Vi må gøre op med krævermentaliteten

Af chefkonsulent Maria Bille Høeg, Dansk Arbejdsgiverforening

Vores ekstremt omfattende velfærdsstat har den slagside, at det personlige ansvar er ved at lide en stille kvælningsdød. Det så vi et skræmmende godt eksempel på forleden.

Et gammelt udtryk siger, at der skal to til en tango. På forsiden af Ekstra Bladet kunne vi i sidste uge læse om 48-årige Elisabeth, der nok vil gøre enhver danselærer temmelig frustreret. For Elisabeth er bestemt ikke villig til at danse mere.

Hun har været på offentlig forsørgelse siden 2008, hvor hun blev sygemeldt. Først med stress, der udviklede sig til en svær depression og siden med adskillige andre helbredsproblemer. Hendes psykiater forklarer de tiltagende problemer med, at hun reagerer på ”den årelange uvished”, som følge af en uafklaret fremtid. Altså, at hun endnu ikke har fået førtidspension, men må ”nøjes” med et såkaldt ressourceforløb. Et ressourceforløb er en relativ ny ordning for syge mennesker, hvor jobcenter, psykologer og læger i fællesskab prøver at hjælpe dem til at blive raske. Eller i al fald i stand til at fungere så godt, at de kan komme i job, evt. på nedsat tid. Filosofien er, at ingen bliver lykkelig af at være parkeret passivt på førtidspension resten af livet, hvis man kan klare sig selv.

Men som vi kan læse i artiklen, er tilbuddet om ressourceforløb mildest talt ikke faldet i Elisabeths smag. Hun beklager sig over kommunens sagsbehandlere, som hun kalder vatnisser, som ikke holder aftaler eller ringer. I hele 2016 bestod hendes ressourceforløb alene af fire(!) samtaler med kommunen. Og ja, der kan ikke herske nogen tvivl om, at kommunens indsats lyder alt for ringe og på ingen måde er i tråd med formålet med ressourceforløbene. Men vi må ikke glemme, at ansvaret for, at Elisabeth bliver klar til job igen både ligger hos kommunen, men bestemt også hos Elisabeth selv. Hun har nøjagtig som alle os andre også selv et ansvar for at gøre, hvad hun kan for, at det lykkes at være en del af fællesskabet på arbejdsmarkedet. Men hun er ikke indstillet på at gøre en indsats. Hun ønsker en førtidspension. Som hun selv siger ”Jeg kommer aldrig til at arbejde igen, selv om jeg ville”. Altså, hun vil simpelthen ikke.

Og det er netop her, vi nærmer os et eksempel på en krævermentalitet. Det er altså ikke nok, at samfundet stiller op med betalte læge- og psykiaterbesøg, sygehusbehandling, jobcenterbesøg, varmtvandstræning, sygedagpenge, ressourceforløbsydelse osv. Nej, mer’ vil ha’ mer’. Først med en førtidspension, der indebærer, at samfundet forpligter sig til at betale offentlig forsørgelse på ca. 18.500 kr. hver måned de næste 17 år frem til pensionsalderen, er målet nået.

Tidligere strøede kommunerne førtidspension ud med rund hånd. Sådan er det heldigvis ikke helt mere. For med reformen af førtidspension og fleksjob i 2013 er det nemlig blevet langt sværere at få førtidspension – særligt for personer under 40 år. De skal i stedet tilbydes et ressourceforløb. Det har medført en halvering i antallet af tilkendelser af førtidspension fra ca. 14.500 i 2012 til omkring 7.600 i 2016. Faldet opvejes af tilgangen til de nye ressourceforløb, så den samlede tilgang til førtidspension inkl. ressourceforløb er på niveau med 2012. Så vi må selvfølgelig glæde os over, at langt færre mennesker opgives til passiv forsørgelse. Flere får nu en hjælpende hånd til at returnere til et aktivt liv på arbejdsmarkedet.

I Danmark er velfærdsstaten betydeligt mere udbygget end i andre lande. Vi har en omfattende social sikring, alle danskere er sikret et forsørgelsesgrundlag, f.eks. på kontanthjælp eller førtidspension, og sygehusvæsnet i alle dets afskygninger er stort set dækket af det offentlige. Det burde give anledning til taknemmelighed. Men i stedet møder vi gang på gang krav om mer’. Uden tanke på, at andre kommer til at mangle, fordi nogle grupper kræver ind.

Den lette løsning i Elisabeths tilfælde vil selvfølgelig være at give efter for presset og tilkende førtidspension, sådan som vi gjorde før reformen i 2013. Men det er både en dårlig og en dyr løsning at parkere mennesker på permanent offentlig forsørgelse, hvis det kan undgås. Dårlig fordi helbredsproblemer ikke er statiske. Mange – også psykiske lidelser – er dynamiske og arbejdsevnen kan udvikles og sygdommen takles over tid under de rette forhold. Og dyr både for samfundsøkonomien og for den enkelte, fordi job og livskvalitet hænger sammen.

Så vi må drage omsorg for mennesker med nedsat arbejdsevne ved at tilbyde dem at blive en del af fællesskabet på arbejdsmarkedet. Og skal det lykkes, forudsætter det, at den enkelte også selv er villig til at gøre en indsats. Derfor må vi gøre op med krævermentaliteten og løfte blikket lidt væk fra egen næsetip, når vi stiller krav om, hvad velfærdsstaten skal klare.

Bragt i Jyllands-Posten den 22. juni 2017