Æblet falder ikke langt fra stammen

Af chefkonsulent Maria Bille Høeg, Dansk Arbejdsgiverforening

For nyligt offentliggjorde Beskæftigelsesministeriet nye tal, der viser, at kontanthjælp går i arv. To ud af tre af de unge kontanthjælpsmodtagere under 30 år har mindst én forælder, der også har været på kontanthjælp. Det samme gælder kun for 10 pct. af de unge under 30 år, der er i beskæftigelse og aldrig har modtaget kontanthjælp. De unge kontanthjælpsmodtagere har altså arvet kontanthjælpen og den livsstil, der følger med fra deres forældre. Det er rystende facts.

Tilbage står så spørgsmålet, hvorfor vi i Danmark dog har indført og tillader et kontanthjælpssystem, der fastholder generationer af familier på offentlig forsørgelse med et liv uden for fællesskabet? Hvis svaret er, at ydelsen er indført for at bryde en negativ social arv, har vi i hvert fald fejlet.

Vi præges alle af vores opvækst. Særligt i barndommen er vi modtagelige over for mønstre i de relationer, vi indgår i. Det betyder noget, om mor og far har en fast hverdagsrytme og står op og går på arbejde eller bliver hjemme på sofaen. Om mor og far indgår i et socialt og fagligt fællesskab med gode kolleger, eller om de isolerer sig i ensomhed på sofaen. Og om mor og far bruger dagen på at udføre meningsfuldt arbejde, som de fortæller om ved aftensbordet, eller om dagen har været brugt på meningsløst tv-kiggeri på sofaen. Selvfølgelig gør det det. For børn spejler sig i deres forældre. Vi forældre er rollemodeller på godt og ondt.

Og det forpligter. Vi har et ansvar for og en pligt til at gå foran og inspirere og motivere vores børn gennem vores egen livsførelse. Det kommer ikke af sig selv. Børnene skal klædes på til et voksenliv i fælleskabet inde på banen. Ellers er der risiko for, at de ender ude på bænken – eller på sofaen, om man vil.

Vi kan alle møde svære perioder, hvor det kniber med overskud og vi næsten ikke magter forældreopgaven. Sygdom eller arbejdsløshed kan ramme os alle. Og netop for at sørge for, at livets op- og nedturer ikke rammer os og børnene for hårdt, har velfærdssamfundet spændt et socialt sikkerhedsnet ud under os og tilbyder forsørgelse betalt af det offentlige, mens det står på.

Fra tid til anden bliver vi mindet om tiden, før vi for alvor fik etableret den moderne velfærdsstat og sikkerhedsnettet i 1970’erne. Som f.eks. af Merete Pryds Helle, der for nyligt fik De Gyldne Laurbær for slægtskrøniken Folkets Skønhed. Her fortæller forfatteren om, hvordan rammerne for hovedpersonen Maries opvækst i en fattig landarbejderfamilie på Langeland sætter sine dybe spor. End ikke materiel fremgang – et nybygget parcelhus i en københavnerforstad udstyret med møbler fra Daells Varehus osv. – får skyggerne fra den barske opvækst og de svære familierelationer til at forsvinde. De ligger dybt forankret i hende.

Så i fortællingen gemmer sig en vigtig pointe. Det er en misforståelse at tro, at den materielle fremgang, som det moderne samfund tilbyder, forbedrer familiers livsbagage. Vi kan ikke bare ”stikke” familierne kontanthjælp og så forvente, at problemet er løst. Tvært imod er der risiko for, at kontanthjælpen i sig selv bliver del af bagagen, der bæres videre fra generation til generation. Præcis som tallene dokumenterer.

For at bryde mønstret, er der brug for en anden medicin. Og heldigvis er medicinen tilgængelig. Den findes på arbejdsmarkedet. For arbejde er på samme tid et middel og et mål. At være en del af et fagligt fællesskab, have noget at stå op til og nogle at dele dagen med giver den enkelte livskvalitet og forebygger samtidig, at kommende generationer sidder fast i kontanthjælpsfælden. Arbejde er medicinen, der skal bryde mønsteret, så fremtidens børn ikke fødes til kontanthjælp.

Blogindlæg bragt i Jyllands-Posten 2. marts 2017