Kapitulation forklædt som handlekraft

Af direktør Henrik Bach Mortensen, Dansk Arbejdsgiverforening

Regeringens 2020-plan er ikke det rette svar på Danmarks udfordringer. Der er behov for reformer af en helt anden størrelsesorden og et helt andet indhold. Regeringen må kunne gøre det bedre.

Regeringen har offentliggjort sin 2020-plan. Det er prisværdigt, at den klart fremlægger de grundlæggende udfordringer for dansk økonomi: »Det offentlige forbrug udgør en større andel af samfundsøkonomien i Danmark end i noget andet OECD-land«, og at de private erhvervsvirksomheder er presset så meget, at samfundsøkonomien er i alvorlig ubalance.

Men desværre er planen ikke en vejviser til et opgør med disse svagheder. Tværtimod forsøger planen at bane vej for en realisering af ønsket om fortsat vækst i den offentlige sektor. 2020-planen magter ikke at levere seriøse bud på de egentlige økonomiske reformer, der på langt sigt kan bringe orden i dansk økonomi.

Kritikken af 2020-planen kan samles om fire afgørende punkter:

1. Det passer ikke, at væksten i det offentlige begrænses til 0,8 pct. om året

2. Finansieringen af øgede offentlige udgifter er aldeles luftig

3. Planen kapitulerer over for den offentlige sektor - det egentlige problem

4. Planen fortier, at årene efter 2020 bliver meget sværere.

Gennem årtier er den offentlige sektor vokset massivt og ude af kontrol. I 2020-planen fastslås det, at ambitionerne om fremtidig vækst i det offentlige forbrug skal begrænses til 0,8 pct. årligt. Det ville være en bemærkelsesværdig bedrift (selv om der altså ret beset vil være tale om yderligere vækst i verdens største offentlige sektor!).

Men det er et falsum.

Det angives i planen, at det offentlige forbrug skal vokse med 0,8 pct. om året. I 2020 vil det være løbet op i en akkumuleret ekstraregning for det offentlige forbrug på 9 mia. kr., som der skal findes finansiering for.

Men ud over denne mere eller mindre automatiske vækst lægges der op til helt nye udgiftsområder. Meget opfindsomt tales der ikke om udgiftsvækst, men om: »fremtidig prioritering, vækst, beskæftigelse, grøn omstilling, uddannelsesmål« m.m. Men uanset de kække benævnelser løber disse udgifter op i yderligere 13 mia. kr. Dermed lægges der i virkeligheden op til øgede og/eller nye udgifter på i alt 22 mia. kr. - og ikke kun ekstraudgifterne i 2020 på 9 mia. kr. fra den »automatiske« vækst på 0,8 pct.

Finansieringen af de 22 mia. kr. er venligt sagt luftig.

Regeringen har et ønske om helt nye årlige udgifter på 5 mia. kr., der skal findes finansiering til. Udgifterne kaldes »fremtidig prioritering«. Pengene skal hentes gennem besparelser i form af modernisering, som skal realiseres ved digitalisering og anden effektivisering. Selv hvis det virkelig skulle lykkes at hente en sådan effektiviseringsgevinst, kunne man spørge regeringen, hvorfor pengene så partout skal forbruges i den offentlige sektor. Ligger det helt uden for regeringens fantasi, at borgerne og virksomhederne i stedet kunne få lov til at beholde de sparede midler, der så kunne anvendes til at frembringe øget vækst i den private sektor.

De øvrige udgiftsområder på 17 mia. tænkes bl.a. finansieret gennem en kombination af besparelser, trepartsdrøftelser og en større vifte af forskellige reformer.

Reformerne skal levere 10 mia. kr. til finansieringen af de øgede udgifter. Bidraget fra reformerne skal først og fremmest komme fra en større arbejdsstyrke og øget beskæftigelse, der resulterer i større skatteindtægter og færre udgifter til indkomstoverførsler.

Det eneste konkrete reformforslag, der er fremlagt, er forslaget om en førtidspensions- og fleksjobreform. Denne reform tænkes at give et positivt bidrag til de offentlige kasser på 2 mia. kr. Men for det første er der endnu ikke flertal for reformen, og for det andet er det yderst tvivlsomt om reformen overhovedet vil give det forventede bidrag til de offentlige kasser.

