Beskæftigelsespolitik: Viden eller woodoo?

Af direktør Henrik Bach Mortensen, Dansk Arbejdsgiverforening

Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen satte under store fanfarer gang i forberedelsen af en beskæftigelsesreform med nedsættelsen af Carsten Koch-udvalget for mere end et år siden. Nu har regeringen fremsat sine forslag, og politiske drøftelser i Folketinget vil vise, om ministeren opnår det ønskede ”nybrud” i beskæftigelsespolitikken.

Desværre har regeringen valgt ikke fuldt ud at basere sig på viden om, hvad der virker, når det gælder om at få de ledige i beskæftigelse eller om at sikre virksomhederne den arbejdskraft, som de har brug for.

Det betyder desværre, at en ellers indlysende målsætning om at få de ledige hurtigst muligt i job er blevet svækket for rent politiske og organisationspolitiske kæpheste.

De to alvorligste problemer i reformudspillet er: en massiv svækkelse af jobcentrene og en tro på uddannelse som mirakelmiddel i beskæftigelsespolitikken.

Siden kommunalreformen har de kommunale jobcentre haft ansvaret for beskæftigelsesindsatsen. Det er jobcenteret, der tager samtaler med de ledige om deres muligheder for at søge jobs, og det er jobcenteret, som sammen med den ledige overvejer, om det kunne være en god ide, at komme i et løntilskudsjob eller tage en uddannelse. Allerbedst går det, når jobcenteret får held til at inspirere den ledige til med succes at søge et af de tusinder af jobs, som skifter hænder hver uge på det danske arbejdsmarked. Dermed gør jobcenteret også virksomhederne en tjeneste, for så er det lettere for virksomheden at rekruttere en ønsket medarbejder. Tilsvarende kan jobcenteret spille positivt med, hvis virksomhederne oplever, at det kan nytte at henvende sig til jobcenteret, når man skal ansætte en medarbejder.

Man skal bestemt heller ikke se bort fra, at jobcenteret har haft en meget håndgribelig interesse i at få de ledige hurtigst muligt i beskæftigelse. For så længe en borger i kommunen er ledig, skal kommunen finansiere en betydelig del af udgifterne til forsørgelse og aktivering af de ledige.

Derfor lød det som sund fornuft, da beskæftigelsesministeren lagde op til, at der skulle være en bedre kontakt mellem virksomhederne, jobcentrene og de ledige.

På den baggrund er det helt ubegribeligt, at reformudspillet i strid med denne målsætning lægger op til, at den nære kontakt mellem jobcenteret og den ledige skal brydes. Ministeren forestiller sig, at den ledige skal melde sig i sin akasse (ikke i jobcenteret) og, at samtalerne om jobsøgning m.m. i seks måneder skal foregå i akassen (ikke i jobcenteret).

Hvordan i alverden kan man forestille sig, at jobcenteret skal forbedre kontakten mellem erhvervsliv og de ledige, hvis jobcenteret først møder de ledige efter et halvt års ledighed?

Desværre vil virksomhederne i stedet møde jobcenteret, når jobcenteret forsøger at skaffe jobs til langtidsledige eller til ledige med svære personlige problemer ved siden af ledigheden. Jobcenteret kan – og skal – sandelig gøre en indsats for at bringe denne gruppe i beskæftigelse, men det bliver da kun en succes, hvis man også har mulighed for at opbygge et samarbejde med virksomhederne, der bygger på, at jobcenteret (også) kan tilbyde virksomhederne den mest kvalificerede og motiverede arbejdskraft!

Disse tanker giver heller ikke mening, når reformen lægger op til, at kommunerne skal bære en større og mere gennemtænkt del af omkostningerne ved ledigheden. I det lys er det jo ubegribeligt at svække kommunernes mulighed for at gøre den indsats, som reducerer udgifterne mest muligt ved, at de ledige kommer hurtigst i job.

Jobcenteret har den indlysende fordel, at man har kontakt til et bredt udsnit af alle brancher på arbejdsmarkedet. En akasse vil ofte have sin særlige viden og interesse i et fagligt meget begrænset område. Også det vil svække effektiviteten i bekæmpelse af ledigheden. Tilsvarende er jobcentrere massivt repræsenteret i alle landets kommuner, mens mange akasser kun har meget begrænset tilstedeværelse og få kvalificerede medarbejdere rundt om i landet. I det lys er det helt uforståeligt, at reformplanerne er nærmest blottede for relevante krav, som akasserne skal leve op til. Det er noget af en kontrast til al den styring og registrering, som kræves af jobcentrene for at sikre, at de leverer en tilfredsstillende indsats.

