LO forslag er mere sand til et allerede tilsandet system

Langt de fleste ledige finder hurtigt et job på markedet. LO’s forslag vil ikke hjælpe de ledige ud på arbejdsmarkedet, men trække dem væk fra det.

LO har i dag udsendt 38 forslag til et nyt beskæftigelsessystem.

Direktør Henrik Bach Mortensen:

”LO’s forslag lægger i alt for høj grad op til at trække de ledige længere væk fra jobmarkedet. Den kurs, som forslagspakken udstikker, vil gøre beskæftigelsessystemet både betydeligt dyrere og mindre effektivt. Det er i realiteten mere sand til et allerede tilsandet system.

Langt de fleste ledige finder hurtigt et job på det åbne og dynamiske danske arbejdsmarked. Der er en mindre gruppe, som har svært ved at finde frem til deres næste job, og her er det beskæftigelsessystemets opgave at skubbe dem ud på markedet – ikke at trække dem væk fra markedet i f.eks. selvvalgt uddannelse, som vi ved virker dårligt.

Det er derfor afgørende, at jobcentrene forstår virksomhederne langt bedre end i dag.

LO vil gerne gøre op med ”at vende de ledige i døren”. Det er vi fundamentalt uenige i. Jobcentrene hverken kan eller skal overtage ansvaret for de lediges liv eller næste job, og derfor er målsætningen om at de ledige så hurtigt som muligt skal tilskyndes til selv at gribe en jobåbning fuldstændig rigtig.

Vi har verdens dyreste beskæftigelsessystem, men det giver slet ikke de resultater, vi kan forvente. Dansk Arbejdsgiverforening hjælper gerne med at skabe et beskæftigelsessystem, der både er bedre og billigere.

Når vi bruger 16 mia. på et utilfredsstillende system og samtidig kan se, at arbejdet med at redde erhvervsuddannelserne foreløbig er strandet på et pengespørgsmål, så er det helt ved siden af at foreslå et endnu dyrere beskæftigelsessystem”.

Arbejdsmarked
20. juni 2013
KONTAKT