Drop fløjlshandskerne og de misforståede hensyn

Af chefkonsulent Maria Bille Høeg, Dansk Arbejdsgiverforening

Hvis integrationen skal lykkes, skal indvandrerkvinder i job.

Forleden kaldte radiovært René Fredensborg i Berlingske danske kvinder ”umulige”, i modsætning til asiatiske kvinder som han selv har særdeles gode erfaringer med. For selv nyder han nemlig godt af sin egen filippinske kærestes husarbejde. Hun både vasker og håndfodrer ham flere gange i døgnet og sørger dagligt for rene håndvaskede underbukser, glatstrøgne skjorter og anden service. Til gengæld betaler han for alt.

Man skal naturligvis have lov til at indrette sig som man vil. Men den ekstremt konservative livstil, som er kommet med indvandring til Danmark, har dog også vist sig at være en trist fortælling for det danske samfund.

Lige som mange andre ikke-vestlige kvinder, der lever i Danmark, er Renés kæreste styret af tidligere tiders kønsroller, hvor manden er skaffedyret og kvinden er serviceorganet. Roller, som har vist sig at være så begrænsende og hæmmende, at de spænder ben for en plads på arbejdsmarkedet for de titusindvis af ikke-vestlige kvinder, der i Velfærdsdanmark ikke engang forsørges af ægtemanden men af det offentlige – altså af dig og mig. Dermed er forstokkede ideer om, hvordan ”rigtige” kvinder bør opføre sig, som Réné Fredensborg desværre ikke står alene med, en voldsom udfordring for integrationen i Danmark og efterlader os med en regning på 33 mia. kr. om året.

For det er virkelig bekymrende, hvor dårligt vi er lykkedes med at få indvandrerkvinder i arbejde. De har en markant højere arbejdsløshed end etniske danske kvinder. Tal fra Beskæftigelsesministeriet viser, at andelen af danske kvinder, som hver dag passer et job, er ca. 30 procentpoint højere end for ikke-vestlige indvandrerkvinder.

Årsagen til den markante forskel er blandt andet kulturel. Mange ikke-vestlige indvandrerfamilier hænger netop fast i de nævnte familiestrukturer og kønsroller, som stammer fra de patriarkalske samfund, familierne oprindeligt kommer fra. Kvinderne foretrækker at blive forsørget – nu ikke længere på mandens men på det offentliges regning – vel at mærke. De bruger timer på opvartning og rengøring i hjemmet i stedet for at få arbejdserfaring, tilegne sig dansk sprog og kultur ved at omgås kolleger på en arbejdsplads og opbygge en arbejdsidentitet.

Kvinderne kan tilmed være underlagt den strenge sociale kontrol, der er udbredt i visse etniske miljøer. Her lever kvinderne med en begrænset frihed og er f.eks. afhængige af mandens accept af, at de går på arbejde. Og alt for mange indvandrermænd er desværre imod. Dels fordi disse mænd sjældent ser det som deres opgave at hjælpe til i hjemmet, hvilket i mange tilfælde vil være nødvendigt for at få dagligdagen for en familie til at hænge sammen. Dels kan indvandrermænd føle sig truet – f.eks. af kvindens mandlige kollega eller af de konkrete opgaver, kvinden skal udføre på jobbet. Derved bliver de gammeldags fastlåste kønsroller og den sociale kontrol en voldsom hindring for kvindernes livsudfoldelse og for den sociale og arbejdsmæssige integration.

Men samfundet har også et væsentligt medansvar for, at disse kvinder ikke er i arbejde. Vi har i årtier mødt dem med et måske velmenende men altså helt misforstået hensyn, pakket dem ind i velfærd og stillet alt for få og for utydelige krav. Så fejlen ligger også hos os selv og er desværre endnu ikke blevet ”rettet”. For eksempel er det helt ubegribeligt, at kommunerne vurderer, at 4 ud af 5 ikke-vestlige kvinder på kontanthjælp ikke kan klare et arbejde, og dermed er fritaget fra krav om at være til rådighed for arbejdsmarkedet og søge job. Det kan simpelthen ikke passe! Særligt når erfaringerne fra trepartsaftalen om integration fra 2016 viser, at det med politisk ønske er muligt at løfte nyankomne flygtninges jobparathed betydeligt, hvilket igen er udtryk for, at kommunerne tidligere fejlvurderede mange flygtninges arbejdsevne.

For at rette op på årtiers fejlslagne integration er det derfor helt afgørende at smide fløjlshandskerne. Vi må bryde de kulturelle barrierer og gøre op med den hæmmende kønsrolleopfattelse ved at møde indvandrerfamilierne med moderne krav og forventninger. Vi må kræve, at de ikke-vestlige kvinder kommer ud på arbejdsmarkedet, for arbejdsmarkedet er det suverænt bedste integrationsredskab. Det er sundt og værdigt at kunne forsørge sig selv! Og vi må forvente, at det kan lade sig gøre. Kan man varte op og gøre rent derhjemme, er man helt sikkert også i stand til at udføre opgaver uden for hjemmets fire vægge. Så et opgør med reaktionære, formynderiske og egoistiske holdninger – uanset om de kommer fra indvandrermænd eller danske mænd på tur til Sydøstasien – er bydende nødvendigt for en vellykket og ambitiøs integration af indvandrerkvinder i det danske samfund.