DA: Deleøkonomi resulterer ikke i løs tilknytning til arbejdsmarkedet

Af underdirektør Steen Müntzberg, Dansk Arbejdsgiverforening

Innovative iværksættere eller løntrykkere?

Spørgsmålet beskriver meget godt fløjene i debatten, når vi diskuterer deleøkonomi og ikke mindst de mennesker, der arbejder i den. Lad mig starte med at give mit svar på spørgsmålet: Personer, som udbyder tjenester og tjener penge via digitale platforme, er hverken løntrykkere eller stakler – tværtimod – de bidrager til samfundet efter de samme regler som øvrige selvstændige, bare på en ny og mere fleksibel måde via en digital platform.

Men hvorfor opstår myten om, at personer, der udfører opgaver gennem deleøkonomiske platforme, er en ny underklasse – et prekariat? Det korte – lidt firkantede - svar er, at dele af fagbevægelsen ser et mere fleksibelt arbejdsmarked som en trussel mod de rettigheder, lønmodtagerne allerede har opnået. Men det er en misforståelse.

Lønmodtagere har en række rettigheder i form af blandt andet ret til betalt ferie, ret til fravær og betaling under graviditet, barsel med videre, regler om information og høring, opsigelsesvarsler, arbejdstid og rammer for lønnens størrelse og forhandling. Disse rettigheder er opnået via kollektive forhandlinger mellem fagforeninger og arbejdsgivere. Eller via politisk pres fra fagbevægelsen.

Selvstændige står med det fulde ansvar
I modsætning til lønmodtagere udfører selvstændige opgaver for egen regning og risiko og er ikke underlagt en instruktionsbeføjelse. Det vil sige, de vælger selv, hvordan de ønsker at løse en opgave, uden at en leder står og ånder dem i nakken. Disse personer er ikke omfattet af den ansættelsesretlige lovgivning eller af de kollektive overenskomster og sørger derfor som udgangspunkt selv for forsikring mod sygdom og indtægtstab og pension. De er frie fugle og bestemmer selv.

Mange mener, at der skal indføres særlige regler for deleøkonomiske platforme for at sikre disse personer de samme rettigheder som dem, der gælder for lønmodtagere. Mere regulering er imidlertid ikke vejen frem.

Den eksisterende lovgivning for selvstændige kan godt håndtere de spørgsmål, der rejses fra visse sider i forbindelse med udførelse af arbejde via de nye digitale platforme.

De danske regler åbner nemlig for, at selvstændige kan tilmelde sig ordninger for sygeforsikring, arbejdsløshedsforsikring og ATP, og der er netop sket justering af dagpengereglerne for at tage højde for eventuelle gråzoner, som ikke tidligere har været teknisk muligt i dagpengesystemet. Med et skattefinansieret socialt sikringssystem er der ikke grund til at bekymre sig om social beskyttelse af de personer, der vælger at udføre arbejdsopgaver via en digital plaform.

Løs tilknytning til arbejdsmarkedet er en myte
Langt de fleste, som yder tjenester via en digital platform, gør det i dag i begrænset omfang og som supplement til deres almindelige indtægt. Derfor er der heller ikke noget, der tyder på, at der er et boom i personer med løs tilknytning til det danske arbejdsmarked, men nærmere en lettere adgang til at skabe indtægter for almindelige danskere.

Når man i en række europæiske lande er bekymrede over konsekvenserne af beskæftigelse via platformsøkonomiske virksomheder, skyldes det jo primært, at disse lande sammenlignet med Danmark har nogle fleksible arbejdsmarkedsmodeller, og at social sikring ofte er bundet op på et ansættelsesforhold. Det er jo ikke tilfældet i Danmark, og derfor ser vi heller ikke en tilsvarende udvikling.

Selvfølgelig skal gældende regler overholdes
Udbydere gennem digitale virksomheder skal naturligvis på linje med andre virksomheder overholde de regler og krav, som følger af dansk og international ret, det gælder for eksempel i forhold til at betale skat og overholde arbejdsmiljøloven, konkurrenceloven m.v. Men samtidig er det afgørende, at vi sikrer en åben og fleksibel regulering, så vi kan håndtere alle virksomhedsformer i Danmark uden at opstille uhensigtsmæssige begrænsninger for deres aktiviteter.

Bragt i Altinget den 8. september 2017