En åbningstale der ser udfordringerne i øjnene og tager hånd om væksten

DA glæder sig over, at statsminister Lars Løkke Rasmussen i sin åbningstale til Folketinget betonede vigtigheden af vækst og mere kvalificeret arbejdskraft. Det vidner om en regering, som er sit ansvar bevidst. Men DA ser gerne flere initiativer.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen holdt i dag Folketingets åbningstale. I talen betonede statsministeren vigtigheden af, at:

  • Vi får gang i den vækst, der er grundlaget for flere og bedre arbejdspladser.
  • Det i højere grad skal kunne betale sig at arbejde.
  • Der er behov for mere kvalificeret arbejdskraft.

Jacob Holbraad, adm. direktør:

”Jeg glæder mig over, at statsminister Lars Løkke Rasmussen i sin åbningstale fremhæver en række helt relevante og vigtige udfordringer, som Danmark står overfor. Herunder at væksten skal løftes og arbejdsstyrken øges. Lars Løkke Rasmussen tegner således en regering, som er sit ansvar bevidst.

Jeg er også glad for, at statsministeren giver klart udtryk for, at det skal kunne betale sig at arbejde. Regeringen har taget flere fornuftige initiativer, men der skal mere til. Et ambitiøst mål ville være at lade den nuværende regulering af niveauet for overførselsydelser fortsætte længere frem end 2025.

Jeg så også gerne, at statsministeren havde varslet en yderligere forhøjelse af folkepensionsalderen, så de ville nå deres egen målsætning om 14,5 år på folkepension i dette århundrede.

Udfordringerne står klart, og flere løsninger er fremlagt. Nu er tiden, hvor den erkendelse skal følges til dørs. DA ser frem til, at Folketinget går sammen om at finde en fælles løsning for Danmarks økonomiske fremtid.”

Arbejdsmarked
4. oktober 2016
KONTAKT
Adm. direktør
Jacob Holbraad
33 38 93 00
jah@da.dk
LINKS
Statsministerens tale ved folketingets åbningLovgivning folketingsåret 2016-2017