Gode udspil - men behov for flere hænder på arbejdsmarkedet

Ugens udspil fra regeringen, der netop er kronet med finanslovforslaget, har de rigtige tanker. Vi skal skabe vækst og arbejdspladser ved at gøre det endnu mere attraktivt at arbejde. Men der er fortsat behov for flere hænder på arbejdsmarkedet.

Regeringen har i dag fremlagt sit forslag til en finanslov. Finanslovsforslaget afrunder en uge med flere politiske udspil om blandt andet skat, pension og vækst.

Adm. direktør Jacob Holbraad:

”Regeringen har fremlagt en række politiske udspil og en finanslov, der peger i den rigtige retning. Jeg er grundlæggende enig med regeringen i, at det opsving, vi er på vej ind i skal bevares og forstærkes ved at flere skal arbejde.

Men den helt afgørende betingelse for, at vi kan udnytte væksten er, at vi har nok hænder. Og det kniber lige nu. Virksomhederne mangler kvalificerede medarbejdere. Hvis ikke opsvinget skal tabes, skal vi bruge flere af dem.

Jeg vil gå så vidt som at sige, at manglen på flere kompetente medarbejdere er Danmarks største økonomiske udfordring.

Regeringen har derfor trukket i et godt og rigtigt håndtag ved at give alle danskere – uanset indkomst - en større gevinst ved at arbejde. Men det er ikke nok. Det private erhvervsliv skaber for tiden 4.000 nye job om måneden, så behovet for kvalificeret arbejdskraft er i den grad til stede. Vi må derfor også gå andre veje end skattelempelser.

Lad mig give nogle bud på gode kilder til flere medarbejdere:

Udenlandsk arbejdskraft, hvor vi får specialister til landet, er en oplagt vej at gå. Specialister fra ikke-EU lande er en kæmpe gevinst for Danmark og for virksomhederne. Derfor er det trist, at et flertal uden om regeringen på det seneste er gået den modsatte vej, og har gjort det sværere for virksomhederne at få den vigtige arbejdskraft hertil.

Kommunernes indsats er også en nøgle. Der er stor forskel på, hvor gode kommunerne er til at løfte deres ansvar på beskæftigelsesområdet. F.eks. når det gælder om at hjælpe indvandrere og ledige danskere i job, er der stor kommunal forskel på succesen. Her ligger et stort potentiale, hvis de dårlige kommuner lærer af de dygtige.

Vi bør også gribe ind over for den høje ledighed, som nyuddannede akademikere har. De skal være mere mobile og have en større tilskyndelse til at gå fra dagpenge til job.

Uanset partifarve er det er en bunden opgave for politikerne at finde flere veje, så Danmark ikke går glip af det opsving, vi er på vej ind i.”

Mere viden

Regeringens finanslovsforslag for 2018

Arbejdsmarked
31. august 2017
KONTAKT
Adm. direktør
Jacob Holbraad
33 38 93 00
jah@da.dk
LÆS MERE
Mere viden