Fælles mål for LO og DA i forbindelse med videreudvikling af den sociale indsats for et mere rummeligt arbejdsmarked

Målet om et mere rummeligt arbejdsmarked er dels at sikre, at så mange som muligt bliver fastholdt eller på ny får en plads på arbejdsmarkedet og dels at synliggøre og nyttiggøre den arbejdskraft der gemmer sig blandt de offentligt forsørgede. Et for stort antal mennesker er de seneste årtier blevet udstødt til længerevarende offentlig forsørgelse.

Vi står i en situation, som ifølge regeringen kræver en fortsat vækst og beskæfti­gelsesfremgang i arbejdsstyrken på 80.000 personer frem imod år 2005. I en lang periode fremover vil demografien bidrage negativt til arbejdsstyrken. Udgangs­punktet for at sikre det nødvendige arbejdsudbud bliver således langt vanskeli­gere, end det har været hidtil. Blandt andet derfor er det helt nødvendigt, at så mange som muligt får en mulighed for at spille en aktiv rolle på arbejdsmarke­det, hvilket samtidig vil betyde, at antallet af offentligt forsørgede i den erhvervsaktive alder bliver nedbragt i de kommende år.

Et mere rummeligt arbejdsmarked vil således være til gavn både for den enkelte og til gavn for samfundet.

Hvis det lykkes at gøre arbejdsmarkedet mere rummeligt vil

·        færre blive udstødt og marginaliseret og

·        flere med nedsat arbejdsevne kunne integreres på arbejdsmarkedet, og

·        arbejdsstyrken kunne øges,

- hvilket er en klar forudsætning for at sikre fremtidig vækst og velfærd.

Det rummelige arbejdsmarked skabes i et forpligtende fællesskab mellem arbejdsmarkedets parter, regeringen og kommunerne. Det er en klar forudsæt­ning for videreudviklingen af et mere rummeligt arbejdsmarked, at indsatsen fra det offentliges side og parternes indsats på de offentlige og private arbejdspladser fremmer de samme målsætninger.

Det sociale system skal således fremover koncentrere arbejdet om, at den enkelte person bringes tilbage på arbejdsmarkedet – det ordinære arbejdsmarked, sekun­dært til et job på særlige vilkår og kun som en sidste udvej henvises til en før­tidspension.

Udmøntningen af den nyligt indgåede politiske rammeaftale om en reform af førtidspensionssystemet vil formentlig blive afgørende for, om det vil lykkes at realisere disse målsætninger i de kommende år. Udover reformen af selve før­tidspensionssystemet indgår der i aftalen en lang række andre elementer med henblik på at sikre, at færre fremover får behov for en førtidspension.

LO og DA er af den grundlæggende opfattelse, at det i den forberedende fase - inden selve reformen iværksættes - er af væsentlig betydning at arbejde for, at alle de eksisterende muligheder for at fastholde så mange potentielle førtidspensioni­ster som muligt på arbejdsmarkedet udnyttes maksimalt. Dette gælder ikke mindst kommunernes forpligtelse til at sikre, at alle revaliderings- og aktive­ringsmuligheder m.m. er udtømt, inden der tilkendes førtidspension. I dag viser tallene, at kun et mindretal af nye førtidspensionister har gennemgået disse typer af forudgående foranstaltninger.

LO og DA mener desuden, at det i forbindelse med førtidspensionsreformproces­sen bør sikres, at de øvrige socialpolitiske ordninger også medvirker til, at så mange personer som muligt får en aktiv rolle på arbejdsmarkedet, og færre ender på førtidspension.

LO og DA er indstillet på aktivt at indgå i dette arbejde.

Parterne må derfor beklage, at de indtil videre ikke er inddraget i det udrednings­arbejde, som er iværksat med deltagelse af regeringen og kommunerne på bag­grund af finanslovaftalen om det rummelige arbejdsmarked og førtidspensions­reformen. 

