Der bliver kamp om arbejdskraften

Af direktør Henrik Bach Mortensen, Dansk Arbejdsgiverforening

Den danske samfundsudvikling har gennem årtier været præget af stadig vækst i den offentlige sektors beskæftigelse. Flere hundrede tusinde er rykket ind i stat, regioner og kommuner, mens beskæftigelsen i erhvervsvirksomhederne har stået i stampe. Oven i denne udvikling er de private virksomheder blevet hårdt ramt af finanskrisens økonomiske tilbageslag, som kostede op mod et par hundrede tusinde arbejdspladser.

Den udvikling skal ændres, såfremt der skal sikres en holdbar udvikling i samfundsøkonomien. Hvis det skal lykkes at holde orden i de offentlige finanser, og hvis danskernes velstand fortsat skal være i top, så er det afgørende, at erhvervsvirksomhederne i meget højere grad vinder kampen om arbejdskraften i forhold til den offentlige sektor.

Men udviklingen bliver kun vendt, hvis regeringen står fast på at forfølge de overordnede samfundsøkonomiske mål, der er opstillet i bl.a. regeringsgrundlaget og 2020-planen. Det forudsætter: forbedring af virksomhedernes konkurrenceevne, vækst i arbejdsstyrken og en strukturel forskydning, der sikrer en forholdsmæssig kraftig vækst i den private sektor.

Når det gælder konkurrenceevnen, har Danmark tabt betydeligt terræn gennem en årrække. Det fremgår bl.a. af det materiale, regeringen udarbejdede som led i trepartsdrøftelserne. Udviklingen skal vendes, og det indebærer, at det slet ikke giver mening at gennemføre lovgivning, der pålægger virksomhederne øgede økonomiske byrder, selv om der måtte være tale om nok så velmente motiver inden for f.eks. uddannelse eller socialt orienterede formål.

Vækst i arbejdsstyrken er en forudsætning for at realisere økonomisk fremgang og for at finansiere den fortsatte vækst i den offentlige sektor, som regeringen har sat sig for i 2020-planen. Selv om det offentlige forbrug ifølge regeringens egen 2020-plan er højere end i noget andet OECD-land, er det regeringens ambition, at det offentlige forbrug alligevel skal vokse med over 0,8 % om året frem mod 2020. Hvis den fortsatte appetit på en stadig større sektor ikke skal føre til sydeuropæiske tilstande, skal beskæftigelse og arbejdsstyrke vokse meget markant. Regeringen forudsætter, at den kan øge beskæftigelsen med 180.000 personer i dette årti. Men det kræver omvendt en voldsom stigning i arbejdsstyrken, som forudsætter reformer, der endnu dårligt er på tegnebrættet.

Omvendt er det meget positivt, at regeringen som optakt til trepartsdrøftelserne har slået en tyk pæl gennem den bagstræberiske modstand mod reformer, som baseres på argumenter om, at der ikke er noget grund til at øge antallet af personer på arbejdsmarkedet, så længe, der kan registreres arbejdsløshed. Som regeringen har fastslået: ”Det er veldokumenteret, at en øget arbejdsstyrke ledsages af øget beskæftigelse”. Med andre ord, så bliver vi alle tabere, hvis man i forskrækkelse over en midlertidig konjunkturbestemt stigning i ledigheden, modarbejder bestræbelser på at øge arbejdsstyrken.

Vækst i arbejdsstyrke og beskæftigelse er ikke i sig selv nok. Det er afgørende, at beskæftigelsesfremgangen primært sker i erhvervsvirksomhederne. Det siger nærmest sig selv i et land med offentligt overforbrug på OECD’s højeste niveau. Hvis der ikke sker en vækst i den private beskæftigelse samtidig med en relativ reduktion i den offentlige sektor, vil Danmarks økonomiske ubalancer ikke blive genoprettet. Alternativet til rettidige reformer kan dårligt undgå at blive en senere, men massiv reduktion i den offentlige beskæftigelse og i de offentlige lønudgifter, som det er sket i bl.a. Grækenland og Irland.

Regeringens 2020-plan slår de rigtige takter an i forhold til den offentlige sektor. Som udgangspunkt for udviklingen i den offentlige sektor, fastslår regeringen, at ”Den private sektor er kendetegnet ved, at det er de mest produktive virksomheder, som overlever”. ”I den offentlige opgaveløsning er der ikke en tilsvarende systematisk drivkraft”. Der mangler ”et klart incitament til at udfordre det bestående og opnå højere produktivitet” i det offentlige..

Denne konstatering er et godt udgangspunkt, for at sætte ind med nogle af de redskaber, som 2020-planen lægger op til. Der skal skaffes ”øget viden om effekt” af offentlige aktiviteter, styringen af den offentlige sektor skal baseres på resultater, og der skal være ”fokus på benchmarking og gensidig læring”. Hvis noget af den dynamik, vi kender fra erhvervsvirksomheder, skal ind i den offentlige sektor er dette nyttige redskaber.

Den konkrete udmøntning af regeringens reformdagsorden bliver den afgørende test af de prisværdige målsætningers holdbarhed. Samtidig vil det også være afgørende for udlandets tillid til dansk økonomi. De største udfordringer ligger nemlig ikke umiddelbart foran os. De økonomiske reformer, der blev gennemført med dagpengereform, efterlønsreform og økonomisk genopretning har givet et væsentligt bidrag til, at den danske samfundsøkonomi kan hænge sammen frem til 2020. Men i årene derefter stiger presset på de offentlige udgifter på grund af de kraftigt voksende pensionistårgange.

Derfor er regeringens reformdagsorden kun starten på den indsats, der er nødvendig for at sikre langtidsholdbarheden af dansk økonomi.

Bragt i Børsen d. 14. juni 2012