Uddannelse giver job - også for indvandrere Af direktør Henrik Bach Mortensen, Dansk Arbejdsgiverforening Lige så mange indvandrere som danskere er i job, hvis de har en lang dansk videregående uddannelse. Det er et faktum, og det er derfor oprørende, at den vedvarende myte om, at højtuddannede indvandrere enten ikke kan få et job eller arbejder som pizzabagere og taxichauffører, fordi de ikke kan få et arbejde, der passer til deres kvalifikationer, får lov til at få så meget medvind, som det skete i søndagens udgave af Berlingske Tidende. I myten tilføjer mange også, at det skyldes, at virksomhederne ikke vil ansætte indvandrere. Og hvad værre er, så medvirker myten til at afskrække unge indvandrere fra at tage en dansk erhvervskompetencegivende uddannelse.

Myten fik yderligere vind i sejlene i søndagens udgave af Berlingske Tidende, hvor indvandrerkonsulent Fahmy Almajid fortalte om en andengenerationsindvandrer, der ikke ville uddanne sig udover 10. klasse, fordi der overfor boede en arbejdsløs ingeniør-uddannet indvandrer. Hertil er der kun at sige, at selvom denne historie sikkert er fuldstændig korrekt, så kan den ikke bruges som argumentation for en påstand om, at massevis af højtuddannede indvandrere bager pizzaer.

En undersøgelse udarbejdet af DA i maj 2003 viste, at indvandrere - fra ikke-vestlige lande - med en dansk faglig eller videregående uddannelse, i samme omfang som etniske danskere får et job, der passer til deres kvalifikationer.

Det betyder ikke, at det ikke er muligt at finde en højtuddannet indvandrer, der bager pizzaer, lige så vel som det også er muligt at finde en etnisk dansk akademiker-taxichauffør.

De to store problemer er, at der ikke er nok indvandrere, der i det hele taget får en dansk kompetencegivende uddannelse, og at myndighederne ikke er gode nok til at give papirer på udenlandske uddannelser.

Men hvor mange højtuddannede indvandrere har egentlig et job på højt niveau? Blandt indvandrere med en lang videregående uddannelse har 70 pct. arbejde på enten chefniveau eller som højere funktionær, og blandt etniske danskere er det tilsvarende tal 72 pct.

Jeg finder det meget beklageligt, at resultatet af artiklen meget vel bliver, at unge indvandrere afskrækkes fra at tage en uddannelse. Alt viser, at det kan betale sig at tage en uddannelse, og der er ingen belæg for at sige det modsatte.

Bragt i Berlingske Tidende Debat som Opinion den 12. januar 2004
KONTAKT
Publiceret:
12. januar 2004