Et lille beskæftigelseshop på stedet

Af direktør Henrik Bach Mortensen, Dansk Arbejdsgiverforening

Det ville være meget velkomment, hvis beskæftigelsessystemet kunne bidrage med mange flere end de anslåede 800 frem til 2020. Og det er bestemt muligt at nå længere end regeringen forventer.

Det danske arbejdsmarked står over for store udfordringer. På kort sigt er der begrundet frygt for flaskehalse og udbredt mangel på arbejdskraft, såfremt der kommer gang i et økonomisk opsving. Ser vi et par årtier frem, er der brug for langt over hundrede tusinde flere i beskæftigelse, hvis Danmark både skal opretholde sin økonomiske velstand og de offentlige velfærdsydelser, som nyder bred politisk støtte.

Den beskæftigelsesreform, som et bredt flertal i Folketinget netop har aftalt, giver ikke noget stort bidrag til at møde disse udfordringer. Regeringen anslår, at reformen frem til 2020 vil kunne øge den strukturelle beskæftigelse med omkring 800 personer. I det lys kan beskæftigelsesreformen nærmest betegnes som et lille hop på stedet og ikke som noget mærkbart skridt fremad.

Erhvervsvirksomhederne tabte titusinder af arbejdspladser under krisen, og det danske arbejdsmarked og beskæftigelsessystemet skulle meget gerne være i stand til at yde et væsentligt bidrag til, at så mange som muligt af de tabte arbejdspladser kan genskabes. Men det ikke arbejdsmarkedspolitikken i sig selv, der skaber nye arbejdspladser. Det handler mere om en gunstig udvikling i konkurrencevenen og om bedre konjunkturer i både indland og udland.

Det øgede behov for arbejdskraft i virksomhederne kan altså ikke opfyldes af beskæftigelsesreformen alene. Vi har brug for en langt bredere reformindsats, som sikrer, at titusinder flere kommer ud på arbejdsmarkedet. Derfor er det nødvendigt på ny at se på mulighederne for mere effektive reformer, der reducerer antallet af borgere på arbejdsløshedsdagpenge, førtidspension, kontanthjælp, sygedagpenge osv.

Men isoleret set ville det selvfølgelig være meget velkomment, hvis beskæftigelsessystemet kunne bidrage med mange flere end de anslåede 800 personer frem til 2020!

Beskæftigelsessystemet skal understøtte, at ledige og virksomheder, der søger arbejdskraft, hurtigt kan finde hinanden. Og det er bestemt muligt at nå længere end regeringen forventer, hvis de centrale elementer i den nye beskæftigelsespolitik bliver brugt langt mere ambitiøst end forudsat i regeringens regnestykke.

Derfor er det helt centralt at se på: 1) Jobcentrenes rolle og resultater, 2) Tættere kontakt mellem ledige, virksomheder og jobcentre, 3) Anvendelse af uddannelse i beskæftigelsespolitikken og 4) Styrket rådighed for de ledige.

Det er et meget væsentligt resultat, at forliget om reformen sikrer jobcentrene en styrket rolle og ansvar for beskæftigelsespolitikken. Regeringen lagde oprindeligt op til at tvinge beskæftigelsesindsatsen ud af jobcentrene i de første seks måneders ledighed. Det ville have spredt og forflygtiget ansvaret for indsatsen mellem et stort antal a-kasser og jobcentrene.

Nu er det fastslået, at jobcentrene og dermed kommunerne på én gang har ansvaret for at give de ledige de rigtige tilbud om vejledning, aktivering m.m. og ansvaret for at finansiere en stor del af regningen for både dagpenge og aktiveringsindsats. Derfor er der al mulig grund til at tro, at jobcentrene nu har fået en mere sund tilskyndelse til på samme tid at sikre, at de ledige hurtigst muligt kommer i beskæftigelse, og at kommunen bedst muligt økonomiserer med de ressourcer, som anvendes i beskæftigelsesindsatsen.

Jobcentre og kommuner har da også god grund til grundigt at overveje deres hidtidige præstationer. For det halter mange steder, og der er bestemt rum for forbedring. Det gælder ledighed, opfølgning på sygefravær blandt kommunens borgere, tilkendelser af førtidspension m.m. Det er ganske let ud fra foreliggende statistik at benchmarke hver enkelt kommune, så man bliver klar over forbedringspotentialet. Kunne de svagest kørende kommuner blot gøre det lige så godt som gennemsnittet af sammenlignelige kommuner, kunne der spares store millionbeløb, som kunne bruges til anden offentlig service eller gives tilbage til skatteborgerne.

