Aktieoptionslov vedtaget med dansk klausul Folketinget har i dag den 29. april 2004 3. behandlet og vedtaget en ny lov om brug af køberet eller tegningsret til aktier m.v. i ansættelsesforhold (aktieoptionslov). Samtidig ændres funktionærloven som en konsekvens heraf. Loven skal bidrage til, at den usikkerhed, der har været om aktieoptionsordninger m.v. blandt andet i fratrædelsessituationen - og som har givet anledning til en række retssager - afklares. Loven skal skabe grundlag for, at aktieoptioner kan blive et attraktivt personaleredskab for både medarbejdere og virksomheder.

Efter loven bevarer lønmodtagere, der opsiges af arbejdsgiveren, som hovedregel retten til at udnytte tildelte købe- eller tegningsrettigheder, som om lønmodtageren fortsat var ansat og bevarer retten til en forholdsmæssig andel af tildelinger af købe- eller tegningsrettigheder i det løbende regnskabsår, hvor lønmodtageren fratræder.

Opsiger lønmodtageren derimod selv sin stilling, mister lønmodtageren som hovedregel retten til at udnytte tildelte købe- eller tegningsrettigheder.

Arbejdsgiveren skal oplyse om indholdet af ordningen eller aftalen om købe- eller tegningsrettighederne til aktier m.v. til lønmodtageren.

Loven indeholder imidlertid et krav om, at en række oplysninger om optionsordninger skal gives på dansk. Baggrunden for kravet i loven er, at Socialdemokratiet ved lovens 2. behandling stillede et ændringsforslag om, at alt materiale omkring vilkårene for ordningerne skal være på dansk. Dette forslag havde et flertal i Folketinget bag sig, hvorfor Regeringen så sig nødsaget til at fremsætte et ændringsforslag.
Ansættelsesretschef Flemming Dreesen udtaler:

DA hilser den nye lov velkommen. Loven vil bidrage til at gøre retsstillingen omkring aktieoptionsordninger klar for både medarbejdere og virksomheder og kan derfor bane vejen for, at optionsordninger bliver attraktivt for alle parter i et ansættelsesforhold. Regeringen har dermed fulgt op på de urimelige forhold omkring aktionsoptioner, som der er peget på fra arbejdsgiverside.

Regeringen har efter DA's opfattelse på en fair måde løst de problemer, som der har været i fratrædelsessituationen.

DA skal beklage, at lovforslaget i sidste øjeblik fik et sprogkrav om dansk efter forslag fra socialdemokraterne.

DA er imidlertid meget betænkelig ved, at Folketinget med vedtagelsen af loven er på kant med nogle af EU's mest fundamentale principper med krav om, at oplysningerne om optionsordningen skal foreligge på dansk. Den endeligt vedtagne lov er således en opblødning af Socialdemokratiets ændringsforslag men er fortsat meget betænkeligt i forhold til grundlæggende EU-retslige principper og kan besværliggøre udbredelse af aktieoptionsordninger.
Personale og administration
29. april 2004
KONTAKT
Ansættelsesretschef
Flemming Dreesen
33 38 94 10
fld@da.dk
LINKS
L 151L 150