Der er en tikkende bombe under økonomien

Af chefkonsulent Jens Troldborg, Dansk Arbejdsgiverforening

Det danske arbejdsmarked buldrer afsted. Arbejdsløsheden er helt i bund, og alle motiverede arbejdssøgere har sjældent haft så gode udsigter til at finde et job. Det går faktisk rigtigt godt på det danske arbejdsmarked. Og dog. For mens det på den ene side er entydigt positivt, at vi får så mange danskere i arbejde som muligt, så oplever flere og flere virksomheder, at det på den anden side bliver sværere og sværere at finde nok folk til at besætte deres ledige stillinger. Manglen på arbejdskraft er på alle måder en tikkende bombe under det danske arbejdsmarked.

Vi har oplevet problemet før. Da højkonjunkturen var på sit højeste i 2007, blev arbejdsmarkedet for alvor presset. Næsten halvdelen af de ansatte i bygge- og anlægsbranchen var ansat i en virksomhed, der ikke kunne levere de varer og ydelser de skulle som følge af, at de ikke kunne finde de medarbejdere, de havde behov for. Problemerne nærmer sig nu hastigt 2007-niveauet.

Nogle tænker måske, at det ikke gør så meget, at en virksomhed må sige nej til ordrer fra tid til anden. Og det er måske rigtigt nok, men sker det ofte nok – og i flere brancher rundt om i landet – så begynder det at have langsigtede konsekvenser. Kunderne vil gå andre steder med alle deres ordrer og mange virksomheder, eksempelvis inden for industrien, advarer lige nu mod, at det betyder tab af arbejdspladser til udlandet.

Der er derfor i allerhøjeste grad behov for politisk handling. Der er behov for at få flere ind på arbejdsmarkedet. Der er behov for at øge arbejdsstyrken. Og det kan man gøre på forskellige måder: De to mest oplagte er enten at få flere fra offentlig forsørgelse til at komme ind på arbejdsmarkedet, eller at få flere udenlandske arbejdstagere til Danmark. 

I 2016 er det desværre kun blevet sværere at få udenlandsk arbejdskraft til landet. Dansk Folkeparti har sammen med Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten afskaffet Greencard og strammet beløbsordningen – begge gode og effektive muligheder for at rekruttere kvalificerede udenlandske arbejdstagere. Her bliver politikerne nødt til at finde nye løsninger, der kan sikre, at danske virksomheder fortsat kan få den arbejdskraft fra udlandet, som vi har behov for.

Det danske arbejdsmarked buldrer heldigvis af sted i øjeblikket. Derfor er det netop også nu, vi må finde løsninger på de udfordringer, der venter lige om hjørnet. Og her er mangel på arbejdskraft en af de helt store.

Bragt i Berlingske 25.11.2016