Kommunerne blokerer for, at arbejdsløse kommer i job

Blogindlæg bragt i Jyllands-Posten 27. januar 2017

Af chefkonsulent Maria Bille Høeg, Dansk Arbejdsgiverforening

I onsdags blev der på forsiden af Politiken med fede typer konkluderet: ”Aktivering kan spænde ben for job”. Historien er, at flere kontanthjælpsmodtagere har oplevet, at jobcentrene snarere sender dem i ring end skubber dem i arbejde. Det siger sig selv, at det er uholdbart. Men det afgørende spørgsmål er: Hvorfor er jobcentrene ikke bedre til at få kontanthjælpsmodtagere i arbejde?

Grundlaget for historien er et forskningsprojekt, hvor 25 såkaldte ”aktivitetsparate” kontanthjælpsmodtagere er blevet fulgt i en to-årig periode. Det vil sige kontanthjælpsmodtagere, som kommunerne vurderer, har en bred vifte af større eller mindre sociale eller helbredsmæssige problemer. Systemet har i dag givet to ud af tre på kontanthjælp mærkatet ”aktivitetsparat”, hvilket fritager de pågældende kontanthjælpsmodtagere for at søge job og kommunerne for at understøtte jobsøgningen. Også selv om nogle af de "aktivitetsparate" godt kan arbejde f.eks. på deltid.

Det er selvfølgelig helt uacceptabelt at konstatere, at den aktivering, der tilbydes, ligefrem er kontraproduktiv og forhindrer kontanthjælpsmodtagere i at finde vej tilbage i job. Præcis ligesom det ville være helt uacceptabelt, hvis en konklusion inden for hospitalsområdet f.eks. lød ”kræftbehandling kan spænde ben for helbredelse”. Begge dele handler om, at vi i velfærdssamfundet må have tillid til, at de offentlige indsatser, vi har valgt at investere i for at forbedre menneskers situation, rent faktisk har en gavnlig effekt. Og hvis ikke, må vi hurtigst muligt sadle om, før de negative menneskelige og samfundsmæssige konsekvenser vokser sig større.

Ud af de 25 kontanthjælpsmodtagere i forskningsprojektet gik halvdelen i perioden glip af jobmuligheder på grund af barrierer i beskæftigelsessystemet. De havde altså job på hånden på trods af, at de var vurderet som ”aktivitetsparate”. Men de missede jobbet på grund af systemets ineffektivitet, langsommelige sagsbehandling og tvivlsomme aktiveringstilbud. Alt for hyppigt skiftende sagsbehandlere, der hver især har deres helt eget fokus, betyder, at kontanthjælpsmodtagerne gang på gang skal begynde forfra med det resultat, at den enkelte mister fornemmelsen for kurs og mål og sejler agter ud.

En af de 25 kontanthjælpsmodtagere, der medvirkede i forskningsprojektet, er 44-årige Karen. Hun har i løbet af sine mere end 10 år (!) på kontanthjælp bl.a. deltaget i det, hun kalder ”urtetes-kurser”, hvor hun skal sidde på en pilatesbold og tale om sin ledighed eller skrive et brev til sin overvægt. Tragisk. Men også et eksempel på det manglende jobfokus i aktiveringen, hvilket med sikkerhed har medvirket til, at det ikke for længst er lykkedes for Karen og de mange andre langvarige kontanthjælpsmodtagere at finde et arbejde.

For Karen står ikke alene. I slutningen af 2016 var der omkring 150.000 fuldtidspersoner på kontanthjælp, hvilket hvert år koster det offentlige 15 milliarder til forsørgelse. Dertil kommer næsten 4 milliarder årligt, som systemet bruger i forsøget på at få kontanthjælpsmodtagerne i beskæftigelse. DA har for nyligt lavet beregninger, der viser, at der sidste år var godt 35.000 mennesker, der har været på kontanthjælp uafbrudt i over fire år. Det er flere end nogensinde før.

Der er derfor god grund til, at beskæftigelsessystemet indarbejder forskningens veldokumenterede anbefalinger om, at indsatsen så vidt muligt skal foregå på en rigtig arbejdsplads, at der skal være klar fokus på mestring af helbredsproblemer og hverdag og ikke mindst, at både kontanthjælpsmodtager og sagsbehandler skal have en stærk tro på, at det kan lade gøre, at komme i job. På de områder er vi desværre alt for langt fra mål.

Kun ved at bruge viden om hvad der virker og dermed skabe positive resultater i beskæftigelsesindsatsen, så mennesker kommer i job, kan vi genetablere tilliden til systemet og give systemet en berettigelse. Det er bestemt ikke nok at få ændret overskriften til ”Aktivering spænder aldrig ben for job”. Den skal selvfølgelig lyde: ”Aktivering fører til job”.