Gør op med snobberiet

En gymnasial uddannelse og en akademisk karriere er ikke det eneste saliggørende. Vi bør snarest gøre op med uddannelsessnobberiet og satse på elevernes sande kompetencer og, det som samfundet af brug for.

Af uddannelseschef Jannik Bay, Dansk Arbejdsgiverforening

Både politikere og befolkning har en tendens til at se nogle ungdomsuddannelser som bedre end andre. Klarer du det godt, så havner du på gymnasiet. Klarer du det mindre godt, så kan erhvervsuddannelserne være din backup. Det er fordomme, der trives – men som er dannet i en helt andet virkelighed, end den vi ser i dag.

Hensigterne er naturligvis gode: vi vil gerne give de unge det bedst mulige fundament for deres voksne arbejdsliv. Men med tiden har de gode hensigter desværre udviklet sig til et uddannelsessystem, der i al for høj grad vurderer de boglige talenter som finere end de praktiske. Resultatet er blevet, at alt for mange unge havner på en uddannelse, hvor de ikke trives, fordi de forsøger at leve op til mors, fars og folkeskolelærerens idéer om, hvad der er fint og mindre fint.

Problemet ligger først og fremmest i, at der er for mange unge, der tager på gymnasiet. Selv om de efter alt at dømme ville trives bedre på erhvervsskolerne - og selv om arbejdsmarkedet i langt højere grad har brug for erhvervsuddannede.

Derudover er der også en mindre gruppe af unge, som vi i årevis forgæves forsøger at uddanne, men som her og nu måske bare burde komme ud og få noget arbejde mellem hænderne og udvikle sig på arbejdsmarkedet.

Der er derfor et par ting, vi helt grundlæggende bliver nødt til at gøre anderledes. For det første, så skal vi sørge for, at folkeskoleeleverne har et retvisende billede af de forskellige ungdomsuddannelser, de har at vælge imellem. For det andet, så skal vi sørge for, at 10. klasse ikke bare bliver et vente-år for boglige unge, der kunne være taget direkte videre på gymnasiet. Det skal være en reel mulighed for øget indsigt i arbejdslivet og arbejdsmarkedet. Og for det tredje, så skal vi acceptere, at der er en lille gruppe af unge, for hvem en ungdomsuddannelse ikke nødvendigvis er det rigtige valg nu og her, men som vil have mere gavn af at starte med et par år på arbejdsmarkedet. Det indebærer et opgør med den hidtidige målsætning om, at 95 pct. af en ungdomsårgang skal have en ungdomsuddannelse.

Hvad angår den første udfordring, så er det tydeligt, at det er erhvervsuddannelserne, der skal opprioriteres i folkeskolen. De unge ved alt for lidt om de gode muligheder, en erhvervsuddannelse tilbyder, og mange vælger blot gymnasievejen, fordi ”at det jo er det, man gør”.

Vi ved, at forældre og lærere spiller en meget stor rolle for de unges uddannelsesvalg, og at forældre og lærere i al for høj grad også vurderer gymnasiet over erhvervsskolerne. En stor årsag hertil skyldes – særligt blandt lærerne – at man simpelthen ikke ved nok om, hvad det vil sige at tage en erhvervsuddannelse. Mens mere end 40 procent af folkeskolelærerne har et stort kendskab til gymnasierne, så er det kun hver tiende, der har samme kendskab til erhvervsuddannelserne i dag. Det er en åbenlys skævhed, som vi naturligvis bliver nødt til at rette op på. Vi skal hæve vidensniveauet og skabe en mentalitetsændring – ikke bare hos de unge, men også hos de voksne.

Helt konkret bør det gøres ved, at vi gør praktik på erhvervsskolerne til en obligatorisk del af læreruddannelsen. På den måde kan lærerne, der selv har en studentereksamen i ryggen, lære mere om, hvad erhvervsuddannelserne rent faktisk kan tilbyde de unge. Erhvervsuddannelserne har nemlig rigtig meget godt at byde på. God løn. Gode jobmuligheder. Gode muligheder for videreuddannelse – og meget, meget mere.

