Gør op med et dårligt ry

Af viceadm. direktør Pernille Knudsen, Dansk Arbejdsgiverforening

For virksomhederne er diskrimination både dumt, dyrt og ulovligt. Ikke alene er diskrimination i strid med forskelsbehandlingsloven. Virksomhederne risikerer også at gå glip af de dygtige medarbejdere.

Når det er sagt, så er vi opmærksomme på, at nogle grupper af nydanskere har fået et dårligt ry. De klarer sig generelt dårligere i skolen og er i højere grad på offentlig forsørgelse.

Vi kommer noget af diskriminationen til livs ved at løse disse udfordringer. Samtidigt skal vi gøre en aktiv indsats for, at disse udfordringer ikke får lov til at smitte af på de 162.000 personer med ikkevestlig baggrund, der hver dag skaber stor værdi for virksomhederne og den danske økonomi.

Helt konkret skal vi turde fortælle de gode historier. Fortælle historien om Muhammed, som netop har fået sit svendebrev og startet egen virksomhed. Om Fatima, som har udviklet en revolutionerende ny app. Og om de tusindvis af danske virksomheder, som får stor glæde og værdi ud af at have en mangfoldig arbejdsplads.

Bragt i Politiken den 11. december 2016