Pensionsudspil er et godt første skridt

Et godt skridt, men ikke nok, mener DA’s adm. direktør Jacob Holbraad om regeringens og DF’s pensionsudspil. Folkepensionens pensionstillæg bør i fremtiden spille en endnu mindre rolle.

Regeringen og Dansk Folkeparti har i dag indgået en aftale om ændringer i pensionssystemet.

Aftalen indeholder blandt andet:

  • Bedre mulighed for en aldersopsparing. Dvs. at man op til fem år før folkepensionen kan spare netto 50.000 kr. op årligt.
  • Der er afsat 2,4 mia. kr. til skattelettelser af pensionsindbetalinger. Den konkrete udmøntning aftales først til efteråret.

Adm. direktør Jacob Holbraad:

”Regeringen og Dansk Folkeparti har nu taget et godt skridt til at gøre det mere attraktivt for den enkelte at spare op til pensionen. Det er positivt.

Jeg synes også, det er glædeligt, at man for de personer der er tæt på pensionsalderen, har fundet en løsning, der gør det attraktivt at spare op.

Og det er godt, at der er afsat 2,4 mia. kr. til skattelettelser for pensionsindbetalinger. Det er vigtigt, at de penge bliver anvendt målrettet, så de primært går til de grupper, der lige nu har mindst økonomisk gevinst ved at spare op.

Aftalen er derfor en god begyndelse, men den er ikke nok. Selv med denne aftale kan det for mange danskere stadig ikke i tilstrækkeligt omfang betale sig at spare op. Det skyldes, at de kan se frem til at blive modregnet i forskellige offentlige pensionstillæg.

Hvis vi skal sikre en langsigtet løsning, så alle kan se den økonomiske værdi i at spare op til pensionen, kræver det yderligere initiativer. Det er især nødvendigt at få folkepensionens pensionstillæg til at spille en mindre rolle med tiden.”

Arbejdsmarked
20. juni 2017
KONTAKT
Adm. direktør
Jacob Holbraad
33 38 93 00
jah@da.dk
LINKS
Link til aftalen