Vi gør slet ikke nok for den udenlandske arbejdskraft

Af viceadm. direktør Pernille Knudsen, Dansk Arbejdsgiverforening

Hver morgen træder 175.000 udlændinge ind ad hoveddøren hos tusindvis af danske virksomheder og går i gang med deres daglige arbejde. Nogle forsker og tegner ingeniørplaner. Andre høster afgrøder og bygger huse. Nogle kommer langvejs fra - fra USA og Indien. Andre har taget turen fra Tyskland og Polen. Fælles for dem alle er, at de er en hjørnesten i det danske arbejdsmarked, som vi ikke kunne være foruden. Men alligevel oplever vi i disse tider et politisk flertal, der søger at begrænse adgangen for de nødvendige udenlandske arbejdstagere. Og det er et stort tab for det danske arbejdsmarked. Også fordi gruppen af udenlandske arbejdstagere alt for ofte blandes ind i flygtningedebatten, på trods af at grupperne er vidt forskellige.

 Disse 175.000 mennesker skaber nemlig stor værdi for den danske økonomi og er en vigtig del af fortællingen om den værdifulde arbejdskraft, vi over årene har modtaget fra udlandet. Hundredetusindvis af udlændinge har de seneste generationer gjort Danmark til deres hjem og bidrager til den danske arbejdsstyrke. Indvandrerne og efterkommere svarer i dag til 10 pct. af den samlede danske arbejdskraft.

 Det er altså ikke til at komme uden om, at den udenlandske arbejdskraft er en vigtig grundsten i den danske økonomi – uanset om den kommer fra andre EU-lande eller fra resten af verden.

 I dag står det tydeligt, at opsvinget i 2006-08 blev væsentligt begrænset af manglen på arbejdskraft, og at det i høj grad var den udenlandske arbejdskrafts fortjeneste, at opsvinget overhovedet fandt sted, ved at vi kunne undgå de værste flaskehalse.

 Danmark har den syvende laveste vækst i OECD frem mod 2030, og hvis vi skal gøre os nogen som helst forhåbninger om at forbedre vores position, er det gennem ny arbejdskraft fra udlandet. For som samfund kan vi ikke følge med virksomhedernes behov for kvalificeret arbejdskraft. Der er allerede i dag spirende mangel på arbejdskraft, og det forventes kun at blive værre i de kommende år. 

Frem mod 2030 kan vi forvente markant færre danskere mellem 15-64 år. Det betyder, at vi risikerer at mangle hænder på det danske arbejdsmarked. Udfordringen er imidlertid forstørret ved at arbejdskraften i de nye EU-lande, herunder Polen, Rumænien og Litauen svinder ind med hele 11 pct. Helt praktisk betyder det, at et land som Polen, der i dag leverer 22.000 par hænder til Danmark om kun 15 år vil have ca. tre millioner færre, der står klar til at påtage sig et arbejde.  

Ikke alene skal vi altså opfylde behovet for arbejdskraft som resultat af færre danskere i arbejde, vi skal også forberede os på at skulle finde et alternativ til store dele af de 50.000 østeuropæere, der til dagligt er med til at holde hånden under den danske økonomi. Løser vi ikke dette problem, får vi næppe nævneværdig vækst i de kommende årtier. 

 Og derfor er debatten om udenlandsk arbejdskraft vigtig. Ikke alene mangler vi i udlændingedebatten at tale om behovet for udenlandsk arbejdskraft, så det danske arbejdsmarked kan hænge sammen i fremtiden. Det mangler også som politisk fokusområde at få mere kvalificeret arbejdskraft til landet.

 I disse dage forsøger vi i trepartsdrøftelserne at finde fælles løsninger på, at sikre tilstrækkelig kvalificeret arbejdskraft. Men selv hvis det må lykkes os at opfylde alle målene, så er det ikke nok. Vi er et lille land, som har vanskeligt ved at afdække alle de kompetencer, som landets virksomheder, både når det gælder uddannelse og erfaring. Derfor bliver det nødt til at være et selvstændigt politisk fokusområde, at sikre adgangen for den udenlandske arbejdskraft.  

Det er derfor bydende nødvendigt, at vi alle gør noget for at byde den udenlandske arbejdskraft velkommen på arbejdsmarkedet. Det er et fælles ansvar: Et samfundsansvar, et virksomhedsansvar og et politisk ansvar.

Vi skal turde tale udlændingene op. Vi skal tale deres arbejdsindsats op. Og vi skal tale perspektivet ved at have udlændinge på arbejdspladserne op. Den polske murer leverer faglært arbejdskraft, vi så desperat mangler i Danmark, både nu og i fremtiden. Den indiske ingeniør kommer med ny viden fra udlandet i en tid, hvor danske virksomheder aldrig har været mere globaliseret. Og den dansk-pakistanske efterkommer på universitetet kommer til at være en del af rygraden af en højt kvalificeret og yderst talentfulde arbejdsstyrke, som vi i fremtiden kan være dybt stolte af.  

Men vi kan ikke gøre det med ord alene. Vi bliver også i de kommende år nødt til at indføre en række reformer og igangsætte initiativer, der kan gøre Danmark til et attraktivt land at søge arbejde i, og gør det lettere for virksomheder at rekruttere i udlandet ubureaukratisk, hurtigt og relevant. 

Det kræver, at vi ikke fortsætter forårets tendens med at fjerne og begrænse de erhvervsordninger, der sikrer kvalificeret udenlandsk arbejdskraft adgang til landet. Det kræver også, at man fra politisk side udformer en national handlingsplan for rekruttering i udlandet. Det er ikke kun virksomhedernes produkter, der skal markedsføres i udlandet, også Danmark som arbejdsplads bør være på den erhvervs- og udenrigspolitiske dagsorden.

Vi nyder selv godt af den globale mobilitet, der er kommet de seneste årtier, og som sikrer at danskerne kan rejse ud og arbejde i verden. At vi på den måde er en del af et globalt arbejdsmarked skaber ikke kun værdi for den enkelte, der rejser ud, men giver også virksomhederne adgang til danskere beriget med udenlandske oplevelser og erfaringer. Vil vi nyde, må vi også yde, og derfor har vi også et gensidigt ansvar for den globale mobilitet, som i høj grad også kræver et politisk ansvar at sikre. 

Det er derfor helt centralt, at vi fremadrettet også sikrer, at der kan komme arbejdskraft her til landet. Det kræver ambitiøse reformer, en fælles ansvarstagen, og at vi tør tale den udenlandske arbejdskraft op.

Vores perspektiv er klart: Vi kan ikke være udlændingene foruden på det danske arbejdsmarked.

Bragt i Jyllands-Posten lørdag den 13. august 2016