF oplæggenes tanker om at svække incitamenterne til at bidrage mere på arbejdsmarkedet. Der er nu udsigt til, at den meget betydningsfulde forhøjelse af indkomstgrænsen for beskatning med topskat vil blive fastholdt. Det er også opgivet at forøge marginalskatten for de højeste indtægter. Faktisk har den nye skatteminister tillige erklæret, at der bør ske en markant reduktion af skatten på arbejde.

Forhåbentlig kan denne linje i skattepolitikken tages som udtryk for en helt grundlæggende erkendelse af, at økonomisk fremgang og vækst bygger på, at økonomisk foretagsomhed skal kunne betale sig.

Allerede for over to hundrede år siden slog den største økonom gennem tiderne, Adam Smith, fast, at »det er ikke af godgørenhed fra slagterens, fra bryggerens eller fra bagerens side, at vi regner med at kunne indtage vores middag, men på grund af deres indsats for at fremme deres egne interesser«. Med andre ord, hver enkelt borger og hver enkelt virksomhed bidrager bedst muligt til det fælles bedste ved at arbejde for selv at nå de bedst mulige personlige eller virksomhedsøkonomiske resultater.

I Folketinget er det efterhånden kun Enhedslisten, som fastfolder håbløst forældede sensocialistiske vrangforestillinger om dynamikken i menneskers virke i samfundsøkonomien. Det kom f.eks. bedst (eller snarere værst!) til udtryk i udtalelser fra Enhedslistens ordfører, Johanne Schmidt-Nielsen, da hun kort efter valget i en kommentar til Politiken om sit partiprogram fastslog, at »sådan noget som sukkersygemedicin, som rigtig mange mennesker har brug for. Hvorfor skal der egentlig sidde nogen og tjene penge på det? Det synes jeg er fjollet«.

Sammenholder man det nye regeringsgrundlag med de reformer, der allerede blev gennemført under VK-regeringen, har Danmark et godt udgangspunkt for at komme igennem den økonomiske krise.

Men det er selvfølgelig ikke nok med regeringsgrundlagets gode hensigter. Danmarks økonomiske situation og udfordringerne fra den økonomiske krise i Europa og USA samt den stærkt skærpede konkurrence fra nye økonomiske sværvægtere som Kina og Indien stiller krav om, at det nye regeringsgrundlag bliver udmøntet i initiativer som konkret bidrager til at styrke forudsætningerne for økonomisk vækst og velstand i Danmark.

Bragt i Berlingske d. 22. oktober 2011