Sociale kapitler/bestemmelser

Hvad angår parternes indsats for videreudvikling af et mere rummeligt arbejds­marked, er der nu indført sociale kapitler/bestemmelser i stort set samtlige over­enskomster på DA/LO området og hele det offentlige arbejdsmarked. Hermed er de overenskomstmæssige/aftalemæssige rammer for at fastholde allerede ansatte og ansættelse af personer med nedsat erhvervsevne etableret. Ved den seneste overenskomstfornyelse er de sociale kapitler blevet styrket på væsentlige områder gennem bl.a. aftaler om indførelse af fuld løn under sygdom og barsel, bedre beskyttelse mod afskedigelse under sygdom m.m.

LO og DA anser udbredelsen af de sociale kapitler for at være en grundlæggende forudsætning for videreudviklingen af et mere rummeligt arbejdsmarked.

Organisationerne er enige om, at der skal sættes større fokus på de sociale kapitler som et alternativ til ordinær beskæftigelse. Først når muligheden for tilbageven­den til det ordinære arbejdsmarked er udtømt, undersøges muligheden for ansæt­telse i et job på særlige vilkår i henhold til overenskomsternes sociale kapit­ler/bestemmelser.

LO og DA ønsker derfor at:

·        Der skal sættes mere fokus på brugen og udbredelsen af de sociale kapitler.

·        Bidrage aktivt til udbredelsen af kendskabet til mulighederne i de sociale kapitler.

Samarbejde omkring videreudviklingen af det rummelige arbejdsmarked.

Det rummelige arbejdsmarked kan ingen skabe alene. Det skabes i fællesskab ved samarbejde mellem relevante parter.

 

LO og DA vil deltage aktivt i arbejdet med:

 

·        løsning af den enkeltes problemer

·      det lokale og aftalte sociale engagement - i de lokale koordinationsudvalg

·      det nationale og aftalte sociale engagement – i Rådet for den sociale indsats.

LO og DA ønsker at styrke samarbejdet og dialogen omkring udviklingen af den sociale indsats for et mere rummeligt arbejdsmarked på alle niveauer.

LO og DA er derfor enige om, at der skal ske en styrkelse af de lokale koordinati­onsudvalg.

Det lokale koordinationsudvalg er krumtappen i den lokale indsats for at gøre arbejdsmarkedet mere rummeligt. Udvalgets indflydelse skal styrkes, således at det får en reel indflydelse og ansvar for den lokale indsats på det sociale område. Der skal skabes grobund for en effektiv, lokal og frivillig aktiv socialpolitik og inddragelse af arbejdsmarkedets parters erfaringer, så den sociale indsats rettes mod at bringe den enkelte tilbage på arbejdsmarkedet.

Erfaringerne fra koordinationsudvalgenes opstartsfase har vist, at der mange ste­der er en række problemer med at få samarbejdet mellem kommunerne og koor­dinationsudvalgene til at fungere. Som et eksempel på dette kan nævnes, at det i en del koordinationsudvalg er oplevelsen, at kommunerne dominerer arbejdet for meget, f.eks. ved at kommunalbestyrelsen fastsætter i koordinationsudvalgets forretningsorden, at formanden skal være et kommunalbestyrelsesmedlem.

Der hersker i dag tilsyneladende en del uklarhed omkring reglerne for anven­delse af koordinationsudvalgenes midler. Dette har ført til, at midlerne i en række tilfælde er blevet anvendt til formål, som må vurderes at høre hjemme i den almindelige kommunale sagsbehandling.

Det er i dag et problem, at de praktiserende læger mange steder ikke ønsker at del­tage i koordinationsudvalgets arbejde, fordi kommunen nægter at udbetale diæter eller tabt arbejdsfortjeneste til lægerne. De praktiserende læger spiller på mange måder en nøglerolle som koordinationsudvalgenes konsulenter i bl.a. sygedagpengesager, og det bør derfor prioriteres højt at finde en løsning, så lægerne generelt kommer til at indgå i koordinationsudval­gene. 

LO og DA ønsker derfor at:

·        Det præciseres over for kommunerne, at koordinationsudvalgene skal ind­drages i alle væsentlige diskussioner af kommunens praksis på det sociale område, som har relationer til arbejdsmarkedet.

