Dansk Arbejdsgiverforening har den 14. august 2013 svaret Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen i sagen om

Høringssvar – Udkast til vejledning om sociale klausuler om uddannelses- og praktikaftaler

Under henvisning til Konkurrence og Forbrugerstyrelsens brev af 4. juli 2013 skal Dansk Arbejdsgiverforening (DA) hermed afgive sit høringssvar.

DA er imod brugen af sociale klausuler og arbejder for, at offentlige udbydere ikke anvender eller efter centrale retsregler i fremtiden skal anvende sociale klausuler ved offentligt udbud. Dette høringssvar kan derfor ikke tages til indtægt for, at arbejdsgiverne støtter brugen af sociale klausuler.

DA anbefaler, at Konkurrence og Forbrugerstyrelsen i sin vejledning anvender samme terminolog, som anvendes i lov om erhvervsuddannelser og lov om erhvervsgrunduddannelse. Vejledningen bør alene referere til elever, men ikke lærlinge og praktikkanter, da denne terminologi ikke formelt anvendes inden for erhvervsuddannelserne og erhvervsgrunduddannelsen.

DA finder, at vejledningens afsnit 1.1. ikke giver et retvisende billede af erhvervsuddannelserne i dag. Det anføres, at ”der mangler praktikpladser til unge på erhvervsuddannelserne i Danmark. Det medfører, at mange unge har svært ved at færdiggøre deres uddannelsesforløb.”

I forbindelse med Finanslov 2013 og tidligere politiske aftaler er der etableret en uddannelsesgaranti. Uddannelsesgarantien betyder, at alle elever kan fortsætte deres erhvervsuddannelse i de nye praktikcentre, der er etableret pr. 1. september 2013. Kun et lille antal elever svarende til under 1 pct. af de praktikpladssøgende elever er nødt til at skifte uddannelse, fordi uddannelsen ikke udbydes i praktikcenter. Det er derfor ikke blevet svært for eleverne at færdiggøre deres uddannelsesforløb. Ubalancen på praktikpladsområde mellem elevernes søgning og udbuddet af praktikpladser er udjævnet gennem de nye praktikcentre.

Frivillige partnerskabsaftaler mellem kommune, arbejdsgiverorganisationer og erhvervsskoler er et alternativ for kommunalbestyrelsen til brug af sociale klausuler i udbuddet. Mere end 20 kommuner i landet har indgået partnerskabsaftaler i stedet for at gøre brug af sociale klausuler og flere kommuner kommer til.

DA finder derfor, at brugen af partnerskabsaftaler, som alternativ til sociale klausuler, bør tydeligt anføres i indledningen af vejledningen. Det er helt afgørende nødvendigt, at brugerne af vejledningen tidligt i vejledningen kan gøre sig bekendt med, at nuværende og kommende partnerskabsaftaler opfylder følg- eller forklarprincippet. Derved får sidestillingen af sociale klausuler og partnerskabsaftaler den rette balance.

Vejledningen bygger på, at en social klausul er et kontraktvilkår, jf. boks 1.1. sociale klausuler kan derfor ikke anvendes som et generelt konkurrenceparameter. Det bør derfor anføres i vejledningen, at kommuner ikke som konkurrenceparameter kan anvende beskæftigelse af lærlinge udover det i kontrakten krævede antal lærlinge som et tildelingskriterium.

KONTAKT
Publiceret:
16. august 2013