Faglig voldgiftsafgørelse - Fuld løn under barsel iht. overenskomsten DA mener ikke, at den nye kendelse om fuld løn under barsel i 52 uger har virkning på andre områder. En faglig voldgiftsafgørelse af 8. januar 2004 har taget stilling til, hvorvidt en konkret overenskomst gav ret til fuld løn i hele barsels- og forældreorlovsperioden efter ændringen af orlovsreglerne i sygedagpengeloven og ligebehandlingsloven i marts 2002.

Sagen blev anlagt af en lokalafdeling af HK mod en lokalafdeling af SiD, der var arbejdsgiver. Sagen drejede sig om fortolkning af den overenskomst, der var indgået mellem HK Hjørring-Brønderslev og SiD Brønderslev den 8. februar 2001 for perioden 1999-2005.

Spørgsmålet i sagen var, om HK's medlemmer havde krav på fuld løn også i den udvidede periode af barselsorloven, der blev indført i marts 2002.

Opmanden fandt, at ordlyden af den pågældende overenskomsts § 8, stk.1, giver krav på orlov med fuld løn ved barsel i den periode, hvor der "til enhver tid" er ret til orlov efter ligebehandlingsloven og ret til dagpenge efter dagpengeloven.
Konsulent Lise E. Bardenfleth udtaler:

Den nye kendelse viser - ikke overraskende - at det afgørende for, hvor lang en periode, der ydes fuld løn under barsel- og forældreorlov, dels afhænger af en fortolkning af ordlyden i parternes aftale, dels af parternes forudsætninger ved aftaleindgåelsen.

Det er derfor DA's opfattelse, at kendelsens præjudikatsværdi ikke kan udstrækkes til andre områder, som det synes forsøgt fra dele af fagbevægelsen.

DA finder ikke, at den nye afgørelse ændrer på retsstillingen. Udgangspunktet er fortsat det, at en overenskomstmæssig henvisning til barselsregler mv. i en aftale skal forstås som en henvisning til de regler, der var gældende på det tidspunkt, hvor aftalens bestemmelse blev vedtaget.
Personale og administration
15. januar 2004
KONTAKT
LÆS MERE
Faglig voldgift af 11. juni 2002: Finansforbundet mod FAFaglig voldgiftskendelse af 8. januar 2004 - HK mod SiD om retten til barselsorlov med fuld løn