Startskud for ny adgang til arbejdsmarkedet for flygtninge

I dag træder nye regler og ordninger i kraft, der skal forbedre flygtningegruppens meget lave beskæftigelse. Især Integrationsgrunduddannelsen er en nyskabelse, som DA kraftigt opfordrer kommunerne til at vejlede flygtningene om.

De nye regler og den nye Integrationsgrunduddannelse (IGU) er resultatet af trepartsforhandlingerne om integration af flygtninge. Nu her 3½ måneder senere er de klar til at blive rullet ud.

Eksempler på de væsentligste nye tiltag er:

  • Ny mulighed for at ansætte flygtninge, kaldet IGU
  • Flygtninge skal ud i en virksomhedsrettet indsats tidligt
  • Bonus ordning for virksomheder

Chefkonsulent Berit Toft Fihl:

”I mange år har virksomhedspraktik og løntilskud været de bedste redskaber, når flygtninge skulle hjælpes ud på arbejdsmarkedet. Nu vil vi kraftigt opfordre til, at den nye ordning, IGU, bliver en del af den pallette. IGU’en er et rigtigt godt supplement til de eksisterende redskaber, fordi den kombinerer ansættelse til en overenskomstmæssig løn på elevsats med uddannelse, der er afstemt med virksomhedens behov. Samt en bonus til virksomheden.

Vi har en kæmpe udfordring med at få flygtninge i beskæftigelse, og alle midler skal tages i brug. Analyser fra DA har vist, at kun fem pct. af flygtningekvinderne og knap 20 pct. af flygtningemændene er i job fire år efter, de har fået dansk opholdstilladelse. Det er en alt for ringe andel.

Trepartsaftalen indbefatter, at jobcentrene nu skal møde flygtningene som en ressource, der kan arbejde og give dem en tidligere virksomhedsrettet indsats, eventuelt hjulpet af den nye IGU. Det forventer DA sig meget af. Men det kræver, at kommunerne kommer i sving og får vejledt grundigt om mulighederne i IGU’en. Ellers står vi stadig med en alt for ringe beskæftigelse for flygtninge om nogle år.”

Arbejdsmarked
1. juli 2016
KONTAKT
Chefkonsulent
Berit Toft Fihl
33 38 93 90
btf@da.dk
LINKS
Mere information om IGU og andre måder til at få flygtninge i job