Dansk Arbejdsgiverforening har den 8. december 2016 svaret Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering i sagen om

Høringssvar om forsøg på beskæftigelsesområdet –
udmøntning af trepartsaftalen om kvalificeret arbejdskraft

STAR har den 23. november 2016 sendt et udkast til bekendtgørelse om forsøg på beskæftigelsesområdet til høring i BER.

Bekendtgørelsen udmønter to forsøg, der er aftalt i Trepartsaftale om tilstrækkelig og kvalificeret arbejdskraft i hele Danmark og praktikpladser:

1.Forsøg med pulje til opkvalificering inden for mangelområder.

2.Forsøg med et mere fleksibelt uddannelsesløft.

Arbejdsgiversiden i BER (DA og Lederne) har følgende bemærkninger:

Pulje til opkvalificering inden for mangelområder

Det fremgår af bekendtgørelsesudkastets § 10 a, stk. 2, at det er en betingelse, at der fra en arbejdsgiver foreligger en erklæring om, at personen, der skal deltage i opkvalificering, vil blive ansat uden løntilskud.

Efter arbejdsgiversidens opfattelse bør det stå klart i reglerne, at såfremt det viser sig, at virksomheden af forskellige grunde alligevel ikke kan foretage en ansættelse efter endt uddannelse af den ledige, vil der hverken fra kommunen eller den ledige kunne kræves en erstatning fra virksomheden.

Arbejdsgiversiden finder, at det ikke fremgår særlig præcist i bekendtgørelsesudkastet, hvilke ansættelser der vil udløse muligeden for et tilskud fra puljen til opkvalificering.

Der nævnes i bekendtgørelsesudkastet, at det gælder ”en ansættelse inden for en branche med rekrutteringsudfordringer, jf. mangelområderne på de regionale arbejdsmarkedsbalancer”.

Arbejdsgiversiden kan ikke se, at ovenstående formulering er identisk med tre-partsaftalens formulering om, at ” … opkvalificeringen af ledige inden for stillingsbetegnelser med rekrutteringsudfordringer, jf. mangelområder på de regionale arbejdsmarkedsbalancer”.

Arbejdsgiversiden skal foreslå, at det fastsættes, at tilskud fra puljen kan fås til ansættelser til stillinger opført på de regionale arbejdsmarkedsbalancer inden for arbejdsmarkedsbalancens mangelkategorier, dvs. kategorierne ”mangel på arbejdskraft” og ”paradoks”.

Efter arbejdsgiversidens opfattelse bør det endvidere stå meget tydeligt, hvad der sker i overgangen fra den ene arbejdsmarkedsbalance til den anden. Arbejdsgiversiden skal anbefale, at det bliver den arbejdsmarkedsbalance, der er gældende på det tidspunkt, hvor jobcentret og virksomheder påbegynder en dialog om en opkvalificeringsindsats inden for rammerne af puljen. Det bør være jobcentret, der kan dokumentere tidspunktet for en sådan dialog.

Et mere fleksibelt uddannelsesløft

Arbejdsgiversiden har ikke bemærkninger til udmøntningen af trepartsaftalen i forsøgsbekendtgørelser for så vidt angår et mere fleksibelt uddannelsesløft.

KONTAKT
Chefkonsulent
Jørgen Bang-Petersen
33 38 94 14
jbp@da.dk
Publiceret:
8. december 2016