·        Kommunerne hurtigst muligt skal udmelde overordnede retningslinier for samarbejdet med koordinationsudvalget, som de har pligt til efter loven.

·        Lovgivningen ændres, så koordinationsudvalgene i fremtiden selv får kom­petence til at udforme sin forretningsorden.

·        Socialministeriet præciserer, hvad koordinationsudvalgenes midler kan bru­ges til, og hvilke udgifter kommunerne selv skal afholde.

·        Lovgivningen ændres, så kommunerne forpligtes til at honorere lægerne for den konsulentrolle, som de udfylder i koordinationsudval­gene.

·        Koordinationsudvalgene skal inddrages i alle lokale overvejelser om anvendelse af sociale klausuler i forbindelse med offentlige udbud.

·        Koordinationsudvalgene inddrages i den lokale administration af alle rele­vante centralt igangsatte forsøgsprojekter o.l. 

·        Koordinationsudvalgene inddrages i vurderingen af alle lokalt funderede pro­jekter, som søger støtte fra EU’s socialfond samt i den efterfølgende evaluering af disse.

LO og DA finder det vigtigt at sikre, at Rådet for den sociale indsats arbejdsopga­ver og kompetencer i forhold til andre aktører på området præciseres, og at Rådet reelt kommer til at spille en nøglerolle i alle centrale diskussioner, som vedrører videreudviklingen af et mere rummeligt arbejdsmarked. Det fordrer et selvstæn­digt og tværgående sekretariat for Rådet.

Virksomhedsservice

I forlængelse af ønsket om et styrket samarbejde mellem kommuner, virksom­heder og faglige organisationer har LO og DA med tilfredshed noteret sig, at rammeaftalen om førtidspensionsreformen også rummer en ny kommunal virk­somhedsservice.

LO og DA mener, at den ny virksomhedsservice bør fremme følgende overord­nede mål:

·        Den kommunale virksomhedsservice skal udgøre et positivt supplement til den indsats, som kommunen i dag leverer.

·        Den kommunale virksomhedsservice skal tilbyde virksomhederne én ind­gang til at kontakte kommunen inden for alle sager, som vedrører fasthol­delse og integration af medarbejdere.

·        Koordinationsudvalget skal medvirke til at fastlægge rammerne for virksom­hedsservicen.

·        Der skal være klare mål- og resultatkrav til indsatsen.

·        Virksomhedsservice skal udbredes til at være en ordning for hele arbejds­markedet, dvs. både det private og offentlige arbejdsmarked.

Arbejdsfastholdelse/sygedagpenge

Fokus i indsatsen for at videreudvikle et rummeligt arbejdsmarked skal ligge på fastholdelse af allerede ansatte medarbejdere for ad den vej at hindre en fremtidig udstødning.

Fastholdelse af medarbejdere, som risikerer at blive udstødt fra arbejdsmarkedet, er medvirkende til at forhindre at et stort antal personer havner på offentlig for­sørgelse i fremtiden.

Bestræbelserne for at reducere sygefraværet udgør kernen i indsatsen for arbejds­fastholdelse. Langt de fleste ”tunge” sociale sager starter med en sygedagpengesag, og der eksisterer en tæt sammenhæng mellem varigheden af et sygeforløb og sandsynligheden for at vende tilbage til arbejdsmarkedet. Derfor skal der ske en styrkelse af sygedagpengeopfølgningen. En hurtig, aktiv og kvalitativ opfølgning i sygedagpengesager er afgørende, hvis det skal lykkes at undgå, at alt for mange unødigt henvises til langvarig passiv forsørgelse.

En undersøgelse fra Den Sociale Ankestyrelse fra efteråret 1999 viste imidlertid, at sygedagpengelovens opfølgningsbestemmelser kun følges fuldt ud i et meget beskedent antal sager, og at der kun i godt halvdelen af sagerne foretages den tid­lige opfølgning, som var hensigten med opfølgningsbestemmelserne.

Samtidig har der i de senere år kunnet iagttages en voldsom stigning i forlæn­gelse af sygedagpengesager ud over 52 uger.

