DA: Få beskæftigelsespolitikken ind i valgkomapen

Af adm. direktør Jacob Holbraad, Dansk Arbejdsgiverforening

På tirsdag går vi til valg. Valgkampen har fyldt godt på de sociale såvel som de etablerede medier. Men traditionen tro er det ikke beskæftigelsespolitikken, der rydder forsiderne, når kommunalvalget er på dagsordenen.

Befolkningen interesserer sig, forståeligt nok, for folkeskoler, ældrepleje, cykelstier og grønne byrum – og medierne har helt naturligt fulgt trop.

Men det er en skam. Kommunerne har en stor indflydelse på, hvor mange borgere der sidder fast på offentlig forsørgelse. Beskæftigelsesindsatsen udgør mere end 20 procent af de kommunale budgetter. Hvis kommunerne formåede at reducere antallet af offentligt forsørgede, kunne det frigøre betydelige ressourcer til ekstra plejepersonale, grønne byrum, eller hvad man ellers har på ønskelisten i en given kommune.

Stor forskel på partiers krav til ledige

Men det er også en skam, fordi, som Altinget kunne afsløre i en artikel i sidste uge, der faktisk er rigtig stor forskel på, hvad de forskellige kandidater vil med beskæftigelsespolitikken. Det varierer meget fra parti til parti, hvor store krav kandidaterne ønsker at stille til de ledige.

Forskningen på området peger kun i én retning, og personligt er jeg heller ikke i tvivl. Den ledige skal opleve, at der stilles krav til ham. Det betyder noget, hvordan og hvor meget han arbejder med sin jobsøgning. Det hjælper ham ganske enkelt hurtigere i arbejde.

Det at bevæge sig fra ledighed til arbejde har selvsagt en ubeskrivelig værdi for den enkelte. Det er meningsgivende at være en del af arbejdsfællesskabet, og det betyder noget for privatøkonomien.

Mange penge på spil

Men det har også en direkte betydning for resten af samfundet. Hver gang det lykkes kommunen at flytte en person fra offentlig forsørgelse, som eksempelvis kontanthjælp, til arbejde, ryger der i snit 200.000 kroner i de offentlige kasser. Og dertil kommer, at flere og flere virksomheder må begrænse deres produktion, fordi de ikke kan finde kvalificerede medarbejdere nok.

Når virksomhederne ikke kan finde den nødvendige arbejdskraft, så koster det både for virksomhederne, for statskassen – og i høj grad også for kommunerne.

Der er med andre ord rigtig mange penge på spil. Når kommunen hjælper ledige i arbejde, er det først og fremmest godt for den enkelte. Men det betyder også, at der bliver ressourcer til at ansætte ekstra plejepersonale eller bygge en ny cykelsti.

Beskæftigelse er også et kommunalt anliggende

Måske vælgernes manglende optagethed af jobcentrenes arbejde skyldes, at vi har en opfattelse af, at det ikke rigtigt er et kommunalt anliggende. At på det her område er det Folketinget, der bestemmer – og derfor er det også kun til folketingsvalget, vi tager stilling til det.

I Altingets artikel fra sidste uge gav professor ved Aalborg Universitet, Thomas Bredgaard, netop udtryk for den indstilling. Men det er kun den halve sandhed.

Det er ganske rigtigt på Christiansborg, man sætter rammen for beskæftigelsesindsatsen. Men det er kun rammen. Byrådene har en meget stor indflydelse på, hvordan den udfyldes, og hvor stor succes de enkelte jobcentre har med at få ledige i arbejde.

Glem ikke byrådenes indflydelse  

Hvis man mister sit job i Ringsted, så går der i gennemsnit 16 uger, før man finder et nyt. I nabokommunen Lejre må man vente 28 uger. Det er næsten dobbelt så lang tid. Når forskellen er så stor, så kan man ikke alene pege på Christiansborg og sige, at det er dem, der sidder med ansvaret.

Den kommunale politik betyder noget. Byrådene har en indflydelse, og kandidaterne har rent faktisk forskellige holdninger til, hvor vigtigt det er at stille krav til den ledige. Og beskæftigelsespolitikken har stor betydning for kommunens samlede økonomi og evne til at levere på andre områder.

Den bør også have betydning, når vi sætter vores kryds på tirsdag.

Bragt i Altinget den 16. november 2017