EU-maskineri moderniseret og forenklet Forfatningstraktaten afgrænser EU's rolle mere klart og viser tiltro til arbejdsmarkedets parter, mener DA. De 25 europæiske stats- og regeringschefer har netop godkendt en forfatningstraktat, der sætter rammerne for det fremtidige europæiske samarbejde.

Forfatningstraktaten forenkler og effektiviserer EU's beslutnings- og afstemningsprocesser og skaber en mere tydelig rollefordeling mellem landene og EU.
Adm. direktør i DA, Jørn Neergaard Larsen, siger:

"DA lykønsker de 25 stats- og regeringschefer med forfatningstraktaten. Det er utroligt positivt, at det er lykkedes at modernisere og forenkle EU-maskineriet, så det kan fungere effektivt i fremtiden.

For virksomhederne er det altafgørende, at der er klarhed og sikkerhed for EU's fremtidige virke, og at EU bidrager til at skabe flere arbejdspladser og sikre en tilstrækkelig og velkvalificeret arbejdsstyrke.

Derfor er det også meget positivt, at der sættes øget fokus på behovet for høj konkurrenceevne og et højt beskæftigelses- og uddannelsesniveau. Det er absolut nødvendigt, hvis vi skal fastholde den europæiske velfærdsøkonomi gennem de kommende årtier".
Forfatningstraktaten ændrer ikke ved den nuværende kompetencefordeling mellem EU og medlemslandene i arbejdsmarkeds- og socialpolitikken, ligesom der ikke ændres på selve indholdet af EU's arbejdsmarkeds- og socialpolitik. Der sker mindre justeringer på indvandringsområdet.

Der vil også fortsat være krav om enstemmighed i Ministerrådet i spørgsmål om bl.a. ophævelse af ansættelseskontrakter og spørgsmål om repræsentations- og organisationsret.

Forfatningstraktaten fremhæver vigtigheden af, at EU-samarbejdet leder til en høj konkurrenceevne samt et højt beskæftigelses- og uddannelsesniveau. Samtidig tydeliggøres og styrkes arbejdsmarkedets parters rolle på europæisk niveau. Forfatningen henviser også til betydningen af det Europæiske Trepartstopmøde mellem EU og arbejdsmarkedets parter på EU-plan.

Charteret om borgernes grundlæggende rettigheder er direkte indskrevet i forfatningen. Charteret indeholder ikke nye rettigheder eller principper, men placeringen vil alligevel skabe mere synlighed og et mere juridisk forpligtende rettighedssamarbejde. Derfor er der også indarbejdet krav til praktisk anvendelse af Charteret.
EU og internationalt
18. juni 2004
KONTAKT
Chefkonsulent
Dorthe Andersen
+32 (0)2 285 0541
doa@da.dk