En god dialog mellem lønmodtager, arbejdsgiver, faglig organisation og kommu­nal myndighed er af helt afgørende betydning, hvis det skal lykkes at fastholde medarbejderne og begrænse sygefraværet.

LO og DA ønsker derfor at:

·        Der arbejdes med at fastholde medarbejdere ved sygdom, og at der arbejdes med at se nærmere på årsagerne til fravær.

·        Socialministeriet udarbejder en handlingsplan, som kan sikre, at sygedagpen­gelovens opfølgningsbestemmelser fremover efterleves.

·        Kommunerne fremover – med inddragelse af koordinationsudvalget - skal foretage en årlig indberetning til Den Sociale Ankestyrelse, hvoraf det fremgår, i hvilken grad de forskellige elementer, som opfølgningen skal indeholde, er blevet efterlevet.

·        Ankestyrelsen skal foretage en årlig stikprøveundersøgelse for at sikre, at ind­beretningerne er korrekte og herefter publicere en årsstatistik på området.

Kontanthjælp og kommunal aktivering

Et andet centralt element i udviklingen af den aktive socialpolitik er kommu­nernes indsats over for kontanthjælpsmodtagere.

Der er store forskelle på, hvordan den kommunale visitering af kontanthjælps­modtagere i gruppen af personer, som kun har ledighed som problem og de per­soner, som har andre problemer end ledighed, foregår. I nogle kommuner vurde­res så godt som alle kontanthjælpsmodtagere at tilhøre gruppen af ledige og i andre kommuner hører næsten alle til gruppen, som har problemer udover ledighed. Der synes ikke at være nogen økonomiske, demografiske eller andre objektive bagvedliggende faktorer, som kan forklare disse forskelle.

Hvis visiteringen af kontanthjælpsmodtagere til de to grupper ikke sker korrekt er der risiko for, at den enkelte skubbes længere væk fra arbejdsmarkedet end per­sonens ressourcer og forudsætninger tilsiger. Samtidig risikerer et stort arbejds­kraftudbud at gå tabt.

Aktivering er et vigtigt redskab i bestræbelserne på at skaffe kontanthjælpsmodta­gere tilbage på arbejdsmarkedet. Der har i løbet af 1999 været en omfattende offentlig debat om kvaliteten af den kommunale aktiveringsindsats. Det er vur­deringen, at det er de mindst erhvervsrettede aktiveringstiltag, som udgør pro­blemet. Der bør derfor sættes mere fokus på kvaliteten af aktiveringen og på betydningen af, at denne er så erhvervsrettet som muligt.

LO og DA ønsker derfor at:

·        Der foretages en præcisering af retningslinierne for visiteringen af de to grup­per af kontanthjælpsmodtagere.

·        Den enkelte kommune i samarbejde med koordinationsudvalget skal afgive en årlig indberetning til Den Sociale Ankestyrelse, hvor der redegøres for udviklingen i de to grupper, og hvilke kriterier der er lagt til grund.

·        Ankestyrelsen skal foretage en årlig stikprøveundersøgelse for at afklare, om visiteringen til de to grupper er sket korrekt.

·        Kravet om udarbejdelse af en handlingsplan for ledige kontanthjælpsmodta­gere, som blev afskaffet med lovændringen i 1998, genindføres.

·        Aktivering af ledige kontanthjælpsmodtagere altid skal fungere som et led i opkvalificeringen af den enkelte til at finde beskæftigelse på det ordinære arbejdsmarked.

·        Personer over 30 år fremover skal kunne aktiveres mere end en gang.

Revalidering

En erhvervsrettet revalidering, målrettet arbejdsmarkedets behov for arbejds­kraft, skal være et af kerneområderne for den aktive socialpolitiske indsats og er helt centralt i forhold til at forebygge førtidspensionering.

Revalideringsindsatsen lever i dag ikke op til kravene i lovgivningen, idet alle skal have været forsøgt revalideret, før de kan tilkendes en førtidspension. Kun et mindretal af de nye førtidspensionister har i dag været søgt revalideret, inden der tilkendes pension.

