Når offentlig forsørgelse bliver et edderkoppespind

Blogindlæg bragt i Jyllands-Posten Jyllands-Posten18. januar 2017

Af chefkonsulent Maria Bille Høeg, Dansk Arbejdsgiverforening

Vi har et sikkerhedsnet, der fastholder mennesker på offentlig forsørgelse.

Langt de fleste danskere kender mindst én person i den erhvervsaktive alder, der ikke forsørger sig selv. Det må selvsagt være sådan, når 750.000 eller omkring hver fjerde i den erhvervsaktive alder forsørges af det offentlige. Jeg selv har igennem årene mødt og kendt en del, som i en kortere eller længere periode ikke har været selvforsørgende. En skoleveninde, en fætter, en ekskæreste, en nabo. For alt for mange er det aldrig lykkedes at komme ind på eller vende tilbage til arbejdsmarkedet og frigøre sig fra forsørgelsessystemet. Resultatet kan blive en ensom tilværelse afskåret fra arbejdslivets fællesskab.

Der kan være mange årsager til, at mennesker sidder fast i forsørgelsessystemet. Men fælles for dem er, at de som en naturlig ret har gjort brug af det sikkerhedsnet, som velfærdsstaten har spændt ud under os.

Et net, som i sin oprindelse havde til hensigt at gribe mennesker, der kommer ud for en social begivenhed. Og som med den løbende udbygning af velfærdsstaten er blevet mere og mere fintmasket for nu nærmest at have karakter af et klæbrigt edderkoppespind.

Sammenligningen ligger lige for, når man tænker på de mange forskellige forsørgelsesordninger, vi har i dagens Danmark. Ordninger som kontanthjælp, sygedagpenge, jobafklaringsforløb, ledighedsydelse, fleksjob, revalidering, ressourceforløb, førtidspension, for bare at nævne en brøkdel. Og med hver enkelt ordning følger en mængde velmenende men omkostningstunge indsatser, forløb og pligter, som har til hensigt at udrede, vejlede, hjælpe og motivere borgerne. Som tråde griber ordninger og indsatser ind i hinanden, mens borgeren forvilder sig dybere og dybere ind i spindelvævet, for til sidst uværdigt at blive fanget og sidde fast i et forsørgelsessystem – og i sidste ende også i en forsørgelseskultur.

Der er utallige eksempler på, at systemet bidrager til at fastholde mennesker på offentlig forsørgelse. For i situationen, hvor sagsbehandleren sidder overfor en langtidsledig, er der en tendens til at se den ledige som svag og pakke vedkommende ind i vat. Politiken fulgte eksempelvis for få måneder siden kontanthjælpsmodtageren Sanne til en samtale med sin sagsbehandler, der ikke bare gjorde det klart, at hun var modstander af kontanthjælpsstramninger. Hun kastede sig også over muligheden for at undtage Sanne fra de nye regler, så snart hun nævnte sit dårlige knæ. Vi ved naturligvis ikke, hvad der er op og ned i den konkrete sag, men sådan en samtale er symptomatisk for et beskæftigelsessystem, der er mere optaget af at skåne og pakke ind end at hjælpe mennesker i arbejde.

Man ser edderkoppespindet for sig. Og kan ikke lade være med at spørge sig selv, om det er en af årsagerne – eller måske den væsentligste – til, at der i dag er fire gange så mange mennesker i den erhvervsaktive alder på offentlig forsørgelse som i 1970. I 2016 slog antallet af langvarige kontanthjælpsmodtagere rekord. Omkring 36.000 borgere har nu siddet fast i kontanthjælpssystemet i mindst fire år. Så ingen tvivl om, at forsørgelsesnettet er stærkt.

Men er det virkelig det, vi ønsker for mennesker, der kommer ud for en uforudset begivenhed? At sidde fast og ikke være en del af arbejdsmarkedet og den identitet og det fællesskab, der hører med til en hverdag på jobbet. For slet ikke at nævne de enorme udgifter til dette omklamrende net, som andre skal finansiere med udsigten til, at det for nogle kan ende med at gøre mere skade end gavn.

Derfor er det afgørende, at vi som samfund ikke skaber yderligere grobund for en usund forsørgelseskultur, som den vi i dag er vidner til. Vi skal gøre sikkerhedsnettet så spændstigt, at det virker som et springbræt ind på arbejdsmarkedet for alle, der har en arbejdsevne. Den enkelte skal have et ansvar og en mulighed for at flytte sig, at opleve den værdighed og selvrespekt, det giver at kunne forsørge sig selv og være en del af fællesskabet.