Hjælp til dem på kanten af arbejdsmarkedet

Af Henrik Bach Mortensen direktør, Dansk Arbejdsgiverforening, og Majbrit Berlau, formand, Dansk socialrådgiverforening

Virksomhederne har i dag et stærkt fokus på det sociale engagement og er i stigende omfang en aktiv medspiller i beskæftigelsesindsatsen for personer med midlertidig eller permanent nedsat arbejdsevne.

Men det er indlysende, at virksomhederne kun kan være med, hvis det også giver økonomisk mening for dem. Hvordan kan vi bedre hjælpe dem, som ikke rigtigt har fået fast greb i arbejdsmarkedet? Det er populært sagt temaet for næste fase i Carsten Kochudvalgets arbejde. Udvalget er netop nu i gang med en kulegravning af indsatsen til borgere, der har midlertidig eller permanent nedsat arbejdsevne og problemer med at finde fodfæste på arbejdsmarkedet.

Udvalget ser også på samspillet mellem jobcentrene og virksomhederne om indsatsen for disse borgere. Det er et samspil, der afgjort er grund til at få gennemgået og vurderet. Forskningen viser, at hvis flere på kanten af eller uden for arbejdsmarkedet skal i beskæftigelse, skal virksomhederne inddrages i indsatsen.

Det er veldokumenteret, at arbejdslivet med sociale relationer, anerkendelse og deltagelse i en normal arbejdssituation generelt er af stor betydning for menneskers velbefindende. Det gælder også for borgere, der har en marginal tilknytning til arbejdsmarkedet og er langt fra fællesskabet på en arbejdsplads.

Virksomhederne kan byde ind med faste rammer og en struktureret hverdag med kolleger, mødetider, frokostpauser og forventninger om at passe relevante og meningsfulde arbejdsopgaver. Virksomhederne kan tilbyde en plads i arbejdslivet, og så må kommunen hjælpe med at løse helbredsmæssige eller sociale problemstillinger. I praksis kan grænsen dog skubbes lidt efter omstændighederne, f.eks. når en virksomhed eller en kollega påtager sig morgenvækning eller at smøre en madpakke til en kollega, som har brug for det. Virksomhederne har i dag et stærkt fokus på det sociale engagement og er i stigende omfang en aktiv medspiller i beskæftigelsesindsatsen for personer med midlertidig eller permanent nedsat arbejdsevne. Men det er indlysende, at virksomhederne kun kan være med, hvis det også giver økonomisk mening for dem. Og de skal have en kvalificeret service fra jobcentrene, hvis de skal kunne medvirke.

Inklusion af personer på kanten af og uden for arbejdsmarkedet er kompleks, og det er jobcentrenes opgave at sikre den fornødne tryghed for den enkelte samt for virksomheden og dens medarbejdere. Det er afgørende for, at vi kan få plads til flere af dem, der står uden for arbejdsmarkedet, og dermed også for, at virksomhederne og de offentlige arbejdspladser kan få den arbejdskraft, de behøver. Der er allerede et samarbejde mellem jobcentrene og virksomhederne, som vi f.eks. ser i »virksomhedscentrene« i nogle kommuner.

Men samspillet kan blive bedre, hvis det nytænkes, så virksomhederne lettere kan trække på kommunernes mange støttemuligheder til borgere med særlige behov. Virksomhederne bør være sikret »én indgang« til det kommunale system, når de skal tilbyde et arbejdsliv for personer med nedsat arbejdsevne. Bag den indgang bør der være et system, som yder en sammenhængende indsats, der kan gøre det muligt at integrere mennesker, som har brug for en ekstra hånd. »Én indgang« kan lyde som en floskel, som ofte fremhæves, når man reformerer offentlige systemer, men det er faktisk det, der er behov for. Nogle af de borgere, vi taler om, skal tilbydes virksomhedspraktik, løntilskud, virksomhedsrevalidering, fleksjob mv. , og virksomhederne skal have sikkerhed for at kunne få de rigtige personer og for at kende forudsætninger, udfordringer og kompetencer i den konkrete situation.