Når det gælder reformdagsordenen har regeringen sikret sig et skidt udgangspunkt. Der er nemlig allerede gennemført reformer, der svækker beskæftigelsen og den offentlige økonomi. Afskaffelsen af starthjælpen og kontanthjælpsloftet kostede statskassen dyrt og svækkede arbejdsudbuddet med tusinder af personer. Tilsvarende har regeringen bebudet en reform på sygedagpengeområdet, som kan koste endnu flere milliarder og sende andre tusinder ud af arbejdsstyrken.

2020-planen skal roses for åbenhjertigheden over for det egentlige strukturproblem i den danske samfundsøkonomi, nemlig størrelsen og indretningen af den offentlige sektor.

Planen indeholder en nøje beskrivelse af, at den offentlige sektor i Danmark er større end noget andet sted i OECD. Tilsvarende fremhæves det, at de offentlige udgifter til løn i Danmark er omkring en tredjedel højere end i noget andet OECD-land, når der måles i forhold til landenes produktion.

2020-planen fastslår også, at den offentlige sektor grundlæggende ikke er effektiv nok. At der er en alt for svag styring af de offentlige udgifter. At ny teknologi ikke tages hurtigt nok i brug.

2020-planen konstaterer, at gymnasielærere underviser i 9 timer om ugen i de 40 uger, som skoleåret varer. Som skatteyder og borger i den globaliserede verden må man uvægerlig spørge sig selv, hvordan det kan gå til.

Det forlanges af industriarbejdere og deres virksomheder i Danmark, at de skal være helt oppe på tæerne for at kunne konkurrere med kinesere og indere. Der skal investeres og effektiviseres. Medarbejderen skal konstant opdatere sine kvalifikationer. Gamle vaner og privilegier skal opgives. Der skal tænkes nyt. Ellers tvinger den globale konkurrence virksomheden til lukning og arbejdspladserne til udlandet.

Vi kan lide det eller lade være, men det er sådan, den barske hverdag ser ud for erhvervsvirksomhederne og deres medarbejdere.

Er der overhovedet nogen i Danmark, der for alvor tror, at en gymnasielærer i Kina kan slippe af sted med under to timers undervisning om dagen (i en begrænset del af året) og så alligevel oppebære en løn, der placerer ham eller hende blandt menneskene i den »globale overklasse«?

Det helt store problem for 2020-planen er, at den kapitulerer over for alt dette. I stedet for uophørligt at opstille krav om, at der bliver hentet ressourcer gennem en mere effektiv anvendelse af de mange milliarder, som opkræves i skat fra borgere og virksomheder, så lægger 2020-planen op til, at der skal skaffes finansiering til nye offentlige udgifter på hele 22 mia. kr.

Kravene om øget arbejdsudbud fra reformer og trepartsdrøftelser, om besparelser m.v. er med andre ord motiveret af regeringens ambitioner om fortsat vækst i en ineffektiv offentlig sektor.

Regeringens økonomiske plan giver trods alt en rimelig fremstilling af de økonomiske udfordringer frem til 2020. På planens egne præmisser vil der være orden i den offentlige økonomi i 2020. Men ligesom planens egne præmisser frem til 2020 i høj grad kan diskuteres, så er det en alvorlig undladelsessynd, at planen ikke hejser et advarselsflag om tiden efter 2020.

For det er nemlig i årene efter 2020, at det danske velfærdssamfund for alvor bliver udfordret. Selv om det skulle lykkes regeringen at gennemføre de planlagte reformer frem mod 2020, vil der slet ikke være skabt et grundlag for at kunne honorere udfordringerne til velfærdssamfundet i de følgende år. Danmark har haft demografisk medvind i en lang periode. Men efter 2020 går det hastigt den modsatte vej.

Alene fra 2020 til 2030 vil antallet af 80- til 100-årige borgere vokse med mere end 150.000, mens antallet i den erhvervsdygtige alder falder med over 50.000 personer. Denne udvikling vil svække de offentlige budgetter og fremkalde gigantiske underskud - også selv om der skulle være opnået ligevægt i 2020. Og udsigten til den massive uligevægt efter 2020 vil påvirke troværdigheden om den økonomiske politik i Danmark lang tid før 2020 - og vil derfor også kræve handling på et tidligere tidspunkt.

Regeringens 2020-plan er ikke det rette svar på Danmarks udfordringer. Det gælder uanset om den bedømmes i forhold til de samfundsmæssige udfordringer frem til 2020 eller i forhold til årene efter. Der er behov for reformer af en helt anden størrelsesorden og et helt andet indhold.

Regeringen må kunne gøre det bedre.

Bragt i Berlingske 22. maj 2012