Trepartsaftale om integration er en genistreg

Af chefkonsulent Berit Toft Fihl, Dansk Arbejdsgiverforening

Kritikerne af trepartsaftalen om integration har travlt med at kalde den en fiasko. Der ser slet ikke de positive resultater, aftalen har medført.

Sidste års trepartsaftale om integration må næsten være en af nyere tids mest kritiserede politiske aftaler.

Flere medier og kommentatorer har mødt aftalen med skepsis, mens Børsen i en leder går i spidsen af kritikken og allerede har udråbt aftalen til at være en decideret fiasko.

Mens flere har bidt sig fast i en meget snæver løsning om indslusningsløn, har virkeligheden om integrationen rykket sig.

Man fristes til at mene, at kritikerne har stirret sig så blinde i kampen for deres egne løsninger, at de ikke har ænset, at udviklingen har vendt, og at det faktisk går i den rigtige retning med at få flygtninge ind på arbejdsmarkedet.

Der var dårlige forudsætninger for integrationen, da arbejdet med sidste års trepartsaftale gik i gang.

Integrationen var ikke bare gået i stå: Den gik også den forkerte vej.

For de flygtninge, der kom hertil i 2010, var 10 pct. i job efter halvandet år, men det kun var 4 pct. af de flygtninge, der kom i 2014, der var i job efter halvandet år.

Et så stort problem kalder ikke kun på ideologiske løsninger.

Alle kunne enes

Trepartsaftalen var en håndværksmæssig genistreg, fordi det lykkedes at lande en aftale, som både regeringen, oppositionen, fagbevægelsen, arbejdsgiversiden og kommunerne kunne enes om.

Det var, indrømmet, ikke en helt let opgave.

Men det var en nødvendig forudsætning for, at vi kunne få en virkningsfuld aftale, der også kunne blive ført ud i livet fra alle dele af arbejdsmarkedet.

Et af de mest tydelige resultater af trepartsaftalen er, at jobcentrenes forventninger til flygtningenes evner er vendt 180 grader.

Tidligere mente beskæftigelsessystemet ikke, at man var klar til at søge job, før man havde danskkompetencerne til at skrive en joblog eller lægge cv op på Jobnet.

Derfor stillede man kun krav til 3 pct. om, at de skulle stå til rådighed for arbejdsmarkedet.

I dag er det tilfældet for 60 pct. af flygtningene, og der er god grund til at forvente, at udviklingen fortsætter.

Derudover er markant flere flygtninge kommet ud på virksomhederne.

I de første ti måneder af 2016 kom næsten 3000 flygtninge i helt almindelige job, uden at de fik nogen form for offentlig forsørgelse.

På trods af at gruppen af flygtninge er vokset markant, er andelen af flygtninge, der kom i job, fordoblet.

Samtidig er der med 6000 flygtninge i virksomhedspraktik lige nu rundt om på de danske arbejdspladser også sket et markant skift.

Her skal trepartsaftalen selvfølgelig ikke have al rosen.

Aftalen har sat sine spor

Indførelsen af integrationsydelse har eksempelvis haft en meget positiv effekt på incitamentet til at komme i arbejde, men flere initiativer fra trepartsaftalen har også sat deres tydelige spor i denne sammenhæng. På trods af at den såkaldte integrationsuddannelse, som også kaldes IGU'en, kun er en mindre del af trepartsaftalen, er den løbet med størstedelen af opmærksomheden.

Idéen bag ordningen var at kombinere arbejde og samtidig sikre en lettere entré til arbejdsmarkedet med lønninger, der på det private område typisk ligger mellem 60 og 80 kr. i timen.

Vurderet på ordningens første godt halve år er det nærliggende at udpege den til en fiasko, da det kun er lykkedes at oprette knap 270 pladser.

Ser man derimod på udviklingen, står det klart og tydeligt, at IGU'en som alt andet tager noget tid at skubbe i gang.

I januar og februar blev der indgået 154 nye aftaler.

Det er langt flere, end der blev aftalt i de første seks måneder af ordningens levetid, og følger man ordningen tæt er det tydeligt, at der er god grund til optimisme i udviklingen.

Anerkend udviklingen

Det ville klæde de mange kritikere af trepartsaftalen at anerkende udviklingen.

I stedet for at male fanden på væggen så burde de erkende, at trepartsaftalen indtil nu har leveret positive resultater.

Mange har måske ønsket sig noget andet eller noget mere, end det lykkedes at komme frem til, men der er ingen grund til at tale en velfungerende aftale ned og samtidig indirekte sabotere den ved at erklære den en fiasko, inden den for alvor har haft mulighed for at vise sit værd.

Bragt i Børsen 14. marts 2017