Dansk Arbejdsgiverforening har den 20. december 2011 svaret Beskæftigelsesrådets sekretariat i sagen om

Høring om lovforslag om ændring af lov om en aktiv beskæftigelsesindsats

Arbejdsmarkedsstyrelsen har den 12. december 2011 sendt et forslag til ændring af lov om en aktiv beskæftigelsesindsats (Nedsættelse af varighedskrav til ret og pligt tilbud og ændring af tidspunktet for gentagen aktivering for ikke arbejdsmarkeds-parate kontanthjælpsmodtagere, der er fyldt 30 år m.v.) til høring i BER.

Lovforslaget indeholder følgende elementer:

  • Nedsættelse af varighedskrav til ret og pligt tilbud fra 4 til 2 uger for dagpenge- og kontanthjælpsmodtagere
  • Ændring af tidspunktet for gentagen aktivering for ikke arbejdsmarkedsparate kontanthjælpsmodtagere, der er fyldt 30 år

Arbejdsgiversiden i BER (DA, SALA og Lederne) har ingen bemærkninger til den konkrete udmøntning i lovtekst af den politiske aftale, der ligger bag ved lovforslaget.

Det fremgår af lovforslaget, at regelændringerne vil betyde mindre offentlige udgifter på ca. 200 mio. kr. i 2012 og ca. 180 mio. kr. i 2013. Det fremgår ligeledes, at aktiveringsomfanget med lovforslaget fra 2013 og frem vil blive reduceret med 825 helårspersoner.

Efter arbejdsgiversidens opfattelse mangler det derimod at blive belyst, i hvor stort omfang lovforslaget vil påvirke udbuddet af arbejdskraft, og om lovforslaget vil øge eller reducere ledigheden.

KONTAKT
Chefkonsulent
Jørgen Bang-Petersen
33 38 94 14
jbp@da.dk
Publiceret:
12. januar 2012