Ishøj lader de ledige i stikken

Af chefkonsulent Maria Bille Høeg, Dansk Arbejdsgiverforening

Vi har i den offentlige debat et evindeligt fokus på at få flere fra offentlig forsørgelse over i job. Og med god grund – for der stadig lang vej igen, når det gælder den rette støtte til mange af landets ledige.

Forleden kunne vi læse i JP, at Ishøj Kommune halter langt bag efter andre kommuner i arbejdet med at få ledige i job. Ishøj indtager den lidet flatterende sidsteplads som nummer sjok blandt Danmarks 98 kommuner, når det gælder hvor stor en andel af borgerne, der er i job. Paradoksalt nok har flere virksomheder i Ishøj og omegn samtidig svært ved at tiltrække nye medarbejdere til ledige stillinger. Så der er altså job at få. Men alligevel lader Ishøj Kommune de ledige i stikken.

Fra Ishøjs borgmester Ole Bjørstorp lyder forklaringen: ”Det der med at de ledige bare kan tage et arbejde, det gælder ikke vores ledige”. Han peger bl.a. på, at Ishøj har mange fremmedsprogede og ufaglærte ledige. Og selvfølgelig er der forskel på de danske kommuners rammebetingelser. Forskel på by og land, øst og vest osv. Men er de grundlæggende betingelser i Ishøj så meget anderledes end i f.eks. nabokommunen Høje-Taastrup, som klarer sig bedre, når det gælder evnen til at få kontanthjælpsmodtagere i arbejde? Svaret er selvfølgelig nej. Det er jo det samme arbejdsmarked, de ledige i de to kommuner skal ud at møde. Og Høje-Taastrup har med ghettoområder som Tåstrupgård og Charlotteager også en del at kæmpe med.

Men efter et besøg i Høje-Taastrup jobcenter for nyligt blev det helt tydeligt for mig, hvad der er skyld i den store forskel på kommunernes succes på det her område. Det handler ikke om alle mulige ydre forhold. Det handler om noget så simpelt som, hvordan man arbejder med de ledige. I Høje-Taastrup er tilgangen ekstremt virksomhedsrettet med fokus på at matche de ledige med virksomhedernes behov for arbejdskraft. Og det behov er stigende.

I efteråret var der ikke mindre end 20.000 stillinger i Danmark, som virksomhederne ikke kunne besætte, hvilket er en stigning på 10 pct. siden sidste efterår. Det er ikke kun inden for det højt specialiserede område, at de ledige stillinger findes. Også til stillinger, der ikke kræver særlige uddannelsesmæssige kvalifikationer, oplever virksomheder, at det er svært at finde medarbejdere. For eksempel inden for områder som rengøring, telemarketing, butik og service.  

Inden for transportområdet, hvor jobbet som chauffør dog blandt andet kræver et stort kørekort, er det heller ikke nemt at finde nye medarbejdere. I JP’s artikel kan vi læse om JH Transport, som har til huse på Vestegnen. Vognmandsfirmaet har med jævne mellemrum brug for nye folk, men har svært ved at finde de rigtige. Og der er ikke megen hjælp at hente fra jobcentret i Ishøj.

I Høje-Taastrup har kommunen til gengæld grebet udfordringen helt anderledes an. Her har de en enkel opskrift på job: ”Ta’ et kørekort, og du får et arbejde”. Det har været med til at gøre Høje-Taastrup til en af landets allerbedste kommuner, når det gælder om at få kontanthjælpsmodtagere i arbejde. Også langvarige kontanthjælpsmodtagere uden uddannelse. De deltager i individuelle forløb, der omfatter skole, praktik og motion to gange om ugen og så ender med et job i transportbranchen. Så det kan lade sig gøre.

Men når kommunerne har vidt forskellig tilgang til at sætte aktive tiltag i gang, der fører til job, så giver det borgerne ulige muligheder for at udfolde sig og få et godt arbejdsliv. Alle kommuner har rammer til at gøre, hvad de kan for at give deres borgere en chance for at tage del i arbejdsfællesskabets fordele.

Derfor er det uholdbart, at nogle kommuner lader de ledige i stikken. I hvilken verden er det fair, at du bliver fastholdt i ledighed, fordi du tilfældigvis er bosat i en kommune uden tiltrækkeligt blik for at rydde barrierer af vejen for job? For jobbene er der – både på få timer om ugen og på fuld tid og inden for mange forskellige brancher.

Men det kræver, at alle kommuner tager det ansvar på sig, som de har fået. De skal ikke sende deres ledige i nyttesløse aktiveringskurser eller pakke dem ind i vat. Beskæftigelsesindsatsen har ét og kun ét mål: At få ledige i arbejde. Og evner man ikke den opgave, ja, så lader man i allerhøjeste grad sine borgere i stikken.

Bragt i JP den 26. maj 2017