Åbningstale varsler reformer

Målsætningerne i statsministerens åbningstale kræver reformer, mener DA.

Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) holdt i dag Folketingets åbningstale. I talen fremhævede statsministeren kommende reformer af erhvervsuddannelserne og beskæftigelsessystemet.

Statsministeren pegede blandt andet på:

  • I 2020 skal 25 procent af en ungdomsårgang søge ind på erhvervsuddannelserne. I 2030 30 procent.
  • Eleverne skal have mindst 2 i gennemsnit i dansk og matematik, eller have en aftale om praktikplads, for at komme ind på en erhvervsuddannelse.
  • Beskæftigelsessystemets opgave skal være at få ledige i varig beskæftigelse hurtigst muligt, og give virksomhederne den arbejdskraft, som de har brug for.

Jørn Neergaard Larsen, adm. direktør:

”Statsministeren har med åbningstalen demonstreret et ønske om at komme ned i maskinrummet på både erhvervsuddannelserne og beskæftigelsessystemet.

Der er brug for en hovedreparation begge steder.

Kommende reformer skal dog medvirke til at genrejse Danmarks konkurrenceevne. Reformerne må ikke ende med, at unge eller ledige bliver fastholdt i udsigtsløse uddannelsesforløb, der ikke er målrettet til erhvervslivets behov.

Helt afgørende er, at enhver reform sikrer, at alle danskere i den arbejdsdygtige alder, der er i stand til at arbejde, tager det arbejde, der er. Det skal kunne betale sig at arbejde.

Hver fjerde i den arbejdsdygtige alder er på offentlig forsørgelse i Danmark. Det er en kedelig verdensrekord.”

Arbejdsmarked
1. oktober 2013
KONTAKT
LINKS
Statsministerens åbningstale