De pågældende skal introduceres til jobbet, og i nogle tilfælde skal de desuden have støtte, efter at de er startet. Jobcentrene skal give en vejledning om de ansættelsesretlige konsekvenser ved ansættelse af personer med nedsat arbejdsevne, så virksomhederne ved, hvad deres sociale engagement indebærer i forhold til aflønning, beskyttelse i ansættelsen, tilpasning af arbejdsopgaver m.v. Og så skal jobcentrene få alt papirarbejdet til at køre gnidningsfrit. Der skal være en sikker forbindelse til jobcentret, som virksomhederne kan trække på. Det samme er nødvendigt, hvis en virksomhed har medarbejdere, der er i fare for at miste jobbet på grund af sygdom, misbrug, belastende forhold i familien m.v. Så skal jobcentret kunne udrede forholdene og tage fat på dem tidligt, så medarbejderen kan blive i job. Det er en vigtig forebyggelse, som f.eks. kan hjælpe sygemeldte i gang igen, inden medarbejder og virksomhed har tabt troen på, at det kan lykkes at fastholde medarbejderen, og ansættelsen må stoppe.

Erfaringerne med fastholdelse af medarbejdere er gode i flere større virksomheder, hvor socialrådgiverne i samspil med HR-afdelingerne bruger deres faglige viden. Mindre og mellemstore virksomheder bør kunne trække på jobcentrene i sådanne situationer, og kommunerne har mange strenge at spille på: sundhedscentre, socialpsykiatri, socialforvaltninger, børne- og kulturforvaltninger, jobcentre mv.

Problemet er, at de mange indsatser ofte hænger dårligt sammen og i værste fald virker kaotiske både for borgere og virksomheder. Derfor kan virksomhederne risikere at skulle bruge tid på at finde rundt i det kommunale system, og borgerne risikerer at få hjælp med forsinkelser og uden sammenhæng. Der er sjældent en samlet forståelse af opgaverne og én plan, som alle følger. Kun få kommuner har koordinerende sagsbehandlere, som faktisk har tid og handlekompetence til at binde tingene sammen. Det er alvorligt, for mange borgere har sammensatte problemer, som skal løses samlet og koordineret. Det kan være en midaldrende mand, der har problemer med ryggen og med overvægt, som har perioder med depression og et begyndende alkoholmisbrug. Det kan være en enlig mor, som hverken kan styre sin økonomi eller sin hverdag med to ret vilde drenge, der skaber konflikter med naboerne.

Mange ikke- arbejdsmarkedsparate har sammensatte problemer, som kun kan løses, hvis man tager fat på dem alle i en fornuftig rækkefølge uden ødelæggende ventetider, når man skal fra én instans til en anden. Hvis virksomhederne skal have én indgang til det kommunale system, og hvis alle instanser i kommunen skal arbejde ordentligt sammen, skal kommunerne organisere sig, så det bliver muligt. Kommunerne skal bryde murene mellem forvaltningerne ned, flytte kompetence og økonomi over til koordinerende enheder og opbygge kultur, viden og handlekraft, der gør det muligt at arbejde sammenhængende. Det indebærer vigtige udviklingsopgaver. Der skal være en socialfaglig viden, som gør det muligt at udrede hele borgernes situation i forhold til virksomhedernes specifikke behov. Der skal skabes interne samarbejdslinjer i kommunerne, som kan sikre koordineringen i kommunen og nogle gange også med den regionale sundhedssektor. Og der skal skabes en fremskudt sagsbehandling, så man f.eks. kan rykke socialrådgivere ud på virksomhederne for at fastholde medarbejdere, der er i fare for at ryge ud. Hele denne omstilling vil kræve efteruddannelse og kompetenceudvikling mange steder i jobcentrene og i kommunerne i øvrigt. Når Carsten Kochudvalget nu ser på indsatsen over for de ikke- arbejdsmarkedsparate, bør udvalget sætte jobcentrenes service til virksomhederne højt på dagsordenen. Samarbejdet mellem jobcentre og virksomheder er et af de områder, som det haster med at få styrket. "Kun få kommuner har koordinerende sagsbehandlere, som faktisk har tid og handlekompetence til at binde tingene sammen. " Jobcentrene skal spille aktivt med for at hjælpe dem, der har svært ved at komme ind på arbejdsmarkedet.

Bragt i Berlingske Tidende 04.11.2014, side 21