Men eleverne selv skal naturligvis også have et bedre førstehåndskendskab til, hvordan virksomhederne og erhvervsskolerne er indrettet, og hvad man kan bruge dem til bagefter. En oplagt måde at gøre det på kunne være at folkeskoleeleverne mindst én gang i deres skoleforløb oplever, at et projekt eller dele af et fag gennemføres på en erhvervsskole eller i en virksomhed. Og så ligger det også lige for at genindføre den obligatoriske erhvervspraktik i 8. og 9. klasse, så eleverne får en bedre forståelse for, hvordan arbejdsmarkedet fungerer, hvilke mange forskellige muligheder de har i fremtiden, og hvad der kræves af én ude i den virkelige verden.

Men det er ikke nok alene at kigge på folkeskolen indtil 9. klasse. Der er også et behov for at gentænke det 10. klasse-tilbud, som ikke er påkrævet, men som rigtig mange unge alligevel vælger inden deres ungdomsuddannelse.

Det er omtrent halvdelen af en ungdomsårgang, der vælger at tage en 10. klasse – og halvdelen af disse gør det på en efterskole. Særligt hos den sidste gruppe er der rigtig mange, som både fagligt og socialt ville kunne klare at gå direkte videre til en ungdomsuddannelse. Der ligger derfor et enormt potentiale, hvis vi tør nytænke den måde, vi indretter vores 10. klasse-tilbud.

10. klasse skal ikke blot være en fortsættelse af folkeskolen. Nogle elever har ganske vist godt af et år, hvor de kan modnes personligt og fagligt, men der bør ikke fokuseres på at lære eleverne de kompetencer, der kræves på gymnasiet. Dels fordi, vi i fremtiden i langt højere grad kommer til at mangle erhvervsuddannede end gymnasiestudenter. Vores beregninger viser, at vi kommer til at mangle hele 60.000 faglærte i 2025, og regeringen har en meget relevant målsætning om, at 25 pct. bør vælge en erhvervsuddannelse i 2025.

Men også fordi, at uddannelsessystemet har en uheldig tendens til at presse praktisk anlagte unge ned i en boglig kasse, hvor de ganske enkelt ikke trives. En ting er, at det ikke er gavnligt for den enkelte unge. Men når vi samtidig er kommet dertil, at samfundet ligefrem mangler håndværksmæssige færdigheder, så er det ren lose-lose.

Derfor bør vi målrette 10. klasse mod erhvervsuddannelserne. Undervisningen bør foregå i et praktisk orienteret miljø, som det er kendt fra erhvervsuddannelserne. Og efter 10. klasse skal den unge naturligvis frit kunne vælge, om hun søger gymnasiet, erhvervsuddannelserne eller andre veje. Men vi bør have sikkerhed for, at de unge efter 10. klasse har fået et klart billede af arbejdslivet og erhvervsuddannelserne – så de kan træffe deres valg på et oplyst grundlag.

Sidst, men ikke mindst, så skal vi også have øje for de unge, der hverken er klar til erhvervsskolerne eller gymnasierne. Vi har siden 1993 haft den såkaldte 95-procent-målsætning, der i al sin enkelhed går ud på, at 95 procent af en ungdomsårgang skal have en ungdomsuddannelse. Hensigterne med målsætningen er noble, og regering efter regering har gennem de sidste to årtier da også tilsluttet sig den.

Men uddannelse bør ikke altid være et mål i sig selv. Det væsentlige er, at man får et meningsfyldt liv, hvor man kan forsørge sig selv.

Måske der er nogle unge, som bliver klemt i et system, som ser øjeblikkelig uddannelse som den eneste løsning. Måske der er unge, som udvikler sig bedre på en arbejdsplads end på en skolebænk – om ikke andet, så i en kort periode og som et skridt på vejen videre til ungdomsuddannelserne.

Vi bliver derfor nødt til at erkende, at skolebænken ganske vist er det rigtigste for det meste og for de fleste – men ikke altid og for alle. Nogle unge er træt af skolesystemet, og løsningen for dem er ikke bare mere skole. De har mere gavn af at komme ud og mærke mening i virkeligheden på arbejdsmarkedet. Nogle af disse kan så fortsætte deres udvikling og opkvalificering på arbejdsmarkedet resten af livet. Og andre kan vende tilbage og tage en ungdomsuddannelse, når de har været ude i virkeligheden og oplevet, hvad de kan bruge den til.

Kort sagt, så handler det om, at vi skal gøre op med uddannelsessnobberiet og erkende, at forskellige unge har forskellige talenter. Nogen trives bedst på gymnasierne, nogen finder deres kald på erhvervsuddannelserne, og nogen skal ud på arbejdsmarkedet og få jord under neglene her og nu.

Bragt i Jyllands-Posten 2. februar 2017