Truslen mod den danske aftalemodel

Af viceadm. direktør Pernille Knudsen, Dansk Arbejdsgiverforening

Den danske aftalemodel kan kun overleve, hvis også fagbevægelsen er den loyal.

I dag vælger LO ny formand. Navnet på den nye formand vil med al sandsynlighed blive Lizette Risgaard, og hun vil som ny formand for fagbevægelsen stå med en tikkende bombe under det danske arbejdsmarked. For den danske aftalemodel er truet. Og den største trussel er måske fagbevægelsen selv.

Vi står ellers over for nok udfordringer udefra i kampen for at holde den danske aftalemodel i live. Lige fra EU-Domstolen, der forsøger at afvikle den danske ferielov, til danske politikere, der med arbejdsklausuler og planer om øremærket barsel vil regulere arbejdsmarkedet. Der er kampe nok at tage. Men alt dette er småting sammenlignet med den trussel, der kommer indefra, fra modellens egne parter: LO og dele af fagforbundene er ikke altid loyale over for den danske aftalemodel.

Hele modellen er bygget på værdien af aftaler mellem arbejdsgiver og arbejdstager for at undgå de unødige konflikter, som man ser i andre lande. Styrken ved det danske arbejdsmarked er netop, at det er de mennesker med en hverdag på arbejdspladsen og problemerne tæt ind på kroppen, der står bag reglerne og ikke et politisk dekret fra Christiansborg. Det giver et ejerskab og nærhed med reglerne, og er årsag til stor misundelse i udlandet.

Hele forudsætningen for modellen er altså de aftaler, vi indgår med hinanden og i fællesskab med andre. Og aftaler kræver tillid. Tillid til hinanden på arbejdsmarkedet, tillid fra politikerne til, at vi som arbejdsmarkedsparter er vores opgave voksen, og tillid fra befolkningen til, at vi i fællesskab kan finde løsninger på samfundets udfordringer. Også når de er svære og upopulære.

Men skal vi have den tillid til hinanden, kræver det, at fagbevægelsen accepterer, at en aftale er en aftale. Når først man har givet hånd på noget, så holder man det. Når man har indgået en aftale i et forhandlingslokale, nytter det jo ikke noget, hvis den ene part efterfølgende går til politikerne for det, man ikke har kunnet forhandle sig frem til.

Der er tre nye og helt konkrete eksempler på problemet:

Vi skal for det første ikke længere end en uge tilbage for at forstå, hvorfor tilliden til arbejdsmarkedets parter slår revner. Da vi med dagpengekommissionen lovede at finde en dagpengeløsning uden yderligere omkostninger for skatteyderne, så var det en tillidserklæring fra politikerne til os om, at vi evner at indgå i en fælles aftale. Den tillid blev efterfølgende gjort til skamme, da LO i selskab med FTF åbent gik ud og erklærede, at man ikke var villig til at finde en løsning, medmindre skatteyderne leverede 600 mio. kroner ekstra til dagpengene. Jovist havde politikerne allerede været ude og love flere penge til dagpengesystemet, men fagbevægelsen bør vægte aftalerammen højere. 

For det andet har LO’s største medlem, fagforbundet 3F, gentagne gange erklæret en tydelig mistillid til den danske aftalemodel og ignoreret vores mange aftaler om udenlandsk arbejdskraft ved at kræve lovbestemt kædeansvar og arbejdsklausuler. Krav, der skal tvinge myndigheder og virksomheder til kun at benytte sig af underleverandører med overenskomst og oven i købet bære ansvaret for, at andre overholder reglerne.

For det tredje står vi over for en potentiel ny udfordring omkring temaet psykisk arbejdsmiljø - et af fagbevægelsens højest prioriterede temaer i disse år. Under overenskomstforhandlingerne blev vi enige om i fællesskab at tage ansvar for at sikre et godt psykisk arbejdsmiljø. Spørgsmålet er nu, om fagbevægelsen er villig til at gå med til, at vi selv tager ansvar og selv løser de problemer, der må opstå ude på arbejdspladserne, eller om de vælger at lægge deres tillid i skødet på det statslige arbejdstilsyn.

Den manglende tillid, der kommer af disse forløb, er en bombe under den danske aftalemodel. For hvis end ikke hele fagbevægelsen selv tror på aftalens værdi, hvordan skal vi så overbevise resten af samfundet om, at vi med den danske aftalemodel evner at indgå og holde aftaler på arbejdsmarkedet? Vi vil være blandt de første til at ønske Lizette Risgaard et stort tillykke med formandsposten. Hun har som næstformand talt varmt om vores arbejdsmarkedsmodel. Og vi har tillid til hende. Men som formand skal ord blive til handling.

Som ny formand vil hun bære et stort ansvar på sine skuldre. Det er en arv, hun overtager fra sin forgænger og en opgave, hun skal rette op på. For hun vil ikke alene have et ansvar over for sine medlemmer, hun skylder også danskerne en fagbevægelse, der står klar til at kæmpe for den danske aftalemodel.

Vi arbejdsgivere skal selvfølgelig tage vores del af læsset – også når det er svært – men hos fagbevægelsen må man indse én ting: Den danske aftalemodel kan kun overleve, hvis også fagbevægelsen er den loyal.

Bragt i Berlingske 27. oktober 2015