Det kan bestemt være en god ide at inddrage akasserne i beskæftigelsesindsatsen. Det har man bl.a. gjort i København. Den kommune, der mener, at det vil være til gavn for de ledige og for virksomhederne, at akasserne spiller en aktiv rolle, skal selvfølgelig gøre det. Men det skal naturligvis være den kommune, der både har det økonomiske ansvar for ledigheden og ansvaret for beskæftigelsesindsatsen, som skal træffe dette valg.

Analyser af erfaringerne i Københavns Kommune viser i øvrigt, at akasserne - selv i så befolkningstæt et område som København – ikke kan gøre det bedre end kommunen. Carsten Koch-udvalget kunne heller ikke pege på evidens for et valg af akasserne, og senest har de økonomiske vismænd efterlyst en begrundelse for at placere opgaverne i akasserne.

Som et ikke uvæsentligt kuriosum kan det også nævnes, at det virker besynderligt, at regeringen med sit forslag om massivt at satse på akasserne helt overser, at omkring en tredjedel af de arbejdsmarkedsparate ledige er kontanthjælpsmodtagere med de samme problemstillinger som de forsikrede ledige.

Man kan få den tanke, at regeringens beskæftigelsespolitiske valg er stærkt inspireret af organisationspolitiske målsætninger om at styrke akasserne fremfor beskæftigelsespolitiske mål baseret på viden om arbejdsmarkedet og på en rationel analyse af kommunernes stærke incitamenter til at effektivisere indsatsen, hvis ansvar for økonomi og indsats holdes samlet og styrkes.

Også når det gælder brugen af uddannelse i beskæftigelsespolitikken, bevæger regeringens reformudspil sig langt ud over kanten for initiativer, som kan baseres på evidens. Politiken opsummerede den 17. august beskæftigelsesministerns hensigt på denne måde: ”De ledige skal på skolebænken”. Men det er mildt sagt ikke nogen god ide, hvis de i stedet kunne komme i arbejde.

Hvis man forsøger at vurdere uddannelsesinitiativer som del af beskæftigelsesindsatsen, måtte ministerens eget Carsten Koch-udvalg stort set skuffe. Den viden, vi ligger inde med, tyder kun svagt i retning af, at uddannelsesforløb sikrer beskæftigelse. Det betyder ikke, at uddannelse er uden værdi. Og erhvervslivet kan slet ikke klare sig uden mange flere og meget bedre kvalificerede medarbejdere. Men her drejer det sig netop ikke om uddannelse generelt, men om uddannelse som beskæftigelsespolitik.

Arbejdsgiverne er enige med Carsten Koch og ministeren om, at uddannelse er værd at satse på, hvor der er et helt aktuelt, specifikt og konkret formål med et kort uddannelsesforløb. Det er de situationer, hvor man kan overvinde en erkendt barriere for beskæftigelse for en ledig. Og så er det bare om at komme i gang hurtigst muligt!

Men uanset hvilke forhåbninger man måtte have, viser erfaringen, at lange formelle og teoretiske uddannelsesforløb oftest forlænger ledighedsperioderne og/eller er meget omkostningstunge.

Derfor bør de politiske forhandlinger rette sig mod at fokusere og prioritere uddannelsesindsatsen til de tilfælde, hvor der er basis for at forvente en positiv beskæftigelseseffekt.

Meget tyder på, at dansk økonomi står foran en periode med vækst i beskæftigelsen, men samtidig lyder der allerede alarmer om truende mangel på arbejdskraft. I den situation ville det være trist, hvis de ledige sad på ”skolebænken” frem for at få et job i virksomhederne.

Arbejdsmarkedet er dybt afhængigt af, at en beskæftigelsesreform kan understøtte vækst i beskæftigelsen. Derfor skal der opfordres til, at på samme måde som sundhedspolitikken stræber mod at bruge de offentlige sundhedsmilliarder på vidensbaseret behandling og ikke på healing eller voodoo, så skal beskæftigelsespolitikken også basere sig på sund fornuft og viden om, hvad der virker.

Bragt i Berlingske den 10. juni 2014