Dansk Arbejdsgiverforening har den 3. februar 2014 svaret EU-Specialudvalget for Arbejdsmarkedet og Sociale Forhold i sagen om

Høring om ny Eures-forordning

Beskæftigelsesministeriet har den 24. januar 2014 udsendt et forslag fra EU-Kommissionen til en forordning om ”et europæisk arbejdsformidlingsnet, arbejdstageres adgang til mobilitetstjenester og øget integrering af arbejdsmarkederne”.

Beskæftigelsesministeriet har tilkendegivet, at formålet med forordningen er at styrke arbejdstagernes adgang til arbejdskraftmobilitetstjenester, inden for EU, og derved støtte fair mobilitet og øge adgangen til beskæftigelsesmuligheder i hele Unionen.

Dansk Arbejdsgiverforening (DA) har følgende bemærkninger til udkastet til forordning:

DA kan støtte intentionerne i Kommissionens forslag til en ny forordning, såle- des at der kan ske en styrkelse af de europæiske rammer, som understøtter arbejdskraftmobilitet over landegrænser og fremmer adgang til information om såvel job som arbejdstageres kompetencer.

Efter DA’s opfattelse bør man dog holde sig Eures samarbejdets proportioner for øje, og se de foreslåede rammer som et enkelt element til at understøtte mobilitet på arbejdsmarkedet. De europæiske rammer kan bidrage til at øge bevidstheden og synligheden om beskæftigelsesmuligheder i hele EU. De egentlige barrierer for mobilitet skal derimod findes i indretningen af de nationale systemer og i form af, f.eks. sprogbarriere m.v.

DA finder det rigtigt, at Kommissionen har valgt en løsning på udfordringerne for det nuværende Eures-system i form af et forslag, der kombinerer forordning 492/2011 og rådets afgørelse fra 2012, frem for et mere vidtgående forslag om at give kommissionen et selvstændigt mandat til at kunne indgå partnerskaber med nye arbejdsformidlinger. DA finder, at Kommissionens samspil skal være med medlemsstaternes nationale beskæftigelsesmyndigheder.

DA støtter, at der tages et skridt ad gangen i udvikling af Eures-nettet. Derfor er DA også enig i, at medlemsstaterne kun skal kunne gøre ledige stillinger og CV’er, der allerede findes nationalt, tilgængelige på Eures-portalen.

DA deler også opfattelsen af, at det ikke er hensigtsmæssigt at indføre et fæl- les klassifikationssystem for job og CV’er, men at lade matchningen foregå ved hjælp af såkaldte interoperabilitets værktøjer.

Støttetjenester skal udbydes nationalt efter behov, men det bør sikres, at f.eks. virksomheder, som ønsker det, har mulighed for at søge rekrutteringshjælp hos de nationale beskæftigelsesmyndigheder i et hvert medlemsland og på de vilkår, som det enkelte land opstiller.

Efter DA’s vurdering skal bestemmelsen i artikel 4 nr. 1 b) efter danske forhold forstås således, at det er de nationale beskæftigelsesmyndigheder, som skal have ansvaret for at varetage opgaven som ”nationalt koordineringsbureau”. Når det gælder Eures-partnere, jf. artikel 4 nr. 1 c) finder DA ikke, at bestemmelsen skal give mulighed for, at arbejdsgiverforeninger eller arbejdstagerorganisationer skal have mulighed for at blive optaget som Eures-partnere. Eures-partnere skal efter DA’s vurdering bestå af virksomheder m.v., der lovligt varetager jobformidling.

Rollen for arbejdsmarkedets parter bør være at yde rådgivning til de nationale beskæftigelsesmyndigheder, som forstår opgaven som ”nationalt koordineringsbureau”. I Danmark vil en sådan rådgivning af de nationale beskæftigelsesmyndigheder kunne varetages af Beskæftigelsesrådet.

DA deler synspunktet om, at det er på nationalt plan, at der skal leveres støttetjenester til såvel arbejdstagere som arbejdsgivere. Det er dog DA’s opfattelse, at det vil kunne fremme mobiliteten på det europæiske arbejdsmarked, hvis EU-kommissionen, f.eks. gennem Cross-border samarbejde, kunne fremme og yde økonomisk støtte til de aktiviteter, som det nævnes i artikel 15 nr. 6, at medlemsstaterne skal udvikle. Det drejer sig, bl.a. om kommunikation med grænsearbejdere og arbejdsgivere i grænseoverskridende regioner, således at udvekslingen af job og medarbejdere over landegrænserne kunne styrkes.

DA kan se et perspektiv på længere sigt at udvide Eures-nettet til at omfatte lærlingeuddannelser og praktikophold, der omfatter en ansættelseskontrakt.

DA finder, at der, f.eks. i artikel 14 mangler en bestemmelse, der fastslår, at EU-partnere, som skal lægge ledige stillinger ind i Eures-portalen, skal sikre sig samtykke fra virksomhederne. Bestemmelserne bør være parallelle til de bestemmelser, som foreslås for arbejdstagere i artikel 14 nr. 3.

Efter DA’s opfattelse bør bestemmelsen i artikel 18 nr. 6 om, at der kan lægges gebyr på ydelser, i form af en mekanisme, som kan lette registreringen som arbejdsgiver på Eures-portalen for arbejdsgivere, udgå af udkastet til forordning.

Efter DA’s opfattelse modarbejder muligheden for gebyr intentionen bag ønsket om at fremme mobilitet. Det skal efter DA’s opfattelse være vederlagsfrit for virksomheder at lade sig registrere som bruger i Eures-basen via en godkendelse af de nationale myndigheder, eller en godkendt Eures-partner. Det skal også efter DA’s opfattelse være vederlagsfrit for virksomheder at få deres jobopslag optaget i Eures-basen, enten via de nationale myndigheder, eller via godkendte Eures-partnere.

DA finder det rimeligt, at det efter de enkelte medlemslandes beslutning skal være muligt at fastlægge et gebyr for en egentlig international rekrutteringsservice. Udover hensynet til de offentlige finanser vil en sådan bestemmelse kunne sikre, at der ikke fra Eures-systemet skabes en konkurrence i forhold til tilsvarende private udbydere af formidlingsservice.

DA kan fuldt ud støtte bestemmelsen i artikel 8 om, at en hver arbejdsformidling, der opererer lovligt i en medlemsstat kan anmode om at blive optaget i Eures-nettet som Eures-partner, således at private jobformidlere kan blive en aktiv spiller i Eures-nettet. DA finder det væsentligt, at det slås fast i forordningen, at private jobformidlere, som bliver Eures-partnere, har adgang til vederlagsfrit at anvende de informationer, som indgår i EURES-portalen, når der udfører deres formidlingsservice over for virksomheder eller arbejdstagere.

DA finder, at rækkevidden af bestemmelserne i artikel 24 om, at en medlemsstat ikke må begrænse adgangen til nationale arbejdsmarkedsforanstaltninger alene med den begrundelse, at en arbejdstager søger bistand med henblik på at finde beskæftigelse på en andens medlemsstats område, skal afdækkes mere tydeligt.

Betyder bestemmelsen, at eventuelle rettigheder til ledige i Danmark om at deltage i aktive tilbud i beskæftigelsesindsatsen også kommer til at gælde EU-borgere?

KONTAKT
Chefkonsulent
Jørgen Bang-Petersen
33 38 94 14
jbp@da.dk
Publiceret:
4. februar 2014