DA glæder sig til samarbejde med ny ekspertgruppe

Regeringen har i dag offentliggjort, hvem der skal sidde i den ekspertgruppe, der skal gå rammerne for voksen- og efteruddannelse efter i sømmene. DA har været med til at tage initiativ til gruppen, og ser frem til, at arbejdet skydes i gang.

Med afslutningen på det andet trepartsforløb i august i år blev det besluttet, at en ekspertgruppe skulle undersøge mulighederne for at forbedre VEU-systemet i Danmark. Ekspertgruppen er nu nedsat, og dens opgave bliver at pege på forslag til, hvordan VEU-systemet kan styrkes. Forslagene kan indgå i den tredje omgang trepartsforhandlinger, der er planlagt til 2017.

Ekspertgruppen består af:

  • Jørgen Søndergaard, fhv. direktør for SFI (formand)
  • Nicolaj Kristensen, professor ved KORA
  • Hanne Shapiro, innovationschef ved Teknologisk Institut
  • Kjeld Møller Pedersen, professor ved Syddansk Universitet
  • Morten Binder, direktør i Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering
  • Stine Vrang Elias, direktør ved DEA

Uddannelses- og integrationschef Jannik Bay:

”DA ser meget frem til, at arbejdet med at forbedre vores voksen- og efteruddannelsessystem nu går i gang.

Temaet for ekspertgruppens arbejde er overordentligt relevant, og de danske virksomheder er meget optagede af, hvordan vi løbende kan sikre medarbejdere med de rette kompetencer. I den forbindelse er et velfungerende VEU-system helt åbenlyst et centralt element.

Vi kan se, at det nuværende system er udfordret. Private virksomheders brug af de såkaldte AMU-kurser har været stødt faldende gennem de seneste år, og det på trods af, at virksomhedernes behov for kompetenceudvikling på ingen måde er blevet mindre. Det peger på et klart potentiale for forbedringer.

Det er vores forhåbning og forventning, at VEU-ekspertgruppens arbejde kan lede til flere gode forslag til et nyt og bedre AMU-system – et mere fleksibelt og effektivt system, som i højere grad er målrettet virksomhedernes konkrete behov”

Mere viden

Beskæftigelsesministeriet: Ekspertgruppe skal se på voksen- og efteruddannelsesområdet

Uddannelse
13. september 2016
KONTAKT
Uddannelses- og integrationschef
Jannik Bay
33 38 92 06
jab@da.dk
LÆS MERE
Mere viden