Folkemøde og folkeskole

Af direktør Henrik Bach Mortensen, Dansk Arbejdsgiverforening

Det politiske folkemøde på Bornholm skal tage samfundets største udfordringer op til debat. Det handler bl.a. om, hvordan vi kan sikre, at danskerne fortsat kan glæde sig over at have en levestandard, der er helt i top.

Regeringens 2020-plan fokuserer først og fremmest på behovet for, at flere danskere arbejder mere. På kortere sigt er det jo også forudsætningen for at opfylde alle velfærdssamfundets ambitioner om både privat forbrug og offentlige ydelser.

Men på lidt længere sigt er det ikke tilstrækkeligt, at vi er på arbejde længe nok. Værdien af det, vi producerer, skal kunne måle sig med det bedste i verden. Dermed bliver udfordringen, at vi skal præstere en konkurrencedygtig kombination af vores evne til at organisere produktionen effektivt i virksomhederne og i den offentlige sektor, af den teknologi, vi betjener os af, og af vores evne til at præstere innovation og udvikling. Om kvalifikationer og kompetencer. Det handler i høj grad om uddannelse.

Bedre uddannelser på alle niveauer fra børnehave til universitet kan understøtte dette behov for en højere produktivitet. Trods mange års politisk diskussion kan erhvervslivet fortsat registrere, at der er massive svigt i uddannelsessystemet, der ikke er taget hånd om. Det gælder især folkeskolen, men også erhvervsuddannelserne, som særligt retter sig mod virksomhederne.

De danske skatteydere finansierer internationalt set meget store udgifter til uddannelse. Men resultaterne er mildest talt både middelmådige og utilfredsstillende. Der er politisk bevidsthed om, at alt for mange børn går gennem folkeskolen uden at lære at læse, skrive og regne. Men skandalen er større, end de fleste er klar over. Det indgår ofte i debatten, at i størrelsesordenen en ud af seks børn forlader folkeskolen uden at have forudsætninger for at kunne uddanne sig videre. F.eks. refereres det ofte, at seneste PISA-undersøgelse viste, at 15% af de 15-årige var så svage læsere, at de ville have svært ved at videreuddanne sig.

Men i realiteten er problemet endnu større. PISA-undersøgelsen omfatter slet ikke de svagest stillede elever. Skolelederne sorterer nemlig de børn fra, som man har mere eller mindre opgivet på forhånd. Ved seneste PISA-måling blev mere end 8% af børnene på forhånd udelukket fra testen. Og udelukkelsesprocenten er endda stigende! Samlet set betyder det, at omkring 22% eller næsten hver fjerde havde alvorlige læsevanskeligheder.

For erhvervslivet, der aftager de unge fra uddannelsessystemet, er det ubegribeligt, at denne udfordring ret beset mødes med politisk ineffektivitet og manglende handlekraft. Tror man virkelig, at Danmark kan klare sig i den internationale konkurrence, hvis næsten en fjerdedel af en ungdomsårgang lades uddannelsesmæssigt i stikken? Tror vi, at kineserne, koreanerne eller inderne slår sig til tåls med tilsvarende resultater?

Diskussionen om folkeskolen ender alt for ofte i uigennemskuelige skænderier om lærertidsaftaler, problemer med anden generationsindvandrere, for stærke kvindelige værdier i folkeskolen, økonomiske nedskæringer og uantastelig metodefrihed for lærerne. Summa sumarum er, at danskerne betaler en tårnhøj pris for en folkeskole, som ikke leverer, hvad vi kunne forvente.

Formanden for regeringens produktivitetskommission Peter Birch Sørensen har konstateret, at danske folkeskoleelever i dag går 33-40% mindre i skole, end for 50 år siden, og at danske skoleelever kun bruger 15 minutter om dagen til lektielæsning. Samtidig viser regeringens 2020-plan, at skolelærere underviser 3 timer om dagen (altså uden for ferieperioderne!) og at det er mindre end 2 timer for gymnasielærerne.

Det er på høje tid, der vises politisk lederskab. Den effektive undervisningsindsats i forhold til hver enkelt barn skal styrkes. Både i løbet af skoledagen og som lektielæsning i de offentlige tilbud efter skoletid.

