Vil I ikke nok blive?

Af europapolitisk chef Christiane Misselbeck-Winberg

Den britiske premiereminister, Theresa May, var i sidste uge i Danmark for at mødes til arbejdsfrokost på Marienborg med Lars Løkke. Ingen ved med sikkerhed, hvad der blev sagt over smørrebrødet, men Løkke har uden tvivl fortalt hende, at briterne vil blive savnet ved forhandlingsbordet i Bruxelles, hvor de har været en af Danmark vigtigste allierede.

Lars Løkke har også fortalt hende, at hvis Storbritannien vil have fuld adgang til det indre marked, så må de også acceptere arbejdskraftens frie bevægelighed. De to ting går hånd i hånd.

Og det tyder da også på, at briterne er ved at acceptere konsekvensen af det budskab. Alt peger lige nu mod, at May vælger at gå efter det, der betegnes som en hard Brexit – at de vil stå uden for det indre marked for til gengæld at få fuld kontrol over den europæiske indvandring.

Men det kommer i praksis til at stille leave-siden med en paradoksal udfordring. På den ene side skal man holde det løfte, man gav briterne om at begrænse indvandringen. Men på den anden side bliver man også nødt til at fastholde den europæiske arbejdskraft, man allerede har. For er der noget, der ikke kan herske nogen tvivl om, så er det, at det britiske samfund som vi kender det i dag, ville falde fra hinanden uden de europæere, der lige nu bor i landet.

Indvandringen var en af de helt afgørende faktorer for briternes skæbnesvangre beslutning den 23. juni 2016. Billedet af et Storbritannien, der blev overrendt af østeuropæere, som udkonkurrerede briterne på arbejdsmarkedet, blev malet flittigt op til og under valgkampen.

Men det billede viser sig nu tydeligere og tydeligere at være misvisende.

I Storbritannien er der omtrent 2 mio. europæere i beskæftigelse. Disse fordeler sig over en bred palet af brancher, herunder handel, service, forvaltning, finans og transport. Men det er især udsigten til at miste EU-arbejdstagere i sundhedsvæsenet, der lige nu bekymrer. Det britiske sundhedsvæsen (NHS) beskæftiger 55.000 EU-borgere – ca. 7.000 specialister og resten sygeplejersker og plejepersonale. Hver 10. læge er fra et andet EU-land. Udlændinge er med andre ord fuldkomment afgørende for det britiske sundhedsvæsen. 

Derfor undrer det måske ikke, at udsigten til en udvandring af EU-borgere i kølvandet på Brexit grundlæggende har ændret tonen om EU-indvandring i den britiske debat. Frygten for en post-Brexit brain-drain har fået flere tænketanke op ad stolen. Nu er det ikke længere kun et spørgsmål om, hvordan man kan begrænse EU-borgernes adgang til de britiske velfærdsydelser. Nej, nu handler det om at finde ud af, hvordan man kan holde på de mange europæiske hoveder og hænder, der holder hånden under det britiske velfærdssystem, under finanssektoren, under turismen og i høj grad også under det hårdt pressede sundhedsvæsen.

Hvis de 2 mio. beskæftigede EU-borgere i UK skulle forlade landet, ville det svare til, at 6,3 procent af den britiske arbejdsstyrke forsvinder. Det ville åbenlyst betyde, at flere sektorer ville bryde sammen. Selv hvis man forestiller sig det umulige, at det kunne lade sig gøre at besætte alle stillingerne med britiske arbejdsløse, ville det med en arbejdsløshed på 4,9 procent, svarende til godt 1,6 mio. personer, ikke løse problemet. Ikke engang med en (utænkelig) arbejdsløshed på nul procent ville briterne altså selv kunne udfylde det hul, som EU-borgerne ville efterlade.

Det bliver en svær pakke for de britiske politikere at sælge til deres befolkning, når man nu havde lovet at begrænse indvandringen. Men medmindre de ønsker at hive tæppet væk under både erhvervslivet og velfærdssektoren, så indser de forhåbentlig også, at de ikke har noget valg. De har brug for den europæiske arbejdskraft.

Bragt i Weekendavisen den 21. oktober 2016