Åbningstale peger fremad Statsministeren tog vigtige udfordringer op i sin tale, mener DA. Statsminister Anders Fogh Rasmussen benyttede sin tale ved Folketingets åbning til at se frem mod de udfordringer, som det danske velfærdssamfund står overfor i de kommende år. Blandt emnerne var en satsning på at trimme hele det danske uddannelsessystem og en sikring af børnepasning i hele landet. Direktør i DA, Henrik Bach Mortensen, siger:

"Kompetencer og fleksibilitet på arbejdsmarkedet er en afgørende forudsætning for, at Danmark kan klare sig i en stadigt mere globaliseret konkurrence. Derfor har statsministeren ret, når han fastslår, at viljen til forandring er vejen til tryghed.

Regeringens satsning på kvalitet i uddannelserne fra første dag i folkeskolen til fortsat efteruddannelse af danskerne på arbejdsmarkedet er derfor indlysende rigtig. Vi skal have mest muligt for pengene på alle områder.

Det er et skridt i den rigtige retning, at folkeskolerne fremover får bedre muligheder for at teste, om eleverne når de faglige mål. Men det er samtidig afgørende, at skolerne og kommunerne forpligtes til at følge op. For folkeskolen er en afgørende trædesten for den livslange læring blandt danskerne, som fremtiden kræver.

På den baggrund har vi fra arbejdsgiverside taget positivt imod regeringens oplæg til trepartsforhandlinger om voksen- og efteruddannelse. I Danmark bruger både det offentlige og virksomhederne allerede mange penge på dette område. Udfordringen for regeringen, lønmodtagerne og arbejdsgiverne er derfor billedligt talt at sikre, at de mange skibe, der allerede er sat i søen på dette felt, sejler i den samme retning.

Udfordringen er stor, men regeringen har vist sin vilje til at tage sin del af ansvaret, og det er opløftende.

På samme måde er det positivt, at regeringen ved lov vil sikre alle landets børnefamilier pasning af børnene fra de er et halvt år. Dermed bliver det et reelt valg at vende tilbage til arbejdsmarkedet efter seks måneder, der ikke afhænger af enkelte kommuners manglende pasningsgaranti."
Uddannelse
5. oktober 2004
KONTAKT
LINKS
Statsministerens åbningstale