Praktikpladstal, februar 2014

Kvalitetsløft kan give flere praktikpladser

Flere fagligt dygtige og motiverede elever er nødvendigt for at skabe flere praktikpladser.

Undervisningsministeriet har i dag offentliggjort praktikpladstallene for februar 2014.

Status er, at 74.456 elever er i gang med praktik i en virksomhed, mens 11.620 elever er i gang med eller har mulighed for at gennemføre den praktiske del af deres erhvervsuddannelse i et praktikcenter. Det er en stigning på 12,6 pct. i forhold til februar 2013.

Chefkonsulent Maria Bille Høeg:

”Vi skal fastholde fokus på at skaffe praktikpladser. Virksomhederne er generelt meget bevidste om deres ansvar for at tilbyde praktik, men mange virksomheder oplever, at de har svært ved at finde kvalificerede elever. Derfor er det glædeligt, at den nye aftale om reform af erhvervsuddannelserne giver erhvervsskolerne et kvalitetsløft, der kan tiltrække unge, der er fagligt dygtige og motiverede for en erhvervsuddannelse.

Noget tyder på, at de positive forventninger til reformen allerede er slået igennem i søgningen til erhvervsuddannelserne. Efter adskillige års faldende søgning er kurven nu knækket. Hele 12 pct. flere ønsker at påbegynde en erhvervsuddannelse i 2014 end sidste år, viser tal fra Danske Erhvervsskoler. Særligt stor er stigningen i antallet af elever, der ønsker at påbegynde en EUX – dvs. en faglært uddannelse på gymnasialt niveau. Det betyder, at virksomhederne kan se frem til flere dygtige elever, hvilket vil gøre det langt mere attraktivt for virksomhederne at tage praktikpladssøgende ind.”

Mere viden

Artikel fra Avisen.dk: Vendepunkt? Nu vælger flere Teknisk Skole

Undervisningsministeriet: Statistik over tilmelding til ungdomsuddannelserne 2014 for 9. og 10. klasse (FTU)

Uddannelse
8. april 2014
KONTAKT
Chefkonsulent
Maria Bille Høeg
33 38 94 18
mbi@da.dk
LÆS MERE
Mere viden