Dette er så meget desto mere beklageligt, fordi tallene viser, at revalidering er et effektivt redskab til at bringe folk tilbage i ordinær beskæftigelse. Navnlig de erhvervsrettede revalideringsforløb – erhvervsrettede uddannelsestilbud eller revalidering på en virksomhed med løntilskud – har en meget høj succesrate med hensyn til at opnå ordinær beskæftigelse efterfølgende.

LO og DA ønsker derfor at:

·        Revalideringsindsatsen skal styrkes, så der kommer mere fokus på kvaliteten og effekten, samt målretning af revalideringsforløbene til arbejdsmarkedets behov for arbejdskraft.

·        Arbejde for, at arbejdsmarkedet bliver mere åbent overfor at styrke revalide­ringsindsatsen.

·        Visiteringen til revalidering skal styrkes. Det skal sikres, at der findes data, som kan belyse, om alle andre muligheder for at få plads på det ordinære arbejdsmarked er afprøvet først.

·        Alle revalidender skal have udarbejdet en erhvervsplan, som beskriver, hvordan beskæftigelsesmålet kan nås.

·        Der skal ske en opprioritering af de revalideringsforløb, som omfatter en direkte erhvervsrettet uddannelse på bekostning af de ikke-erhvervsrettede uddannelser.

·        Den egentlige virksomhedsrevalidering, det vil sige målrettede revaliderings­forløb med løntilskud på virksomheder, skal styrkes.

Fleksjob

Fleksjob bør ikke være et mål i sig selv. Derfor er det ikke konstruktivt at fastsætte et særligt mål for antallet af fleksjob. Et fleksjob skal være den sidste mulighed for at fastholde en person på arbejdsmarkedet, som tages i anvendelse. Alternativet til fleksjob skal være førtidspensionering.

Det er vigtigt, at udviklingen på fleksjobområdet analyseres. I dag ved man reelt ikke, om ordningen opfylder sit formål, og om sagsbehandlingen fungerer, som den skal.

LO og DA ønsker derfor at:

·        Alle mulighederne for ordinær beskæftigelse, f.eks. via et revalideringsforløb samt beskæftigelse efter overenskomsternes sociale kapitler uden offentligt til­skud skal være dokumenteret udtømt, inden en person visiteres til et fleksjob.

·        Fleksjob ikke må benyttes som et aktiveringsinstrument.

·        Det skal undersøges, hvilke persongrupper der typisk får tildelt et fleksjob. Og om der er overensstemmelse mellem størrelsen af tilskud og den reelle arbejdsevnenedsættelse. Først hvis denne viden er til rådighed, kan fleks­jobinstrumentet anvendes på den rigtige måde.

Førtidspension

Det skal respekteres, at der er en række mennesker, der ikke har mulighed for at påtage sig et arbejde, og de skal naturligvis fortsat have ret til en førtidspension. Det skal imidlertid samtidig sikres, at så få personer havner i en situation, hvor førtidspension er eneste mulighed. Det betyder, at det fortsat kun er personer med en så reduceret erhvervsevne, at hverken ordinært arbejde eller arbejde på sær­lige vilkår er et reelt alternativ, der kan få tilkendt førtidspension.

Det foreslås, at der gennemføres en førtidspensionsreform, der bl.a. indebærer, at der indføres en forenklet ydelsesstruktur med én ydelse, og at en række tilknyt­tede ydelser bruttoficeres. Herudover skal erhvervsevnebegrebet erstattes af arbejdsevnebegrebet, hvor der fokuseres på den enkeltes ressourcer fremfor den enkeltes begrænsninger i forhold til arbejdsmarkedet.  

LO og DA ønsker derfor at:

·        Der gennemføres en reform af førtidspensionssystemet med ét ydelsesniveau.

·        Førtidspensionen skal bruttoficeres.

·        Handicapkompenserende ydelser skal flyttes væk fra selve førtidspensionssy­stemet.

·        De eksisterende muligheder for at førtidspensionister, som ønsker at arbejde, kan få et skånejob eller gøre deres førtidspension hvilende i en periode, skal opretholdes.


Frivillighed og socialt engagement

Det sociale engagement styrkes ikke ved ordninger eller afgifter, men ved at fast­holde og styrke den motivation og forståelse, der findes hos arbejdsmarkedets parter, såvel i organisationerne, som i virksomhederne blandt ledelse og medar­bejdere.

