Afskaf G-dagene Dansk Arbejdsgiverforening er dybt uenig med de økonomiske vismænd, når de foreslår at øge antallet af arbejdsgiverbetalte ledighedsdage Af formand Niels Fog, Dansk Arbejdsgiverforening De økonomiske vismænds forslag om at øge antallet af arbejdsgiverbetalte ledighedsdage er skat på brugen af arbejdskraft. Derfor vil flere G-dage få virksomhederne til at være mere tilbageholdende med at ansætte nye medarbejdere.

Og forslaget vil ikke nedbringe ledigheden - der ellers er vismændenes tanke bag - men derimod reducere beskæftigelsen.

Hvis en virksomhed er nødsaget til at hjemsende medarbejdere midlertidigt eller mere vedvarende reducere antallet af beskæftigede, skal virksomheden betale de to første ledighedsdage - også kaldet G-dage.

G-dage er reelt en skat på brugen af arbejdskraft. Og vismændene påpeger i den seneste vismandsrapport ligefrem, "at virksomhedernes omkostninger ved afskedigelser har betydning for, hvor mange de vil ansætte."

Derfor kan det undre, at vismændene mener, at flere G-dage vil forbedre arbejdsmarkedets funktion.

Vismændene påpeger desuden, at under tre pct. af ledigheden skyldes, at virksomhederne afskediger en medarbejder og ansætter vedkommende igen inden for fire uger.

Det er altså ikke her, man skal tage fat, hvis man for alvor er optaget af at nedbringe ledigheden.

G-dagene indebærer i øvrigt en masse administrativt bøvl for både virksomhed og a-kasse.

Det er DA's vurdering, at virksomhedernes og a-kassernes administrative omkostninger ved ordningen overstiger den besparelse, det offentlige opnår som følge af G-dagene.

Dansk Arbejdsgiverforening er derfor dybt uenig med de økonomiske vismænd, når de i deres seneste rapport foreslår at øge antallet af arbejdsgiverbetalte ledighedsdage.

Der er her stor forskel på økonomisk teori og politisk virkelighed. Vismændene vil ansvarliggøre virksomhederne for omkostningerne ved øget ledighed. Men erfaringerne fra tidligere forsøg skræmmer.

Arbejdsmarkedsbidraget, der blev indført i 1994 og som i dag er 8 pct. af bruttolønnen, blev indført med det formål, at skulle dække omkostningerne i forbindelse med ledighed, aktivering m.m.

Fra politisk hold blev det i 1994 lovet, at arbejdsmarkedsbidraget vil blive sat ned i takt med faldende ledighed. Det er bare aldrig sket.

I stedet er loven blevet ændret, og arbejdsmarkedsbidraget er i dag uden sammenhæng med adfærden på arbejdsmarkedet.

DA mener derfor, at det vil være logisk at afskaffe G-dagene. Det vil stimulere virksomhederne til at ansætte nye medarbejdere - også medarbejdere, hvor virksomheden er usikre på, om de pågældende vil kunne bestride jobbet.

Samtidig vil det kunne nedbringe det administrative bøvl for danske virksomheder betragteligt.
Bragt i: Erhvervsbladet, 26. november 2002