Hurra for færre førtidspensioner!

Af chefkonsulent Maria Bille Høeg, Dansk Arbejdsgiverforening

Der er i dag langt færre, der får førtidspension, end for kun et par år siden. På bare fem år er antallet af årlige tilkendelser af førtidspension faldet fra hele 17.000 i 2010 til 7.000 i 2015. Det er resultatet af, at man i 2013 strammede væsentligt op på førtidspensionen. Tro det eller ej: Det er faktisk en glædelig nyhed for samfundet og de danskere, der står på kanten af samfundet.

Man skulle ellers tro det omvendte. Særligt når man hører historier om mennesker, der ikke længere får førtidspension, og nu bliver presset ind i arbejdsprøvning ”få minutter om ugen”. Her tænker nogle nok, at disse mennesker helst skulle lades være i fred og få den førtidspension, de ønsker.

Virkeligheden er selvfølgelig mere nuanceret end som så. Og mens der naturligvis er behov for løbende justeringer, så er færre førtidspensioner som udgangspunkt en god ting for den enkelte. Kommunerne har nemlig tidligere været rundhåndede med førtidspensionerne: Dels fordi de kunne spare penge ved at parkere syge på førtidspension, og dels fordi, der var et mantra om, at sygdom bedst bekæmpes i sygesengen.

Derfor gav kommunerne også førtidspension til højre og venstre til eksempelvis unge med psykiske lidelser, såsom depression. I dag peger psykologer tydeligt på, at psykiske problemer ofte bliver værre af, at man bare går derhjemme i stedet for at have en sammenhængende dagligdag med gode kolleger og et formål at stå op til. Ved at give unødvendige førtidspensioner, har systemet med andre ord også været med til at forværre mange danskeres problemer. I stedet for at hjælpe udsatte borgere med at håndtere deres sygdomme, er de blevet parkeret varigt på offentlig forsørgelse. Det store fald, der siden hen har været i nye førtidspensioner, er generelt inden for diagnoser, som ligesom depression er let behandlelige.

Alt for sjældent hører vi om mennesker, som faktisk kommer i arbejde, selv om de har helbredsmæssige problemer. Et eksempel er Kirsten, som man kan læse om på hjemmesiden nyfleks.dk. Kirsten arbejdede som pædagogmedhjælper, indtil hun blev syg først med stress og depression og siden med en blodprop og slidgigt. Men Kirsten besluttede sig for at ”springe op på hesten igen” og prøve kræfter med en ny branche. Med hjælp fra kommunen fleksjobber hun i dag 20 timer om ugen i en kantine.  

Før reformen ville Kirsten givetvis have været en klar kandidat til førtidspension. Men som Kirsten selv siger: ”Jeg har ondt, uanset om jeg sidder hjemme i sofaen, eller om jeg går herude. Men man glemmer nemmere, at man har ondt, når man gør noget, man godt kan li’”.

Og selvfølgelig er Kirsten ikke et enkeltstående eksempel. For på samme hjemmeside kan man også læse om bl.a. Monika, som arbejder på trods af ledsmerter og træthed. Eller om Jan, der har fastholdt sin tilknytning til arbejdsmarkedet på trods af en hjerneskade.

De mennesker bliver ikke længere kasseret, men får nu en chance for at komme sig og på sigt deltage i fællesskabet på arbejdsmarkedet igen. Derfor er der god grund til at råbe hurra for færre førtidspensioner. Ikke fordi vi er kommet i mål endnu.

Men fordi kanonen nu er rettet langt bedre ind, dømmer vi nu langt færre mennesker til at leve resten af deres liv på førtidspension, når de rent faktisk kan få det bedre. For det er ingen tjent med.

Bragt i Jyllands-Posten den 3. april 2017