Nedtrykt over succes

Af underdirektør Erik Simonsen, Dansk Arbejdsgiverforening

Siden efterlønnen blev etableret i 1979 har mange danskere valgt at sige ja tak til det attraktive tilbud, forbeholdt a-kassernes medlemmer. Ordningen har også betydet, at der i samfundet generelt er blevet skabt et billede af, at mange medarbejdere over 60 år ikke er attraktive. Det billede er nu vendt. Antallet af over 60-årige i beskæftigelse stiger markant. Andelen af 60-64-årige i beskæftigelse er siden 1997 vokset med 17 procentpoint, og det er kun beskæftigelsen blandt over 60-årige der er gået frem, siden den økonomiske krise satte ind.

Det skulle man tro, at alle vil glæde sig over. Men nej, direktør for A-kassernes Samvirke, Verner Sand Kirk, er nedtrykt over denne udvikling. Der er nu for få efterlønsmodtagere, siger Verner Sand Kirk i Jyllands-Posten den 13. november 2013. Det synes således at være et mål i sig selv for a-kasserne at have mange personer i offentlig forsørgelse. Det er uforståeligt, hvordan a-kasserne kan holde til et sådant synspunkt.

Den stigende beskæftigelse blandt både 50-59-årige og over 60-årige er meget glædelig. Det er godt for den enkelte og godt for virksomhederne, der har brug for stabile medarbejdere med et solidt erfaringsgrundlag. Samtidig er det helt afgørende, at flere bidrager til de offentlige kasser. Det er der brug for i mange år fremover.

Den stigende beskæftigelse er efter al sandsynlighed både et udtryk for et stigende uddannelsesniveau i aldersgruppen, et bedre helbred og politiske signaler om, at det er nødvendigt at blive længere på arbejdsmarkedet. Det sidste er reformen af efterlønnen fra 2011 netop et udtryk for. At danskerne allerede nu har opfattet signalet om at blive længere tid på arbejdsmarkedet er meget værdifuldt for Danmark.

Men altså åbenbart ikke for a-kasserne. De lever selvfølgelig også delvist af at administrere efterlønsordningen.

Efterlønsordningen er en stor økonomisk byrde for det danske samfund. En netop offentliggjort fremskrivning viser, at Danmark vil have meget store underskud på de offentlige finanser i de næste 50 år, hvis der ikke bliver lavet yderligere reformer. I det lys fremstår a-kassernes budskab om, at efterlønsreformen var for voldsom, som helt uden for skiven.

Bragt i Jyllands-Posten d. 18. november 2013