Der skal stilles klare mål for den enkelte elev, for den enkelte lærer og for den enkelte skole. De massive økonomiske ressourcer, der stilles til rådighed for folkeskolen, skal følges af politiske krav om ansvarlighed og resultater.

Folkeskolen er vigtig for virksomhederne, for det er folkeskolen, der skal sikre de grundlæggende færdigheder, som der skal bygges på i videreuddannelsen, og når den unge skal finde en plads på arbejdsmarkedet.

For erhvervslivet er de erhvervsrettede ungdomsuddannelser helt afgørende. Omkring 40 % af medarbejderne i erhvervsvirksomhederne har en erhvervsuddannelse. Derfor er det afgørende for virksomhederne, at der optages tilstrækkeligt mange unge i erhvervsuddannelserne, og at kvaliteten af uddannelserne er i top. Men som i folkeskolen er der alvorligt behov for nytænkning.

Erhvervsuddannelserne skal uddanne unge til et internationalt orienteret erhvervsliv, der stiller krav om kvalifikationer og kompetencer, der kan styrke virksomhedernes muligheder for at overleve og udvikle sig i den globale konkurrence. Derfor er der heller ikke perspektiv i, at unge med for svage skolekundskaber går i gang med en erhvervsuddannelse.

Der er behov for en reform af erhvervsuddannelserne, der styrker det faglige niveau, og som derfor skal operere med fagligt begrundede adgangskrav, der giver mening i forhold til arbejdsmarkedets krav. En sådan styrkelse af erhvervsuddannelserne vil kunne tiltrække mange unge, der ellers formålsløst går i gang med en gymnasial uddannelse, der risikerer at ende i en blindgyde. Samtidig vil det være muligt endegyldigt at afvikle det praktikpladsproblem, som har plaget den uddannelsespolitiske diskussion i årtier.

En styrkelse af erhvervsuddannelserne løser ikke umiddelbart de svage elevers problemer. Det er en helt anden problemstilling. Og derfor skal opgaverne håndteres sideløbende, men hver for sig.

Først og fremmest skal andelen af unge med svage kvalifikationer bringes ned gennem bedre resultater i folkeskolen. Det vil af sig selv give flere mulighed for at gennemføre en erhvervsrettet eller gymnasial uddannelse. Men der udestår et ansvar for at sikre forudsætningerne for videreuddannelse for de unge, der har forladt folkeskolen.

Det er et kommunalt ansvar, at tilbyde grundlæggende uddannelse og kvalifikationer for alle børn. Kommunerne bør fastholdes på dette ansvar. Kommunerne skal ikke kunne slippe af med ansvaret ved at sende elever med svage kvalifikationer videre i uddannelsessystemet. Derfor skal kommunerne forpligtes til at udvikle tilbud og til at bære omkostningerne til den indsats, der er nødvendig, for effektivt at understøtte de unges videre vej gennem uddannelsessystemet frem mod arbejdsmarkedet.

Regeringen har sat fokus på problemet gennem ønsket om en fleksuddannelse, der retter sig mod unge, som ikke er parate til en ungdomsuddannelse. Det er et godt udgangspunkt. Men det er helt afgørende, at der bliver tale om en buket af initiativer, der kan være relevante for alle de unge, der er kommet skidt ud af folkeskolen.

Der er behov for tilbud, som fokuserer på svage faglige kvalifikationer. Men også tilbud som adresserer absolut nødvendige personlige og sociale kompetencer eller manglende motivation.

Ligesom i forhold til folkeskolen er de hidtidige erfaringer ikke gode nok. Vejledningen af de unge med problemer er alt for svag. Noget tyder på, at vejlederne bruger for mange kræfter på de unge, som har perspektivrige forestillinger om deres fremtid, mens de unge, der virkelig har behov for klare anvisninger overlades til sig selv.

Erfaringerne om erhvervsgrunduddannelsen (EGU), som skulle være et alternativt tilbud til unge, der ikke var klar til erhvervsskole eller gymnasium, er heller ikke gode. I 2006 blev det aftalt med kommunerne, at 3000 unge hvert år skulle tilbydes en EGU. I 2010 nåede tallet op på halvdelen.

Skal vores unge, skal velfærdssamfundet og skal erhvervslivet sikres fremover er vi alle afhængige af de grundlæggende uddannelser. Derfor bør emnet fylde godt i drøftelserne på Folkemødet.

Bragt i Berlingske 13. juni 2012