Regeringens debatoplæg om sygefravær Regeringen har netop offentliggjort et debatoplæg om sygefravær samt en analyserapport og en eksempelsamling. Hensigten med debatoplægget er at indlede en debat med de forskellige involverede aktører om mulighederne for at nedbringe sygefraværet.

Regeringens ønsker at lægge op til en indsats over for sygefraværet over en bred front, hvor hovedpunkterne er:
  • En mere individuel indsats, der tager udgangspunkt i den enkelte sygemeldtes situation og ressourcer.
  • En langt tættere dialog mellem den sygemeldte, virksomheden, lægen og andre relevante aktører.
  • En bedre opfølgning i kommunerne.
  • En bedre indsats og samarbejde i virksomhederne.
DA mener

Det er positivt, at regeringen nu har taget initiativ til at igangsætte en debat om, hvordan vi kan reducere sygefraværet fra det danske arbejdsmarked. Der er behov for en øget indsats for at sikre en tilstrækkelig arbejdsstyrke i de kommende år.

Arbejdet med at begrænse sygefraværet er allerede en helt central ledelsesopgave på virksomhederne, fordi sygefravær er forbundet med store økonomiske og administrative byrder for virksomhederne.

Bedre samarbejde er nøglen

DA hilser velkommen, at regeringen har erkendt, at nøglen til en yderligere reduktion i det forholdsvis lave danske sygefravær er et bedre samarbejde mellem alle de involverede aktører - herunder et øget samspil mellem virksomheder og kommuner på basis af en mere velfungerende lovgivning og en mere aktiv inddragelse af de praktiserende læger, bl.a. via indførelse af en funktionsspecifik lægeerklæring.

Med hensyn til den vigtige målsætning om at forbedre samspillet mellem virksomheder og kommuner er det dog uklart, om regeringens forslag samlet set vil trække i den rigtige eller den forkerte retning.

Debatoplægget lægger således også op til, at kommunerne stort set kan lade et betydeligt antal sager ligge uden at skulle forholde sig til dem - på trods af at målsætningen også for disse sager må være hurtigst mulig tilbagevenden og øget anvendelse af delvis raskmelding.

Regeringens forslag om en øget brug af partnerskabsaftaler, som skal bygge på en lang række krav til virksomhederne, mens kommunerne stort set ikke skal levere en positiv indsats til gengæld, vil næppe trække i den rigtige retning. Skal indsatsen fungere i praksis, er det afgørende med et ligeværdigt samarbejde, som begge parter i øvrigt vil have gavn af.

Der ses i øvrigt stort set bort fra, at koordinationsudvalgene også fremover vil kunne spille en væsentlig rolle i forhold til at sikre en øget udbredelse af partnerskabsaftalerne mellem virksomheder og kommuner.

Det er dog positivt, at regeringen lægger op til at styrke kommunernes økonomiske incitamenter til tidlig og effektiv opfølgning.

Virksomhedernes barrierer mangler

Debatoplægget undlader desværre at komme ind på en række af de uheldige barrierer, som virksomhederne i dag møder i sygedagpengeloven.

En række af lovens regler udgør i dag et klart incitament for virksomhederne til at afskedige langtidssyge frem for at fastholde dem, bl.a. hvis der er risiko for, at den sygemeldte vil blive tilkendt førtidspension.

Bedre statistik skal bruges med omtanke

Debatoplægget fokuserer meget på mulighederne for at skabe bedre statistik om sygefraværet både på kommune- og virksomhedsniveau.

Øget viden om sygefraværets struktur er da også en de vigtige nøgler til at kunne gøre noget effektivt for at kunne reducere det.

I sidste ende vil det dog kun være på den enkelte virksomhed, at en bedre statistik meningsfuldt kan omsættes i konkret handling. Et højt fravær kan således afspejle en høj grad af rummelighed, ligesom en lang række andre faktorer kan spille ind.

Uheldige forslag på arbejdsmiljøområdet

Regeringens forslag på arbejdsmiljøområdet i oplægget bærer desværre præg af en klar tendens til at pålægge virksomhederne en stor del af "skylden" for sygefraværet ved at postulere en markant sammenhæng mellem arbejdsmiljø og sygefravær.

Denne opfattelse resulterer i en lang række forslag om at give arbejdsmiljøsystemet sygefravær som et centralt indsatsområde fremover, på trods af at formålet er uklart, og kompetencen i arbejdsmiljøsystemerne ikke er til stede.

DA mener således, at forslaget om at pålægge virksomhedernes sikkerhedsorganisationer og BAR'ene at håndtere sygefraværsproblematikker er yderst uhensigtsmæssigt. Håndteringen af sygefravær vil i givet fald skulle ske af frivillighedens vej og hører i øvrigt i givet fald hjemme i virksomhedernes samarbejdsudvalg.

Endvidere tager DA afstand fra forslaget om at gøre sygefravær til et prioriteringsredskab for Arbejdstilsynets tilsyn og finder tanken om at give Arbejdstilsynet bemyndigelse til at påbyde virksomheder med højt sygefravær rådgivningspligt helt uacceptabel.

Arbejdstilsynet har ikke ekspertisen til at håndtere komplekse sygefraværsproblemer, som har en langt bredere baggrund. Desuden vil tvang og påbud på baggrund af ufuldstændige statistiske opgørelser være et fuldstændigt brud med den danske tradition på området og vil efter al sandsynlighed virke stik imod hensigten.
Arbejdsmiljø
6. maj 2003
KONTAKT
Underdirektør
Erik E. Simonsen
33 38 94 13
ees@da.dk
LÆS MERE
ArbejdsMarkeds- Rapport 2002: Sygefravær
LINKS
Debatoplæg samt analyserapport og eksempelsamling findes på Beskæftigelsesmi-nisteriets hjemmeside