Vejen til et mere rummeligt arbejdsmarked er ikke tvang eller kvoteordninger, hvor virksomhederne bliver pålagt at ansætte en vis procentandel af medarbej­derne på særlige vilkår. Et sådant krav har den indbyggede svaghed, at det frem­mer ”tænkning” i offentligt subsidierede løsninger med risiko for, at incitamentet til at finde individuelle løsninger i form af fx fastholdelse ved omplacering, jobrotation m.v., hvor medarbejderne fastholdes på det ordinære arbejdsmarked - og uden offentlige tilskud, nedprioriteres. Der vil desuden være en stor risiko for, at ordinære job substitueres til fordel for tilskudsjob.

LO og DA ønsker at:

·       Styrke det forpligtende samarbejde omkring det rummelige arbejdsmarked

·        Videreudviklingen af et mere rummeligt arbejdsmarked skal bygge på grund­læggende respekt for aftalesystemet og på frivillighed – i modsætning til tvang og kvoteordninger.

Den kommunale sagsbehandling og effektmåling af indsatsen

Der er et generelt behov for en opstramning af kravene til den kommunale sags­behandling og det statistiske overblik over den.

Kontrasten til det stramme regelsæt og den omfattende registrering inden for de arbejdsmarkedspolitiske foranstaltninger er på dette område meget påfaldende og hovedmålsætningen bør være, at socialpolitikken tilnærmer sig de metoder, som anvendes inden for arbejdsmarkedspolitikken i det omgang dette er muligt.

LO og DA ønsker derfor at:

·        Der indføres mere præcise krav til den kommunale sagsbehandling inden for hele det sociale område.

·        Indsatsen på det sociale område generelt skal kunne effektmåles.

Incitamentsstrukturen på det sociale område

Der synes i dag at eksistere en række uhensigtsmæssige incitamentsstrukturer på det sociale område. Disse incitamentsstrukturer gør det vanskeligt at nå den overordnede målsætning om at sikre, at flest mulige personer bringes tilbage i beskæftigelse på det ordinære arbejdsmarked på ordinære løn- og arbejdsvilkår.

Siden refusionsprocenten for kommunale udgifter til førtidspension blev sat ned fra 50 til 35 pr. 1.1. 1999, er antallet af nytilkendelser af førtidspension styrtdykket. Erfaringen fra tidligere ændringer af refusionsprocenterne på førtidspensionsom­rådet er ligeledes, at denne har en væsentlig indvirkning på antallet af nye før­tidspensionister.

Denne erfaring peger på refusionssatserne som et instrument til at foretage en overordnet styring og understreger samtidig vigtigheden af, at refusionsprocen­terne ikke peger i den forkerte retning – på vej væk fra det ordinære arbejdsmar­ked og i retning af passiv offentlig forsørgelse.

Der er derfor behov for en grundlæggende reform af hele refusionssystemet for at styrke socialpolitikkens orientering mod arbejdsmarkedet.

LO og DA ønsker derfor, at det bliver:

·        Billigere for kommunerne at revalidere. Revalidering er ofte vejen tilbage til ordinær beskæftigelse. Økonomiske overvejelser bør ikke begrænse revalide­ringsindsatsen. Refusionsprocenten bør derfor hæves fra 50 til 70, så det bliver økonomisk attraktivt at revalidere - f.eks. inden tilkendelse af førtidspension og fleksjob.

·        Væsentligt dyrere for kommunerne at tilkende fleksjob. Der er i dag en risiko for, at personer ikke forsøges revalideret inden de tilkendes et fleksjob, idet staten betaler alle kommunernes udgifter. Det er generelt et dårligt princip, at den bevilgende myndighed ikke har noget økonomisk medansvar. Refusi­onsprocenten for kommunerne bør derfor sænkes fra 100 til 50.

 

                                   København den 8. marts 2000

 

 

Hans Jensen                                                                                 Jørn Neergaard Larsen

Landsorganisationen i Danmark                                           Dansk Arbejdsgiverforening