Med jobcentrenes styrkede rolle følger en mulighed og et ansvar for alle landets borgmestre og kommunalbestyrelser til at stille markante politiske og ledelsesmæssige krav til de ansvarlige i forvaltning og jobcentre om at levere den mest intelligente indsats til gavn både for de arbejdsløse og den kommunale økonomi.

Beskæftigelsesreformen stiller krav til både jobcentre og ledige om en langt mere intensiv kontakt. Fremover skal de ledige møde til samtale i jobcenteret seks gange i løbet af det første halve års ledighed. Det er helt afgørende, at denne nye indsats ikke udvikler sig til en perspektivløs ”samtalefabrik”, der kan konkurrere med anklagerne mod det hidtidige beskæftigelsessystem om ”hovedløs aktivering”.

Fra bl.a. Carsten Koch udvalgets rapport ved man, at tæt kontakt mellem inspirerende jobkonsulenter i jobcenteret og de ledige kan have meget stor betydning for, hvor hurtigt en ledig kommer i beskæftigelse. Nyttig coaching om jobmuligheder, motivation, styrkelse af selvtillid, personlig fremtræden m.v. kan virkelig gøre en forskel. Men hvis samtalerne blot udvikler sig til en uengageret og bureaukratisk øvelse fra jobcenterets side, vil de gøre mindre gavn. Også i dette tilfælde er det en væsentlig ledelsesopgave i kommunerne at sikre, at jobcentrene griber mulighederne og leverer varen i forhold til det forstærkede kontaktforløb.

Beskæftigelsesreformen pålægger jobcentrene langt mere bevist og effektivt at arbejde for at kunne yde en bedre service til virksomhederne. Det stiller krav om langt tættere kontakt mellem jobcentre og virksomheder, så erhvervslivet i meget højere grad oplever jobcentrene som en attraktiv samarbejdspartner. Formår jobcentrene at opbygge bedre relationer til både ledige og virksomheder, får de også en langt stærkere evne til på samme tid at bistå de ledige med job og virksomhederne med arbejdskraft.

Brugen af uddannelse i beskæftigelsesindsatsen blev hidsigt diskuteret op til aftalen om en reform. Det var tydeligt, at der var stærke kræfter, som markedsførte omfattende ønsker om et ”nybrud” i retning af mere uddannelse og et massivt ”uddannelsesløft” som hede ønsker til beskæftigelsespolitikken. Over for disse ønsker kunne sagkundskaben melde, at der ikke er meget, der tyder på, at specielt lange og formelle uddannelsesforløb gør nytte, når det gælder om at få de ledige hurtigt i arbejde. Omvendt er det klart et ønske fra arbejdsgiverside, at uddannelsesaktiviteter kan være særdeles nyttige for både ledige og virksomheder, når opkvalificering giver en ledig færdigheder, som virksomhederne efterspørger.

Reformen indeholder nogle uddannelsesinitiativer som dels er begrænsede i omfang, når det gælder både tid og økonomi, og som dels rettes mod konkrete behov på arbejdsmarkedet. Styrkes denne hensigt, kan det sikres, at ledige ikke får mulighed til at vælge udsigtsløse uddannelsesforløb samt, at det kun er et mindre antal personer, der risikerer at miste beskæftigelsesmuligheder, mens de deltager i uddannelse.

Beskæftigelsesreformen lægger op til, at jobcentrene kan gøre en væsentlig stærkere indsats for at sikre, at ledige står til rådighed. Det er også påkrævet, da mange analyser har påvist, at et stort antal ledige ikke reelt er til rådighed for arbejdsmarkedet. Reformen kræver, at ledige frem over meget tydeligt skal dokumentere, at de faktisk er jobsøgende, og jobcentrene får mulighed for at teste rådigheden gennem forskellige aktiveringstilbud f.eks. nytteindsats.

Samlet set sikrer beskæftigelsesreformen ikke det nødvendige udbud af medarbejdere til virksomhederne. Men hvis især jobcentrene og kommunerne tager opgaven meget alvorligt og lever op til de nye muligheder, så vil det ikke blot være muligt at levere de 800 flere i beskæftigelse, som regeringen har regnet sig frem til, men så vil det også være muligt at sikre, at et stort antal af de danskere, som i dag er ledige, kan blive beskæftiget i virksomhederne i takt med fornyet økonomisk fremgang.

Bragt i Berlingske 1. juli 2014